Brev til en ung Ven.

Min lille elskelige Ven!
Den Efterretning, jeg af Deres Hr. Fader har faaet
om at De befinder sig vel, og den Forsikkring, at De endnu
erindrede sig Deres gamle Ven, har, efter en langvarig
Sygdom givet mig den første Fornøyelse. Naar hiin til
fredsstillede mine ivrigste Ønsker, saa forekom denne mig
ikke uventet. Hvad jeg endog havde maattet befrygte ihen¬
seende til Deres Ungdoms Munterhed og oftere Adspre¬
delse: saa var dog min lille Vens følelsesfulde gode Hierte
mig en alt for sikker Borgen, at jeg skulde have kundet holde
Dem gandske beqvem til en letsindig Forglemmelse. Ja,
da efter nogle Ugers Forløb engang en liden Tvivl, (ikkun
i en Drøm,) vilde forurolige mig: saa var det mig meget
let, at hæve samme igien, saasnart jeg blev vaagen, og jeg
behøvede dertil ikkun at erindre mig de tre sidste Dage, som
vi tilbragte, førend vi skiltes ad.
Hvad for et ædelmodigt og taknemmeligt Hierte,
sagde jeg til mig selv, har han ikke viist mig, ikkun i disse
faa Dage! Dersom han havde nydt Millioner Velgier¬
ninger af mig, saa skulde han derved have betalt mig dem
allesammen. O Gud, hvilken god Sæd ligger i dette
lille Hierte, og opspirer, eller meget mere viser allerede de
smukkeste Blomster til tilkommende Frugter! Et taknem¬
meligt Menneske er beqvemt til alle Dyder. Min lille
Ven er derfor beqvem til alle Dyder! O at han maae er¬
holde dem, og naar han engang har erholdet dem, at
han da maae bestandig bevare dem, ja saa længe bevare
dem, indtil han engang efter et berømmeligt fuldendet Lev¬
netsløb maae gaae ind i Evigheden og døe paa Dydens
Seng, den sande Æres Seng, og begrædes af alle From¬
heds, Viisdoms, Redeligheds, Høymodigheds og Men¬
neskekierligheds Venner.
Dette og mange andre saadanne Ønsker har Deres
Ven ofte igientaget, fra den Tid af at han efter den sidste
Omfavnelse overgav Dem med stille Sukke i det gode For¬
syns Hænder. Han vil endnu utallige Gange igientage
dem, ja saa længe igientage dem, indtil engang Deres be¬
standige og prøvede Dyd vil forsikkre ham om, at De ikke
skal falde tilbage igien.
De tænker altsaa endnu paa mig, mit kiere Barn!
Men siig mig dog, har De ikke og endnu engang erindret
sig Deres Vens sidste faa Ord til Dem? Det var omtrent
disse: "Den Almægtige være med Dem og bevare Dem.
Han opvække Dem allevegne Venner, Han selv være
"stedse Deres beste Ven! Frygt De Gud, og ellers intet!
"Vær from! Vær dydig!" Var det ikke dette, som min
Weemodighed endnu tilstædde mig, at sige Dem?
Skulde De vel strax have glemt det igien? O ney, jeg
frygter ikke derfor. Deres Hierte var jo altid aabent for
det Gode; hvorledes kunde det da have været tillukket for
en bekiendt Vens sidste Formaninger? Visselig kastede De
sig selv strax i Deres Tanker i Forsynets Arme, og over¬
gav Sig og Deres Velfærd til ham allene, som visselig
bestyrer alle Ting. Vist sagde De til sig selv: Naar den
Almægtige er min Beskyttelse, hvad kan da skade mig?
Vist fattede De den ædle Beslutning paa hvert Sted, hvor
Forsynet maatte føre Dem i Fremtiden, dagligen at for¬
høye Deres Gudsfrygt og alle øvrige Dyder, og engang
ved utrættet Flid at giøre sig fortient for det almindelige
Beste.
Er det ikke sandt, min kiere Ven! gjorde De ikke det?
Jeg er overbeviist om, at De havde kundet giøre det. Jeg
har ikke sielden havt den Fornøyelse, at høre saadanne Be¬
tragtninger og Tanker af Dem. Eller om De den Gang
maaskee befandt sig i en alt for stor Adspredelse; ønskede
De ikke dette Øyeblik, at De maatte have gjort det, og vil
De ikke strax giøre sig Umag for, at forbedre Deres Feyl?
Det vil De gandske vist, eller jeg efter to Aars Tid endnu
ikke maae kiende Dem ret.
Jeg forestiller mig Dem i dette Øyeblik saaledes, som
De vel tilforn stod eller sad hos mig, med Deres Haand i
min Haand, og Deres Øyne henvendte paa mine Øyne;
omtrent ligesom den Gang, da Deres opmerksomme begier¬
lige Øre ikke kunde høre sig mæt paa den for Dem endnu
nye Sandhed, at den gode Skaber havde givet sine Men¬
nesker sine Bud, blot af Kierlighed, og til deres eget Beste:
og da jeg, efter Deres Forlangende, maatte anden og tre¬
die Gang igientage for Dem, hvad jeg havde sagt om
denne Materie.
Jeg har forhen giort det Ønske, at De ved Deres
uventede Afsked fra mig maatte strax have kastet sig i For¬
synets Arme; ikke fordi at jeg for denne Forandrings Skyld
holdt for, at De mere behøvede sammes Beskyttelse, men
fordi jeg ønskede, at De maatte giøre det ved enhver vig¬
tig Begivenhed i Deres Liv, da De hver Tid og Time be¬
høver samme.
Skulde De vel have Taalmodighed at høre lidet paa
mig? Kom, mit Barn! jeg vil fortælle Dem en liden Hi¬
storie. Forestil De sig engang, at De befandt sig i forbe¬
meldte Stilling hos mig, Deres Haand indsluttet i min,
og Deres Øyne henvendte paa mine. Min Historie vil
befalde Dem. Den er gandske sandfærdig, omendskiønt me¬
get besynderlig. Man har fundet den optegnet i en Skip¬
pers Dagbog fra det Jndianske Compagnie i Holland, og den
er bleven stadfæstet af det gandske Skibs=Folk for Admira¬
litets Dommerne. Vil De nu høre engang.
Dette Skib, som jeg nylig har meldt om, lagde sig
paa Ganges, som er en af de berømteste Floder i Asien, der
fører Guld og Ædelstene med sig, lod sammesteds Anker
falde, og skikkede sin Sluppe ud med nogle Folk udi at fiske.
Da de fore op ad Floden og udkastede deres Garn, steeg en
af dem ud af Sluppen og gik paa en Dæmning; men han
var neppe kommen 20 Skridt bort fra de andre, førend han
saae en fæl stor Crocodil, som ilede imod ham.
Vi maae en liden Stund forlade denne Baadsmand
i Faren, efterdi jeg først maae beskrive dette Dyr for Dem.
Crocodilen er en Art af Fuirbeen i det Store. Det er et
