verentz, spille en Solo, og formere en Regning, saa har han
fuldbragt alt, hvad en billig Fader kan fordre af ham. Er
han endnu ikke uforskammet eller dristig nok, til at foresnakke
et Fruentimmer nogle Uselheder, og trænger han endnu til
lidet Maneer, for at erstatte det Tomme i hans Hoved, saa
skikker man ham til Paris, hvor han i Omgangen med de
Sletteste aflegger Resten af Beskedenhed og Uskyldighed.
Vore unge Døttres Opdragelse er omtrent den selvsamme.
Qvindagtighed, Hovmodighed og Forfængelighed ere de før¬
ste Begreber, som man bibringer dem, og hvilke de alt for
gierne antager. Man giør sig ikke meere Umag for noget, end
bestyrke dem derudi. Jndbegrebet af alle qvindelige Dyder
bestaaer i udvortes Tekkeligheder. Undertiden lærer de og at
tegne. Men en velgiort Reverentz, og en taalelig Stilling
ere allerede en høyere Fuldkommenheds Grad, og nogen Fær¬
dighed i at kunde afsynge en Jtaliensk Aria, er den allerhøyeste.
Kan man sandfærdig kalde dette en Opdragelse? Ere vi
ikke uskikkede Blomster Elskere, som giver den lugtløse Tuli¬
pan Fortrin for den vellugtende Negllike? Ere vi ikke lastvær¬
dige, at vi forlanger lutter Blomster og ingen Frugter? Jeg
dadler ikke, at vi og seer paa de behagelige Egenskaber, men
ikkun at vi allene seer derpaa. Man skulde giøre gode Bor¬
gere og Borgerinder af Børnene, og man giør Comoedianter,
Pantomimer og Pupper af dem. Man skulde med den yder¬
ste Omhyggelighed bevæbne dem imod de Farer, som de har
at bære i Livet, og man styrter dem forsetligviis derudi. Man
skulde i dem bilde og giøre Mennesket fuldkomment, og man
qvæler det, i det man er bekymret for sammes Udzirelser. Man
skulde udvikle Guds Billede i Menneskene, og man giør alt
hvad man kan til at udslette og skiule samme.
Skulde vi virkelig ikke før skatte dem lykkelige, som ey ere
blevne fordervede ved det, vi kalder Opdragelse? Skulde vi ik
ke beklage de uskyldige Offere for deres Forældres Uforstandig¬
hed, Forfængelighed og onde Exempler, der ligesom bliver
omhyggelig tilberede i deres spædeste Ungdom med Fordom¬
me, Vildfarelser og slemme Tilbøyeligheder, for at være
onde, og Forældrene selv tillukker Dydens Vey for dem?
Skulde det ikke være tusinde Gange før at ønske, at man ikke
havde hørt det Ord Opdragelse, end at man deraf skulde
have giort den afskyeligste Kunst, at forderve og fornedre de
fortreffeligste og beste Hierter? Ulyksalige Forældre! om¬
endskiønt J ikke selv ere dydige, om J end ville tage feyl af
æders høye Bestemmelse, saa unddrager dog ikke eders Børn
deres høye Bestemmelse, saa tillader dog dem at være det.
Da vi i denne Hovedsag tager saa grovelig feyl, saa maae
vi ikke saa meget forundre os over den overhaandtagende For¬
dervelse. Vi har Love imod Yppighed, Pragt og alle Laster,
som ere Staten skadelige; men hvad formaaer Love uden
Sæder. Det eneste Middel til at bringe Lydighed imod Lo¬
vene i Stand igien, og med dem Fædernelandets Velstand,
skulde være, at enhver Fader giorde en Reformation i sit eget
Huus, og der handthæve Menneskelighedens, Beskaffenhe¬
dens og Ordenens Love med den Anseelse, som Naturen har
givet ham.
Saa længe Familiernes Tilstand er paa det elendigste be¬
skaffen, saa længe kan Staten ikke være florerende. Saa
længe Forældrene ikkun opdrager slemme og i Grunden for¬
dervede Mennesker, hvor skal da Staten kunde love sig gode
Borgere!
Amintas.
Amintas, som man i Paris
Har holdt for artig, fiin og viis,
Nu kommer hiem til vore Grændser.
Man troer, han har nu god Forstand,
At tiene vel sit Fødeland:
Han giør de beste Reverentzer.
Om Børns Pligt imod deres Forældre.
Dngensteds seer man tydeligere Guds Forsyns Orden og
Omkreds, og den Maade, paa hvilken den fastsetter og
aabenbarer den Giensidige Pligters Grændser, end ved de
vexelvise Forbindtligheder imellem Forældre og deres Børn.
Barnet kommer til Verden, nøgent, hielpeløst, og meer
berøvet hos sig selv de naturlige Midler til Sikkerhed og
Underholdning, end næsten alle Skabninger af en nedrige¬
re Classe. J denne Trang iler Forældrenes Omhyggelig¬
hed og Ømhed til Barnets Hielp; den tilfredsstiller det i
alt hvad det behøver, og letter alle dets Mangler; de taa¬
ler og overbærer med alle dets naturlige Uartigheder i den
Alder, da Barnet hverken kan blive forbedret eller under¬
viist; den forsørger det ikke allene med den bæste Ræring,
da det er uformuende til at forsørge sig selv dermed, men
den rekker det ogsaa samme og det er uskikket til at ernære
sig selv; den overbærer med alle dets forskiellige Daarlighe¬
der og Ubesindigheder; den hører ikke allene paa dets spil¬
lende og tomme Spørsmaal med Taalmodighed; men end¬
og med Fornøyelse, indtil den gradeviis har bragt det til
en fuldkommen Sundhed, Styrke og Kundskab. Men ikke
længe efter at Barnet er kommet til denne sin Naturs Fuld¬
kommenhed: saa begynder dets Forældre allereede igien ef¬
terhaanden at forfalde i samme Svagheder, ved hvilke de
for kort siden understøttede og ledede deres Børn og nu be¬
høver de samme Bistand, som de forhen viiste andre. Først
begynder de at blive sygelige, og de betiener sig da til deres
Hielp af deres Børns Sundhed, som de forhen har under¬
holdet og sørget for. Paa Sundheds Forhiis følger ge¬
meenlig Fornøyelsens Tab. De gamle Forældre bliver knur¬
vurne, uvillige og ærgrer sig over alting, som er om dem.
Dette er nu den Tidspunkt, da Børnene igien kan bevise
ald den Ømhed og Taalmodighed for deres knarvurne For¬
ældre uden Modtvillighed og Dadel, som deres Forældre
saa lang Tid viste imod dem i deres Barndom, da de
endnu ikke kunde blive forbedrede og rettede. Dernæst bli¬
ver de gamle Forældre ogsaa ofte besværlige ved deres Snak¬
somhed, og, som Ungdommen immer troer, endog ubesin¬
dige; de opholder sig bestandig ved Anmerkninger fra
deres Tider og Ungdoms Aar, men Børnene bør erindre sig,
at de har og havt deres Tid, at være snaksomme og ube¬
