1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 14
Allehaande for Børn og unge Folk,
Den vise. En Østerlandsk Fortælling)
E¬
u sagde til den Verdsligvise Tahika: Du, som veed
alle Ting, siig mig, hvad jeg skal giøre, for at kom¬
me til Viisdom? Du seer, svarede den Vise ham, denne
hvorledes han, ved Hielp af sin Stav, vandrer midt igien¬
nem Trængselen. Han forlader sig ikke paa noget, med
mindre han i Forveyen har rørt ved det. Du seer ham
jo; hvorfor spørger du mig da, hvad man skal giøre?
Du har jo Mønsteret for dine Øyne.
Bidrag om Opdragelsen.
Dydragelsen er uden Tvivl en af de vigtigste Omsorger
i det menneskelige Liv. Alt det øvrige beroer derpaa;
og hvor kan der paa en svag og slet lagt Grundvold blive
opført en sterk og retskaffen Bygning? Vi, som de Folkes
Stolthed, der troer sig at være mere polerede end vi, fordi
de ere meere fordervede, tæller endnu næsten iblant Bar¬
barerne, vi selv begynder at begribe dette, og vi skulde
være lykkelige, om vi vare vise nok, at tage den støre Sand¬
hed i sin hele Omkreds til Hierte. Jo længer vi kommer
bort fra Sædernes Enfoldighed, som i forrige Tider (det
er meget længe siden) vare os egne; jo mere Midlerne og
Anledningerne førøges hos os til at være onde; desto om¬
"hyggeligere maae vi bevare vore Efterkommere for de slem¬
me Følger af samme.
I.. En Plante, som bliver forflyttet fra god i slet Jord,
behøver en mere omhyggelig Pleye, om den ikke skal udarte,
u eller gandske uddøe. Og ligesaaledes er det beskaffent med
Menneskene. J Naturens Stand, hvor Mennesket fattes
Næring til Lasterne, og mangler Smag i samme, behøver
det ikke saa omhyggelig og møysom Tugt og Opdragelse,
som iblant de Fordervelser, hvorunder de borgerlige Sel¬
skaber sukker, der allermeest roser sig af deres Fuldkom¬
menhed.
g. Det skulde være lettere, at giøre en fuldkommen Repu¬
blik af lutter Barbaver, end af den sædeligste Europæiske
m. Nation, med en Mængde Philosophers Hielp, at overtale
ad ikkun hundrede Borgere til at blive dydige og retskafne
Mennesker. J de Vildes Hierter er der en sin Følelse a
Dyd, Ærlighed, og Pligt, som ikkun behøver at opvækkes.
Men hos os er det, ligesom alting havde sammensvoret
sig, for at undertrykke Dydens og Naturens fineste og beste
Drifter. Jblant alt det, som omgiver os, er der næsten
intet, som kunde forføre os til at være slemme og onde.
Førend vi begynder at tænke, har allerede det Onde fæstet
Rødder i os, og det er et møysommeligt Arbeyde, at pleye og
rygte en Plante, som er udsat for saa mange slemme Virknin¬
ger af Luften, som Mennesket! Men hvor vigtigt er ikke
dette Arbeyde? Og hvor meget maae ikke Forældre og Sta¬
ten selv lade sig det være magtpaaliggende?
Jeg har ofte hørt den gode Opdragelse at rose, som man
giver Ungdommen hos os; men jeg har aldrig hverken seet
eller hørt Frugterne deraf at roses. Vøre lyksalige Fædres
Sønner ere hverken bedre Borgere, eller bedre Mennesker, end
disse fordum vare. Og om deres Døttre har endnu ingen
sagt, at de vare ligesaa gode Ægtefæller, Mødre og Mad¬
mødre, som deres Mødre har været. Jeg erindrer mig meget
mere tusinde Gange at have hørt det, som er tvertimod. Ere
da vore Mennesker saa fordervede, at endog den beste Opdra¬
gelse er spildt paa dem, eller duer denne Opdragelse intet? Jeg
giør Naturen Uret, dersom jeg fæster Troe til det første, der
for maae jeg antage det sidste for vist.
Hvad er det dog virkelig ikke for en elendig Ting, som vi
kalder Opdragelsen, Og hvor lidet kiender de fleste iblant os
dens sande Væsen? Man har saa længe sagt os, at de Franske
opdrager deres Børn vel, at vi endelig ogsaa har faaet Lyst til,
at efterabe dem i dette Stykke ligesom i mange andre. Da
vi havde hørt, at de uden megen Møye bragte dette store
Verk i Stand, ved Dandsemestere, Musikmestere, Malære
og Syepiger, saa tog man Pedanter og Kammerpiger i sin
Sold, saa havde vi Forstand nok, til at efterabe dem herudi,
thi ri havde ligesaa mange Penge som de, og ligesaa megen
Forfængelighed, til at overvinde den Gierrighed, der endnu
havde kundet holde os tilbage.
Men hvad kom her for en Opdragelse udaf? Sønnerne
bliver qvindagtigere og kielnere vante, end forhen. Man
bibringer dem i deres første Barndom Begreber om en
Høyhed og en Stand, hvortil vi hverken ere fornemme eller
rige nok. Man qvæler derved Drivten i dem til den bor¬
gerlige Levemaade, og altsaa til deres Medborgere. Det kom¬
mer Forældrene ikke meget an paa, enten Sønnen lærer noget
i Videnskaberne eller ikke, men sysselsetter ham ikkun med
Skolegang, paa det man ey skal lade ham gaae gandske ørkes¬
løs, indtil han er bleven oplagt til noget vigtigere; derfor
kan han og uden Fare igien glemme alt, hvad han imidlertid
lærer. Ja det skulde før være hans Skade, end hans For
deel, ifald han ikke var nogen Jgnorant.
Tiden nærmer sig nu til vigtigere Ting. De fleste har lært
det Franske af Ammer og Tienestepiger. Og de behøver lige¬
saa lidet at forstaae det af Grunden, som andre Ting. Der¬
for bruger man nu omstunder fornemmelig Dandsemester,
Musikmester og Regnemester, for at danne den Mand, som
eengang skal være sin Faders søde Haab, sin Moders Lyst og
Fædernelandets Stytte. Naar han ikkun kan giøre en Re¬
