1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 13
Adskilligt for Børn og unge Folk.
De kloge Fugle.
Fblant alle Fugle besad Skaden allene den Kunst, at
bygge en Rede, der var dannet med et Tag og Skiul
over Hovedet, og havde ikkun et lidet Hul at krybe ud igien¬
nem. De øvrige Fugle, som vare uden Huse, bade Ska¬
den, at han vilde lære dem, hvorledes de skulde bygge et
Huus.
Der blev en Dag fasisat, og de forsamledes allesam¬
men. - Skaden fagde derpaa: "J maae først legge
"to Pinde over Kors, saaledes." "Ja, sagde Kragen,
"jeg tænkte det nok, at man skulde begynde saaledes.
Legger siden nogle Straaer og Mosse deroven paa.
"J Sandhed, sagde Drosselen, vidste jeg, at dette vilde
"følge paa." - Derefter maae J endda legge mere
Mosse, smaa Straaer og Fiedre paa saadan en Maade,
som denne her.-
Ja, uden Tvivl, raabte Stæren, det
maatte nødvendig følge." Enhver kunde sige, hvorledes
det skulde giøres.
Da nu Skaden havde blevet ved, at undervise dem,
indtil Reden var bygget halv færdig, og enhver Fugl i den
hele Rad omkring havde enten vidst dette eller det; saa lod
han det blive derved, og sagde: Mine Venner, jeg fornem¬
mer, at J forstaaer Rede=Bygningen ligesaa got om ikke
bedre, end jeg; derfor behøver J vel ikke videre min Un¬
derviisning.
Med disse Ord fløy han bort og forlod dem, paa det
at de kunde bebreyde hinanden deres Daarlighed, som til
den Dag i Dag er, endnu er øyensynlig, efterdi ingen Fugl
undtagen Skaden, veed at bygge en Rede videre end halv
færdig.
Disse selvkloge Fugles Skiebne vil visselig og treffe
alle dem, som mere fornøyer sig ved den Forfængelighed,
at indbilde sig, at de ere allerede vise, end at de skulde
giøre sig Umag for at blive det.
Ebn=Faids Historie. Af et Arabisk Haandskrift.
Den Lærer Ebn=Zaid fortalte i Hofskolen, at der i hans
Ungdom vederfartes ham en Historie i et prægtigt Tempel.
Der mødte mig, sagde han, en smuk ung Person med
Vinger, omkring hvis Hoved skinnede et mildt behageligt
Lys, og ønskede mig til Lykke, at jeg allerede som et Barn
(var saa tidlig kommen ind i Dydens Tempel. Han viste
mig tillige en lav Dør i et Hiørne af Templen, og gav mig
en Bog, som var indspøbt i et Gyldenstykke. Jeg takkede
ham derfor, og gik hen til Døren. Der sad for samme
Dør et sædeligt Fruentimmer med nedslagne Øyne, i en
hvid Klædning, som holdt en Kugle i den ene Haand; og
ved hendes Fødder laae et Lam og en Krone. Hun aabne¬
de Døren for mig med en mild Mine. Denne Dør fore¬
kom mig saa lav, at jeg havde ondt ved at komme der igien¬
nem. Jeg kom derefter hen paa en viid Plads, hvis
Grændser en tyk Taage skiulte for mig. Min Ledsager¬
inde ledede mig til et Alter, og jeg hørte langt borte en
Røst at raabe: "Ydmyghed leder her en ung Person. Han
er lykkelig! Jeg vilde see paa min Ledsagerinde, men hun
var forsvunden, og havde ladet mig blive gandske allene ved
Alteret. Jeg betragtede samme, og fandt paa de fire Si¬
der følgende Spørsmaale i Marmor indhugne: Hvo er
du? Hvad du giør? Hvad vil du i Fremtiden giøre i Verden?
Hvad venter du dig for en Løn? Disse Spørsmaale forekom
mig meget merkværdige. Jeg eftertænkte samme, og vilde just
indføre dem i den mig forærede Bog, da en gammel Præst
stod bag ved mig, og førte mig ind paa en stor Sahl. Her
fandt jeg til min Forundring disse samme Spørsmaale
skrevne paa en Veg, og derunder mange Svar. Han be¬
falede mig, ligeledes at skrive mine Tanker derunder. Jeg
undskyldte mig med min Enfoldighed. Men han drev saa
længe paa mig, at jeg tog Griffelen for at skrive. Under
det første Spørgsmaal: Hvo er du? skrev jeg: Et Men¬
neske, fornuftig, men forgiengelig. Dette Svar befaldt
ham. Ved det andet Spørgsmaal derimod lod jeg Grif¬
felen skielvende falde af Haanden. Men han truede mig,
og med stor Møye kunde jeg under det tredie Spørgsmaal:
Hvad vil du i Fremtiden giøre, skrive de Ord: Jeg vil
beflitte mig paa, at leve dydig. Præsten roste mig, for
min Oprigtighed og sagde, at den befaldt ham langt bedre
end de brovtende Svar, som næsten alle havdt sat under
det andet Spørgsmaal: Hvad giør du? Thi de fleste skreve
derunder: Jeg lærer Viisdom. Jeg tiener Fædernelan¬
det. Jeg giver store Almisser o. s. v. Han førte mig
derpaa ind i Skiebnens Værelse. Her fandt jeg alle ulyk¬
kelige Tilfælde, Mangler og Skrøbeligheder afmalede, som
de Dødelige ere underkastede. Jeg saae Krøblinge, Blinde,
Rasende o. s. v.. Min Ledsager spurgte mig, om saadanne
Tilfælde havde mødt mig? Da jeg svarede Ney, saa sagde
han: Jil da hen i Templen og tak Guddommen, lev vel
tilfreds og fornøyet, og forglem ikke de fire Spørgsmaal.
Strax aabnede sig en Dør, og jeg havde den allersmukkeste
Udsigt af lutter Enge, Dale, Floder og behagelige Bierge.
Dette er Lyksalighedens Land, sagde Præsten, hvorudi du
skal komme, dersom du endnu en Tidlang opholder dig i
dette Dydens Tempel.
