"Underskaal i tu til hans Mund= og Liv=Thee=Koppe, og
"den anden har slaget min brune Spøllkomme i tusinde
"Stykker, saa jeg ikke engang kan faae den klinkket. Den
eene af dem kan ikke lide min Hund, og den anden kan
"besvime, naar hun seer min Kat, saa fiine ere Pigerne
"nu omstunder, saa jeg befrygter, at mine arme Creatu¬
"rer, staaer Fare for at blive myrdet af disse Barbarer.
"Din lille Søster, som er mig saa troe som Guld, for¬
"tæller mig, at de kan æde forskrekkelig, og allerede har
"faaet en Nøgel, som kan lukke mit Spise=Kammer op.
"Jeg maae jo blive en ruineret Kone paa min gamle Al¬
"der? kom snart min kiere Datter! Ak, min stakkels
Jeg er din hulde
"gamle Mobs.
Grand=Mama
N. N.
En Fortælling.
En vis Konge gik engang paa Marken i en simpel Klæd¬
ning, efterdi han ikke vilde være kiendt. Han fandt en
Bonde, som gik paa sin Ager og arbeydede, og syntes
at være 60 Aar gammel, han havde hvidt Haar og arbey¬
dede i sin blotte Trøye. Kongen tiltalede ham saaledes:
Gud bevare dig, Menneske paa Jorden. Eder og,
Herre paa Jorden, svarede Bonden. Hvorfor kalder
du mig saa, spurgte Kongen, kiender du mig? Ney, sag¬
de Bonden, (som vel kiendte ham, men mærkede, at Kon¬
gen vilde være ukiendelig) Men jeg kalder Eder saaledes
efterdi Mennesket skal være en Herre over Jorden, som
alles Herre skabte til hans Brug og Nytte. Kongen
blev hans hvide Haar vaer, og sagde til ham: Det har
sneet sterkt paa Biergene. Tiden, sagde Bonden, brin¬
ger saadant med sig. Da Kongen sluttede af disse tvety¬
dige Ord at Bonden besad stoer naturlig Forstand, indlod
han sig viidere i Samtale: Du arbeyder meget og er dog
saa gammel. Jeg har dem, sagde Bonden, som endnu er
langt ældre, at ernære, foruden mig selv. Hvormeget for¬
tiener du om Dagen, spurgte Kongen; 8 Skilling, sva¬
rede Bonden. Kongen: er det da tilstrækkelig til Eders
Underholdning? Bonden: Ja, det maae endnu rekke læn¬
ger; thi hvad jeg fortærer er det ringeste. Kongen: nu
hvortil bruger du dem da? Bonden: Med de 2 Skil¬
ling føder jeg mig og Kone; med de andre 2 betaler
jeg daglig en gammel Gield; 2 Skilling laaner jeg
daglig ud; og de 2 Skilling kaster jeg daglig bort.
Kongen: hvordan skal jeg forstaae det? Bonden: 2 Skil¬
ling fortærer jeg daglig med min Kone, og derfor
skal vi ikke kunde nyde meget; med de andre 2 Skil¬
ling betaler jeg gammel Gield; thi jeg har endnu Fa¬
der og Moder, som begge ere saa gamle, at de ikke
kan arbeyde, dem bør jeg ernære, ligesom de har
gjort imod mig i min Ungdom, da jeg ikke kunde ar¬
beyde, og paa den Maade afbetaler jeg paa min Gield
hos dem. 2 Skilling som jeg daglig laaner ud er til
mine Sønners Underholdning, hvilke endnu ere saa
unge, at de ey kan arbeyde; thi jeg blev sildig gift;
Disse Penge laaner jeg dem nu, efterdi jeg haaber,
at de skal betale mig igien, naar de kan arbeyde, og
jeg for Alderdom ikke meere kan ernære mig. Ende¬
lig de 2 Skilling, som jeg daglig kaster bort, ere til
mine Døttres Underholdning. Af dem kan jeg intet
vente at faae igien, thi naar de voxer til og bliver
gifte, vil deres Mænd nok hindre Giengieldelsen.
Kongen, som fandt stor behag i denne Bondes Tale, befoel
ham at betragte hans Ansigt nøye, og forbød ham, at
han maatte ikke aabenbare nogen al denne Discours
uden naar han saae dette selv samme Ansigt. Hvilket og
Bonden lovede. Kongen lod derpaa sammenkalde de lærdeste i
sin heele Stad, og forelagde dem denne Mørke=Tale, som
de under Straf af at miste deres Levebrød skulde inden 2
Dage udtolke ham. Saa meget sagde han dem, at en
Bonde havde fremsat ham denne mørke Tale. De arme
Lærde vare bekymrede, intet kunde de udlegge Talen, og
nødig vilde de miste deres Feede Levebrød. Endelig fik de
udforsket, hvor Kongen i de Dage havde været, og med
hvilken Bonde han havde talt. De gaaer til Bonden, og
beder ham indstændig at udlegge dem denne mørke Tale;
men Bonden vilde ikke, sigende det var ham forbudet. Dis¬
se Lærde vendte tilbage igien, og toge en heel Hob Store
Guld og Sølv=Penge med sig, og derpaa gik til Bonden
igien, tilbydende sig at ville give ham alle disse Penge, om
han vilde forklare dem denne Hemmelighed. Gierne sag¬
de Bonden, da han saae og fik disse Penge; han sagde dem
det altsammen, og de glade indfandt sig for Kongen
den 3 die Dag og forklarede den mørke Tale. Kongen
som merkede strax, at Bonden havde sagt dem det, gik strax
til Bonden, og bebreydede ham sin Troeløshed, og at han
ikke havde holdet Ord og Løfte. Jo min Herre, svarede
Bonden, jeg har nøye iagttaget, alt hvad mig er befalet.
Hvorledes, spurgte Kongen: Du maatte jo ikke sige no¬
gen det, førend du saae mit Ansigt. Det har jeg og
holdt, svarede Bonden; disse Karle gik først fra mig med
uforrettet Sag; men strax kom de til mig igien, og havde
saadan en Mængde af Eders Ansigter med, som J her seer
(Han viiste Kongen derpaa Pengene) altsaa var jeg ik¬
ke forbundet at tie længer, da jeg saae Eders eget Ansigt.
Kongen kunde ikke noksom beundre denne Mands fine For¬
stand, og Fortællingen siger, at Kongen tog Bonden til
sit Hof, hvor han blev sadt i Ære, Rigdom og Anseelse.
Jndfald.
Et ungt Fruentimmer i Frankerig, hvis Broder var gaaet
over til den Protestantiske Religion, havde engang ladet
sig besvangre, og derfor maatte udstaae Kirkens Disciplin.
Efterat Pateren havde formanet hende paa det alvorligste,
at hun ikke oftere maatte giøre dette Feyltrin, og ey hen¬
falde til hendes Broders afskyelige Laster, svarede hun:
