findige udi; og deres Forældre taalte dette hos dem, men
med denne Forskiel, at de smaae Børn ikkun kunde giøre
enfoldige og barnagtige Spørsmaal til Forældrene, men
de gamle Forældre fortæller nu vise og nyttige Anmerknin¬
ger. Men de bliver besværlige, ved det de fortæller dem
saa ofte. Derpaa kan man meget let svare: at har Børne¬
nes Forældre taalt deres Daarlighed, saa kan Børnene
meget vel taale deres Viisdom, og om de endog maaskee
siger mere, end der behøvedes, for at undervise deres Børn
om de nærværende Ting, saa gaaer dog mestendeels deres
Tale ud paa de forbigangne Ting, paa Ting, som maaskee
ere skeete mange Aar, førend Børnene ere fødte, og som
de følgelig langt bedre maae vide, end Børnene. Eller
om de og skulle tale mere, end der behøvedes til deres Børns
Underretning, saa siger de dog maaskee ikke meere, end der
udfordres til Underretning for Børnenes Betientere og deres
Børn, som nu ere komne til de Aar, at de kan giøre man¬
ge Spørsmaale. Og derfor har Forsynet meget vel saa¬
ledes indrettet det, at disse smaa Børns Beste=Forældre
nu finder en Fornøyelse derudi, at svare dem paa alt, hvad
de spørger om, og forsyne dem med en Forraad af nyttige
Anmerkninger, som de behøver, ja, som de engang efter
den anden maae høre igien, som man vel hundrede gange
maae indskierpe dem, og som de, uden denne Bistand, maa¬
skee først om mange Aar skulde kunde naae af sig selv. Der¬
af følger, at den Tilbøyelighed til Snaksomhed, som fal¬
der os almindelig saa besværlig hos gamle Folk, har sin
Nytte og af den Alvise er bestemt til saa fortreffelige Øye¬
meed. Men lad os sette, at dette Øyemeed blev ikke opnaaet
saa giengielder dog ikkun Børnene naar de taaler det, de¬
res Forældre blot alleene det, som de allereede for længe
siden vare dem skyldige. Derefter mister Forældrene deres
Styrke, og de kan ikke gaae uden Stav og Understøttelse.
Og her maae Børnene være omhyggelige, at de ikke næg¬
ter dem denne Understøttelse. Børnene bør betænke, hvor
mange Aar Forældrene har baaret dem paa sine Arme?
og hvor mange Aar, de har ledet dem, hvorhen de vilde gaae
og vogtet dem fra Fald og Fare. Børnene maae da ikke
ville tillade eller taale at see, at disse gamle Lemmer skal
vakle eller synke til Jorden, som saa ofte har understøttet
og reddet deres, da de vare svage, spæde og ubeqvemme,
til at understøtte og redde sig selv. Sandelig de kan ikke
og skal ikke paa engang giøre sig skyldige i saadanne Grue¬
somhed og Utaknemmelighed. Endelig begynder ogsaa de
gamle Forældres Forstand at tabe sig; og deres Gemyts
Kræfter varer ikke meget længer, end deres Legems Styr¬
ke. De forfalder og aftager Gradeviis, indtil de endelig
bliver til Børn igien. Deres Syn slaaer dem feyl; deres
Tunge stammer; de bliver endnu engang Børn, og ere nu
indsluttede i deres Senge, ligesom de allerførst vare i deres
Vugger. Dette er det sidste Livets Optrin; og her forlan¬
ger de al den Omhyggelighed, Medlidenhed og Ømhed,
som Børnene ere i Stand til at give dem nu de just ville
gaae ud af Verden, ligesom Børnene fordrede af dem,
da de først kom ind ind i Verden.
Om Menneskers foranderlige Meninger og Ungdom¬
mens bedragelige Haab.
Saxter melder, i hans eget Levnetslobs Fortælling, om
adskillige Meninger, som han holdt allesammen for aabenba¬
re og unægtelige ved hans Opvext i Verden, men som han siden
igien aflagde, da han blev underviist af Tiden og Erfarenheden.
Hvo som nu eftertænker og betragter sit eget Gemyts Til¬
stand, fra hans mandige Aars Begyndelse, indtil de endes,
og giver Agt paa, hvad han i adskillige Tids=Punkter har
søgt eller befrygtet, ringe eller høyt agtet, den skal ikke finde
nogen Grund til at troe, at denne Meningernes Forandring
er nogensinde egen for en Stand eller Character. Den Sorg¬
løsseste og Uagtsomste selv bliver undertiden Overbeviisnin¬
gen paanødet; Tidens Lærdomme paatrænger sig og den
uvilligste og meest adspredte Tilhører: og naar vi sammen¬
ligner vore forrige Tanker med de nærværende, saa mærker vi,
at vort Gemyt har forandret sig, omendskiønt vi ikke kan op¬
dage den Tid, naar denne Forandring er forefalden, eller de
Aarsager, som tilveyebragte den.
Denne Meningers Forandring foranlediger en bestandig
Strid imellem Alderdommen og Ungdommen. De, som
formedelst Fortrin af et langt Liv holder sig berettigede til, at
fordre Ærbødighed og Lydighed, ere gemeenlig tilbøyelige
til, med Foragt at ansee deres Begreb, over hvis Forhold de
fører Opsigt, fordi de ikke overveyer, at den tilkommende og
forbigangne Tid viser sig under forskiellige Gestalter; at Ulig¬
heden altid er stor imellem Forventelsen og Nydelsen, imellem
den nye Besiddelse og Mættelse; at Sandheden af Alder¬
dommens alt for mange Lærdomme er for ubehagelig til, at
man skulde kunde tilstaae samme, førend man selv føler dem;
og at Livets Elendighed skulde overgaae al Menneskelig Taal¬
modighed, dersom vi ved Jndtrædelsen i Verden havde de
samme Meninger, som vi fører ud af den med os.
Naturligviis hænger vi efter de Tanker som befalder os.
Haabet hersker i hvert Gemyt, indtil det ved mange ulyk¬
kelige Tilfælde er blevet undertrykket. Den Unge, som al¬
drig har opdaget, hvor meget Onde, der bestandig svæver
os over Hovedet, seer fuld af Henrykkelse ud i Verden,
saasnart ingen Tugt mere indskrenker ham. Runden om
sig seer han intet andet end eyseiske Marker, der lyser saa
klare af mangfoldig Skiønhed, og ere saa særdeles opfyld¬
te med Fornøyelse, at hans Bekymring er meget mere, at
ophobe Got til Got, end at skye det Onde. Han staaer
adspredet formedelst de forskiellige Gestalter af Forlystelser¬
ne, uden nogen anden Betænkning, end hvilken Vey han
skal betræde iblandt dem der alle paa lige Maade fører til
Lyksalighedens Sæde.
Hvo som ikkun har seet Livets Overflade, holder enhver
Ting for det, som den synes at være, og fatter sielden
Mistanke, at den udvortes Glands skiuler en hemmelig
Sorg eller Plage. Han troer ikke, at der kan gives Høy¬
hed uden Sikkerhed, Overflødighed uden Nøysomhed,
Venlighed uden Venskab, og Eensomhed uden uden Ro¬
lighed. Han mener, det er ham tilladt, at udsøge det
