tet videre, svarede Am alie, efterat jeg havde vundet din Kier¬
lighed igien. Men min Broder, som ved sine Velgierninger
giver os mere Beqvemmelighed for vort Liv, frier mig nu fra al
Frygt, at jeg skal see dig at lide Nød paa dine gamle Dage.
Hans Omgang vil fornøye Dig i dine ledige Timer, og vort Ar¬
beyde skal skaffe dig din Und rholdning. Til al Lykke har han
ikke gjort os saa rige, at vi skal unddrage os fra Arbeyde, og at
vi kunde see vore Børn tildrive Tiden i Ørkesløshed. J det
de saaledes talede med hmanden, overlode Bafile og Lucte sig
endnu lykkeligere end hine til Kierligheds Henrykkelser, og DOr¬
mond smagede hiin rene Vellyst, som ledsager en følelsesfuld og
ædelmodig Mands Handlinger.
Saafnart Dagen brød frem, førte han Allard og hans
Søn omkring i deres gandske District. See (sagde han til den
unge Person) dette skal din Flid søge at giøre nyttigt; dette Land
og Agerjord, dyrket af dydige og friske Folkes Hænder, vil være til¬
strekkeligt til din Families Underholdning og til Fattiges Under¬
nøttelse, og indrente dig saa meget, at du ofte kan forsamle dine
oprigtige gode Venner hos dig. Da DOrmond var kommen
hiem med Bafile i Huset, viste han ham nogle Spand sterke
Oxer, og alle fornødne Redskaber til Agerdyrkningen. Præsten
havde udsøgt ham sterke og gode Folk til Tyunde. Han fremstil¬
lede dem for deres nye Herre og sagde til dem, at han fra den
næstfølgende Dag selv skulde ville anføre dem til Arbeyde. Lucie
blev Huusboldningen inden i Huset overdraget til. Men Allard
og hans Kone havde Overopsigten dermed. Strax den første
Dag indrettede de alting paa den Fod, som det bestandig skulde
blive. De indfloed deres Tyunde Lyst og Kierlighed til Arbeyde
og Flittighed ved de Berømmelser, hvormed de anpriste samme,
Troeskab ved den gode Tillid de havde til dem, og Jver og Nid¬
kierhed ved deres Godhed imod dem.
Bafile, som var bleven mere levende og munter, da han
endelig tilsidst havde lært at kiende sin Stands Lyksalighed, opli¬
vede Landsbye=Arbeydet ved sine Sange, ved muntre Jndfald, og
ved sine velfornøyede Miner. Saasnart Dagen brød frem, gil
alle med Fornøyelse med ham til det tungeste Arbeyde. Man
skiemtede, i det man arbeydede sig tret; men Glæden og Mun¬
terheden formindskede Udmattelsen ved Arbeydet. Naar Solen
brændte allerhedest, saa bragte Lucie og de unge Bonde=Koner
en rigelig tillavet Middags=Mad, som de deelte med Bafile og
Arbeyderne. De lagde og satte sig i Græsset under Skyggen af
en Bøg; man spiste, ligesom man havde Arbeydet, og drak med
et gladt Mod af de fulde Flasker for det endnu øvrige Dagens Ar¬
beyde. Om Aftenen var et got Aftens=Maaltid, og en endnu
mere veltilfreds Mine deres Belønning. Bafile hastede fra
sin Faders Omfavnelser til Amalies, og Lucte rev ham der¬
ud fra, for at slutte ham ind i sine Arme. DOrmond, som
var alt for Jndsigtsfuld og for viis til, at han havde skuldet for¬
smaae Om ang med ærlige Landsbye Folk, fornøyede dem om Af¬
tenen med merkværdige lærerige Fortællinger, og ofte berømte han
de Betragtninger, som Fortælingerne opvakte hos hans Tilhø¬
rere. Paa andre Tider sysselsatte han sig med dem ved saadanne
Svil og Lege, som det vittige Hoved forderver eller forsmaaer,
men som ere værdige for den elskværdige Uskyldighed. Man mer
kede, at det ikke fortrød ham, om den unge friske og undselige
Bonde=Kone blev i Pantspillet paalagt, at kysse Uddeleren, for at
indløse Pantet. Søn= og Fest=Dage vare gandske opofrede til Gu¬
i elighed og Fornøyelsen. Paa denne Dag, da hele Familien var
tilsammen, formerede deres Fornøyelser sig ved Afvexling. Snart
sad den rundt omkring DOrmond, og hørte fornøyeligt og op¬
merksomt paa ham, naar han læste af en smuk og artig Bog.
Den vise Allard, hans Kone, som havde mere Jndsigt, end
man almindelig har paa Landsbyen, Lucie, som ved den nye
Heloise og endnu mere ved hendes omfindtlige Siel var bleven
i nderviist, Basile, som hans Fader havde opdraget, hans Mor¬
Broder bildet, og Lucie havde giort fuldkommen, skulde aldrig
med Taalmodighed have kundet anhøre de fromme Urimeligheder
i en Helgens Eventyr, eller nogle afsmagelige Romaners udskey¬
ende Fortællinger. DOrmond havde samlet de Verker for dem,
som vare skrevne med høy Enfoldighed, som livagtig maler Natu¬
ren og Dyden, og tvinger os til, at elske den fyrigt og brændende,
i det de giver en troe Afskildring derover. Sar a (*), den Bog,
som Engel and misunder Frankerig, at det har frembragt, var
frem for alle deres Yndlings=Bog. Ofte reereerede de sig fra Læs¬
ningen ved Dands under Alme=Træerne, ved hvilken Lystighed
Allard, hans Kone, DOrmond, og Hr. Germain selv vare
nærværende. Mangen Gang gav og Lucie hendes Veninder
et Aftens=Maaltid. Bafile bad sine Venner dertil, for at giøre
bende endnu mere munter og glad. De ærværdige Forældres
Nærværelse vedligeholdt en anstændig Rolighed i Selskabet, uden
at giøre de unge Forsamledes Friehed nogen Tvang. De føyede
gierne de ømt Elskende, som længtes efter Lykken, ved Ægteskab at
blive forbundne med hverandre; men de, som ikkun søgte Ægte¬
Folkes Glæde og Fornøyelse, uden at ville bære deres Navn, vare
for altid forbandede og udelukte af et Selskab, hvor Fornøyelsen
stedse var ledsaget af Dyden. Paa Fest=Dagene tillavede Lucte
et rigeligere tillavet og vel udsøgt Giestebud for Hr. Germain,
Hr. Chabblais og Toinette. De vare denne lykkelige Fa¬
milies Veldædere, derfor har det billigt, at undertiden delede sin
Lykke med dem.
Bafile faae, at hans Arbeyde under hans Faders Anfør¬
sel blev velsignet med Overflødighed. Hans omhyggelig dyrkede
Jorder vare de frugtbareste i den Landsbye=Egn, hans Viin=Bierge
frembragte de beste Vine, hans Hiorde formerede sig besynderlig
sterk, og hans Træer vare næsten immer fulde af Frugter. Alting
blev ham under hans Hænder til Velsignelse; ikkun hans Rund¬
hed og Veldædighed bevarede ham fra, eller var ham i Veyen, in¬
den kort Tid at blive meget rig. Men den Fattige havde uomstø¬
delig grundet Paastand paa hans Hierte; en Tredie Deel af Hø¬
sten var udfaaet for den Arme; den anden Tredie Deel brugte
han til at føre sin Huusholdning med; og den tredie Tredie Deel
til at betale Skatter og overordentlige Afgivter med, og samme
var og en bestandig Kilde for hans Gavmildhed og Veldædighed.
Basile anvendte denne sidste dertil, at han deraf gav en Brude¬
Gave til den unge Agathe, hvilken hans Ven Marcel elske¬
de saaledes, som han Luci e. Saaledes tilbragte Allard og
hans Familie sine Dage i Roe og et Dydefuldt Levnet i Uskoldig¬
heds og Venskabs Skiød. Deres Huus var et Tilflugts=Sted for
Fred og Glæde. De fandt her en tekkelig og velvillig Tieneste af
en paa alle Sider god Føyelighed, Mønstere paa Retskaffenhed og
stedse Smilen af øm Venlighed. Allard nød den Glæde, at
have gjort en heel Familie saa lykkelig. Thi han var det, som
ved sin Maadelighed, ved sin Sagtmodighed og ved sin Taalmo¬
dighed havde bragt Amalie til Erkiendelse. Han havde tvun¬
get hende til, at være taknemmelig, og derved ført hende tilbage,
til sin Pligt og til Lyksalighed. Am alie havde ingen anden
Sorg og Bekymring, end at hun alt for tidlig kunde miste en saa
Æreværd Mand og dyrebar elskværdig Ven. Basile, som var
i sine beste Aar, en kierlig og ømt elsket Søn, og Lucies trofaste
Ægtemage, levede ikkun for Følelse og Kierlighed. Lucie fandt
sin Fornøyelse og Rolighed i de tienstvillige Føyeligheder, som hun
udviste imod hendes Forældre, i deres Kierligheds Beviisninger,
og i hendes Mands Øyekast. Aldrig saae og betragtede hun sin
kiere og elskelige Bafile, uden med Henrykkelse at erindre sig
det, at han allerførst havde giort hendes Siel ømfindtlig for de
meest levende Fornøyelsens Jndtryk. DOrmond følte det, at
han endelig havde fundet en Levemaade, som skikkede sig bedre for
hans Tænkemaade. Den gyldene Tid var atter kommen igien
for ham. Dersom der endnu er en gylden Tid muelig, saa til¬
hører samme den veldædige Følelsesfulde Mand, som lever sin
Td hen under et Landsbye=Tag, iblant redelige, Dydefulde og er¬
kiendtlige Landmænd, i en sed Harmonie og Overeensstemmelse af
Venskab, Kierlighed og Uskyldighed. Endnu skulde Himmelen give
Basile og Lucie Børn, som kunde træde i deres Fodspor. De¬
res Ønsker bleve bønhørte, og All ard oplevede den Glæde, at
trykke elskpærdige Børne Børn op til sit Bryst.
cSora er en moralsk Fortælling, som udkom Ao 1665. Den
Mængde Oplag, som bleve Fjorte deraf, og følgelig afsatte,
giorde Naturen endnu mere Ære, end Forfatteren selv, og
beviser, at Læsernes gode Smag ikke er falden.
