settelse, og hvorformedelst han kunde tabe en vigtig Pro¬
cess, skulde vel kunde geraade ham til beste? Det veed jeg
vel ikke at sige Eder, svarede han, men desto vissere veed
Forsynet det, og jeg bliver derved at dette Fald tiener til
mit Beste. Man bragte ham paa Landet igien. Skibet
afseylede, satte til i en Storm, og af alle de derpaa be¬
findtlige Mennesker blev ikke en eneste reddet.  Den¬
ne Verden, mit Barn, er ikkun et Prøvested, hvor vi
skal forberedes til en høyere Lyksalighed. En kort Reyse
fører os igiennem samme, for at finde vor sikkre Bolig i
hine salige Himle. Hvor lyksaligt, naar vi aldrig har
været misfornøyede med den Høyestes vise Regiering, og
altid i Ydmyghed underkastet os hans Villie!
Bliver De og træt af at høre paa mig videre?
Jeg vil engang selv besvare mig dette Spøtsmaal: Hun¬
drede andre skulde maaskee for længe siden være blevne træt¬
te, min lille Ven derimod visselig ikke. Jeg erindrer mig
endnu meget ofte de Timer, da vi har talet sammen om
ligesaadanne Materier, og hvorved ikke sielden tre til fire
Timer ere uformerkt forløbne. Kunde jeg saa gesvindt
skrive som jeg tilforn kunde tale med Dem, saa skulde mit
Brev endnu blive længer. Vel veed jeg, at det er allerede
alt for langt til et almindeligt Brev, men jeg veed og, at
jeg nu i mere end tolv Uger ikke har talt med min lille Ven,
og at jeg maae engang have min Friehed at tale ret længe
med ham jeg skriver Dem dog forstaaeligt til, mit Barn,
mig tykkes, jeg udtrykker mig ikke anderledes, end jeg pleye¬
de i vore almindelige Samtaler. Skulde jeg ikke giøre
det saa meld mig et Ord derom.
Er det ikke sandt; at de gad nok endnu høre en liden
Historie? Nu vel, jeg vil til Beslutning endnu fortælle
Dem en. Den har en Hentydelse paa det som jeg forhen
har sagt Dem. Cornelius Nepos en net latinsk Historie¬
skriver, som De formodentlig snart vil lære at kiende, for¬
tæller os om Thimoleon, at han i sit Huus havde et eget
Bedekammer, hvor han pleyede at dyrke og tilbede den
Gudinde, som hos Hedningerne forestillede Forsynet. Han
var overhovedet vant til, gandske og allene at tilskrive For¬
synet alle sine lykkelige og ulykkelige Tilfælde. Plutarchi
en anden fortreffelig Historieskriver, som De og om faa
Aar vil lære at kiende, fortæller os følgende Historie om
ham: Tre skarns Mennesker havde sammensvoret sig med
hiin anden, at myrde denne retskafne Mand i et Tempel,
hvor han forrettede sin Andagt. Enhver af dem stillede sig
paa et til deres Forehavende beqvemt Sted; og de biede
ikkun efter en Leylighed, at udføre deres Forset, da just en
Fremmed saae en af de Sammensvorne, anfaldt ham og
dræbte ham paa Stedet. De to andre, som troede, at
deres Forehavende var blevet opdaget faldt Timoleøn til
Fode, og bekiendte hele Sagen for ham. Ved sammes
Undersøgelse viste det sig, at den Fremmede ikke havde vidst
det allerr ingeste af Samenrottelsen, men at den Dræbe
havde for mange Aar siden slaget en af hans Brødre ihiel
og at han den hele Tid igiennem havde ingen Leyligher
kundet finde til at hævne dette Mord, førend just paa den
ne Tid, da han ved hans Død merkede at være bleven et
Midel til at conservere en retskaffen Mands Liv.
Jeg overlader til Dem selv, videre at eftertænke i
Eenrum denne ligeledes sandfærdige Tildragelse saalænge,
indtil jeg en anden Gang skriver Dem udførligere til om
denne Materie.
Forhenævnte Plutareg fortæller os om Alerander den
Stbre, at ingen af alle den vise Philosophs Psamnons
Taler befaldt ham saa meget som denne: Gud regierer
alle Mennesker; thi efterdi de ere de fortreffeligste Skabnin¬
ger, saa staaer de i et Forvandtskab med ham."
J Forvandtskab med det fuldkomneste Væsen! Hvor
maae saadan en Tanke ikke opmuntre os, til at giøre os
ret værdige til vor Herkomstes Adel, for derved ogsaa af
faae det høyeste og beste Væsens Venskab og bifald, hvis
Størhed, Godhed og Forsorg har ingen Grændser. Da
kan vi først i de største Farligheder selv udraabe: Vi fryg¬
ter Gud; ellers intet, eller og sige med den Kongelige
Digter: Herren er Konge; thi glæder Jorderige sig!
J hvad der endog nogen Tid vil møde Dem i Deres
Liv, min lille kiere Ven! saa tænk altid med den kiere
Gellert:
Jngen Spurre falder,
Herre! uden din Villie;
Skulde jeg ikke tilfredsstille mit Hierte med den Trøst,
At din Haand opholder mit Liv.
Lev nu vel, mit kiere Barn! ret vel, og ret meget
fornøyet. De vil dog svare mig? Og om De endog ikkun
med et Par Ord siger mig, at De elsker mig, og at mit
Brev har været Dem behageligt: saa vil jeg være vel til¬
freds og skrive Dem mange andre Breve til. Jeg er med
den ømmeste Tilbøyelighed
Deres sande Ven:
J. D. L.
P. S. Deres beste Veninde seer, at jeg slutter mit
Brev til Dem. Hun har bedet mig, at hilse Dem tusinde
Gange; Msr. O* ligeledes, og det hele øvrige Huus.
De vil dog engang blive en virkelig retskaffen Mand.
Hvilken Fornøyelse for mig, naar jeg hører dette at siges
med en tilforladelig Forsikkring. J Sandhed, siger jeg,
han vil ikke bedrage vort Haab; ney visselig vil han ikke;
troe mig kun!
