Amphibium, eller et Dyr, som lever baade paa Landet og
i Vandet. Nogle ville, at de Americanske Crocodiler ere
henved Hundrede Fod lange. Maaskee man har giort dem
noget større, end de virkelig ere. Men saa meget er vist,
at man i Nil=Strømmen og andre Africanske Floder fin¬
der dem 15 til 25 Fod lange. Dette Dyr har et stort
Svælg og Strube, og dets Tænder ligner Tænderne paa
en Sav. Dets Krop og Hale er bedekket med nigiennem¬
trængelige Skiæl.
Dette Dyr, som er vant til, at knuse imellem sine Tæn¬
der alt hvad det finder, gik løs paa dette arme Menneske,
som, for at undgaae det, vilde i en Hast løbe over paa den
anden Side af Dæmningen; men i samme Øyeblik lod sig
paa den anden Side see en Tiger med rovgierrige funk¬
lende Øyne.
De kiender Tigeren af en Afbildning i Hallens Dyre¬
nes Natur-Historie. Jeg har vel og før sagt dem, hvad
det er for et farligt Dyr; men maaeskee at de har glemt
meget deraf igien, som jeg just ikke kan legge en liden Mand
til Last, der endnu ikke havde fyldt otte Aar. Jeg vil der¬
for igientage det for Dem; og i hvor meget deres lille go¬
de Hierte endog maae klappe for dette ulykkelige Menneske
saa maae vi forlade ham engang, endog i denne dobbelte
Fare. Det er sandt, hans Fare er saa stor, at den nep¬
pe kan være større. De skal dog derfor ikke skielve alt for¬
meget; men meget heller et Øyeblik erindre sig et Øyeblik,
at der vaager et almægtigt Forsyn over alle Ting, og i
særdeleshed over os Mennesker. Er de nu vel mere saa
bange?
Jeg vilde beskrive Tigerdyret for Dem. Dette Dyrs
Størrelse er meget forskiellig. Nogle ere saa store som en
Aargammel Kalv, og nogle endda større; andre derimod
ere ikkun saa store som den mindste Kat. Dette Dyr er
det hastigste af alle Rov=Dyr, og derhos meget sterkt og
meget listigt. Naar det vil tage fat paa et Rov, saa skiu¬
ler det sig gemeenlig i Buskene, og saa snart det seer sin
Fordeel, skyder det løs paa samme som en Piil. Det er
det smukkeste af alle firefødde Dyr, men tillige og det aller¬
grummeste. Det springer over en ti fod høy Muur, fryg¬
ter sig ikke for nogen Jld, og klavrer op ad den glatteste
Veg med sine skarpe Kløer, naar det er arrigt.
Saadant et Dyr var den anden Fiende, som vor
ulykkelige Baadsmand fik imod sig, og det var just i Begreb
med at springe løs paa ham, da Crocodilen paa den anden
Side og var næsten ved Foden af Demningen. Hvad som
endnu synes at formere det arme Menneskes Ulykke var dette
at et nyt Tilfælde berøvede ham en endog den allersvageste
Rest af hans overblevne Haab. Han faldt. Udstrakt laae
han der plat ned, den Ulyksalige, udsat for de allergrumme¬
ste og allerfæleste Fienders Graadighed. Han er nu vist
nok forloren! uden al Redning forloren!
Ney, intet mindre! Tigeren, som i det samme han
faldt, giorde et sterkt Spring, for maaeskee at gribe fat paa
dette ulyksalige Menneskes Strube, sprang ved hans Fald
over ham, og skiød ned lige for Crocpdilen, som med Be¬
gierlighed snappede det nermeste Bytte, og dermed ilede ud
i Floden. Paa saadan en Maade blev vor Baadsmand
paa engang befriet fra to af de Forskrekkeligste Fiender,
og kom frisk og uskad til sine Kamerader som med Frygt
og Bevelse havde seet paa denne gandske Tildragelse.
Vil De nu ikke tilstaae, at dette uformodentlige lyk¬
kelige Udfald paa denne Begivenhed har ogsaa befriet dem
fra en stor Uroe. Men hvor meget bange vil jeg ikke strax
giøre Dem igien, naar jeg siger Dem, at vi Mennesker
ere i visse Maader denne Baadsmand lige. Jmidlertid,
mit kiere Barn! er dog intet vissere end dette. Vi ere allevegne
omgivne af Farer. Alle Elementer, Luft, Jld, Vand
og Jord, ja ofte endog ikkun smaa Ting, en ringe agtet
Orm, en Misunder, en falsk Ven, og tusinde andre Ting
synes at have sammensvoret sig til vor Fordervelse; og der¬
som De engang med et Øyekast kunde oversee de utallige
Tilfælde, som kan møde os Mennesker i dette Liv: saa skul¬
de de sikkert troe, at alle maatte nødvendig undergaae, en¬
ten under det ene eller andet. De skulde blive lige saa ban¬
ge for sig selv. Men vær ikkun trøstig, min kiere Ven!
Frygt De ikkun Gud; ellers intet!
Dette høyeste og fuldkomneste Væsen, under hvis
Beskyttelse allene alle dets Skabninger staaer, fortiener vor
gandske Tillid. Jntet skeer uden samme. Alle dets Hen¬
sigter ere vise; dets Almagt befordrer samme, og dets God¬
hed udvelger altid det beste for os. Hvor ulykkelig vare vi
arme Mennesker, om noget kunde skee af en Hendelse eller
af et blindt Tilfælde, uden dette veldædigste Væsens Med¬
virkning, og i hvilken bestandig Angest maatte vi da ikke
tilbringe vort Liv, dersom vi blot allene vare overladte til
vor egen Ledelse.
Plato, en piis Hedning, erkiendte allerede, at al
den Ulykke, som en dydig og retfærdig Mand kunde ve¬
derfares, maatte dog tilsidst falde ud til hans Beste.
En anden christelig Plato, (jeg kalder ham saale¬
des for Lighedens Skyld, og efterdi hans Navn er mig ikke
bekiendt,) var visselig endnu sterkere overbeviist om denne
Sandhed, ved Hielp af vor beste Religion; thi han bevi¬
ste, ved enhver forefaldende Leylighed, at han ikke blot
sagde, men og virkelig troede, hvad han paastod og for¬
svarede at troe om denne Materie. Da han engang for en
vigtig Proees Skyld skulde reyse til Engeland, og til den
Ende vilde stige i en Pakketbaad, gik Falrebet i Stykker,
og han brekkede et Been, i det han faldt ned i Baaden.
Hans omstaaende Venner begyndte meget at beklage ham;
men han trøstede dem strax selv med den største Taalmodig
hed. J skal ikke forurolige eder for min Skyld, mine
Venner! sagde han det er altsammen ret got, ret meget got,
og dette Fald tiener gandske vist til mit Beste. Hans Ven¬
ner viste stor Lyst til at spotte ham for hans efter deres Tan¬
ker overdrevne Taalmodighed; thi saadan en aldeeles Over¬
givelse i den guddommelige Villie, og en saa bestandig Til¬
lid til Forsynets alvise Regiering, var for høy for deres
svage Siele. De spurgte ham derfor temmelig spodsk:
hvorledes et Beenbrud, som foraarsagede hans Reyses Op¬
