Angeneme for sig af enhver Tilstand, og at overlade det
Umagelige til de Ørkesløse og Uvidende. Han troer at in¬
gen er elendig, uden for sin egen Skyld, og bærer aldrig
stor Medlidenhed med Feyl og vidrige Tilfælde, efterdi
han holder for, at man har begaaet dem med Villien, eller
paadraget sig dem med Skiødesløshed.
Det er umueligt, uden Medlidenhed og Foragt at høre
paa et ungt Menneske af et høymodigt Sindelav og fyrrig
Jndbildningskraft, naar han, i en Times aabenhiertig
Fortroelighed, opdager sine Hensigter og Forventelser. Efter¬
di et langt Liv er mueligt, saa anseer han det som vist;
han lover sig derfor alle Lyksalighedens Scener, og anviiser
et hvert Ønske sin Opfyldelse. En Tidlang vil han gand¬
ske opofre sig til Lyst og Glæde; han vil igiennemstreiffe
Verden, for at opsøge Forlystelser, vil forlyste et hvert Øye,
vil vinde hvert Hierte, og paa samme Tid fortiene sig Roes
ved sine indtagende Skiødesløsheder og grundige Egenska¬
ber, sine dybsindige Betragtninger og vittige Jndfald. Han
udvider herpaa sine Hensigter til ædlere Forlystelser, og
finder alle Fruentimmer=Verdenens adspredte Fuldkommen¬
heder forenede i et Fruentimmer, som hans Tilbøyelighed
giver Fortrin for alle Titler og Rigdomme. Derefter vil
han indvikle sig i Forretninger, hæve Vandskeligheder, og
overvinde Modstand; han vil ved sine Fortienesters blotte
Magt opsvinge sig til Ære og Høyhed, og belønne alle
dem, som føyer hans Ophøyelse, eller bærer tilbørlig Agt
for hans tidlige Fuldkommenhed. Endelig vil han i Fred
og Ære begive sig til Rolighed, indskrænke sine Hensigter
blot til huuslig Forlystelse, bilde sine Børns Sæder efter
sig, og see paa, hvorledes et hvert Aar udvikler hans Døt¬
tres Skiønhed, og hvor fyrrige hans Sønner bliver ved
deres Faders Historie, han vil give Naboelavet Love, og
Efterkommerne Forskrifter, og efterlade Verden et Exem¬
pel paa Lykke og Viisdom.
J saadant Haab styrter han sig glad ind i Livet. For¬
gieves siger man ham, at Menneskelighedens Stand til¬
stæder ingen reen ublandet Lyksalighed. Ungdommens ud¬
skeyende Lystighed ender sig i Armod eller Sygdom; usæd¬
vanlige Egenskaber og modsatte Fuldkommenheder tilveye¬
bringer saavel Misgunst som bifald; hvad endog Beun¬
dring og Egennyttighed vil love ham, saa maae han dog
alligevel ægte en Kone, der er ligesom andre Koner, med
nogle Dyder og Feyl, og lige saa ofte føle Mishag over
de sidste, som fornøyelse over de første; saasnart han ind¬
træder i Forretningers Kreds, maae han forudsette, at
der findes ligesaa forslagne, behiertede og resolverede Folk,
som han er; nogle af hans Børn ville maaskee blive hæslige,
andre Lastefulde, nogle skulle giøre ham ulykkelige ved deres
Daarligheder, andre giøre ham vred ved deres Uforskammen¬
hed, og atter andre giøre ham lens ved deres Ødselhed.
Alt dette hører han paa med en haardnakket Vantroe, og
falder i Forundring over, at dog Ondskaben har saa stot
Jndflydelse paa Alderdommen, saa at den ikke aflader, at
døve hans Øren med onde Spaadomme.
Jblant andre unge Gemytters behagelige Vildfarelser
findes og den Mening om deres egen Vigtighed. Hvo som
endnu ikke har bemerket, hvor liden Opmerksomhed hans Tids¬
forvandte kan spare fra deres egne Forretninger, den troer, at
alles Øyne ere henvendte og vogter paa ham, og holder en¬
hver, som kommer ham nær, for en Fiende eller Tilhænger,
for en Speyder eller Beundrer. Han lever derfor i en be¬
standig Tvang, og troer, at hans Ære beroer paa enhver
Handels Udgang. Mange af Ungdommens Dyder og La¬
ster reyser sig af den hastige Følelse af Æren; dette giver
den Standhaftighed, Troskab og Uegennyttighed; og dette
optænder dem til Hævn for ringe Fornærmelser, og lærer dem
alle den grusomme Æresyges Grundsætninger.
Men naar Tiden bringer den Unge længer ind i Verden,
saa opdager han, at han blot deler Roes og Dadel med
utallige andre; at han, naar Masken er bleven ham afre¬
ven, bliver ubekiendt ladt tilbage i Trængselen; og at hvad
han giør, Got eller Ondt, vel tilveye=bringer en kort Be¬
vægelse, men snart igien giør Plads for Agtsomheden, paa
nye Formaale, han undslaaer sig der for medlet Møye fra Æng¬
stelighed, for Berømmelse, og betragter Roes og Dadel
blot som en forbigaaende Vind, hvilken, i det han hører
den, haster forbi, uden at efterlade sig varig Skade eller
Fordeel.
Hos Ungdommen er det sædvanligt, at afmale Ret og
Uret blot efter Verdens Mening, og hos Alderdommen,
begge Dele efter Egennyttighed, og at forlise Skam og
Blufærdighed, uden at sette Dyden i sammes Sted.
Altsaa er Livets Stand saaledes beskaffen, at der stedse
mangler noget i Lyksalighed. J Ungdommen har vi ivrigt
Haab, som snart qvæles af Overilelse og Skiødesløshed,
og store Hensigter, som Uerfarenhed giør krebsgængige. J
Alderdommen besidder vi Klogskab og Videnskab, men uden
Mod, at vise samme, eller bevægende Grunde, til at op¬
vække samme; vi ere beqvemme til at giøre Jndvendinger
og tage Forholds=Regler, men vi beholder ikke Tid nok til¬
overs, at bringe dem til Udførelse.
Verden er altsaa ikke det Sted, hvor vi tør vente Lyk¬
salighed. Men Tilkomsten har sine glædelige Udsigter;
der giemmes en Lyksalighed for os, hvilken, naar vi hen¬
vender vor Opmerksomhed paa den, skal understytte os i
Sygdoms Smerter og Alderdommens Udmattelse. Denne
Lyksalighed kan vi tilforladelig vente; fordi den er uden for
Tilfældets Magt, og lader sig opnaae af alle dem, som
oprigtig ønsker den og alvorlig stræber derefter. I denne
maae altsaa tilsidst ethvert Gemyt hvile. Haabet sk
Menneskets største Gode, men blot det Haab er fornuftigt,
om hvilket vi vist vide, at det ikke skal slaae Feyl.
