O! min Herre! jeg vilde tusinde gange heller begaae
samme Feyltrin, end jeg vilde giøre mig skyldig i
min Broders Forbrydelse.
En vis Jtaliensk Geistlig reyste engang igiennem Nea¬
polis. Det blev berettet den da værende Konge Alphonsus,
at denne Geistlige havde meget oprømte Jndfald, og holdte
en Bog, hvori han havde optegnet alle de Daarligheder,
som de Store i hans Tiid havde begaaet. Kongen lod
ham komme for sig, og spurgte ham, om han selv stod i
denne hans Bog. Jeg vil see efter, svarede den Geistlige,
og da han havde bladet sin Bog igiennem, læste han: En
Daarlighed, som Kong Alphonsus af Neapolis har
begaaet, at han har sendt en Mohr fra sit Hof med
tolv tusinde Gylden til Africa for at kiøbe Heste. Kon¬
gen svarede herpaa: hvori meener Du at denne Daarlighed
bestaar at have givet en Mohr sligt i Commission? Efter¬
di han vil blive tilbage i sit eget Land med Pengene,
var denne Geistliges Svar. Men om han nu kommer igien
med Hestene eller med mine Penge? sagde Kongen. Ja
saa sletter jeg Deres Majestæt ud af min Bog, og
setter Mohren deri i Stæden, svarede den Geistlige.
En Catolick blev syg. Det lod som han stridede med
Døden. Han lod derfor sin Pater hente, som overgav
ham et Træe=billede af en Helgen for at vedligeholde hans
Andagt. Men den Syge blev igien bedre. Han gav der¬
for Pateren billedet tilbage med disse Ord: Der har J
jeres Gud igien, nu har jeg ham ikke meeere nødig.
En Protestant fik af en catholsk Pater ti Lovisdorer, for¬
di han var overgaaet til den Catholske Religion. Da Pate¬
ren udbetalte ham disse, sagde Protestanten: Min Herre
De maae virkelig endnu give mig ti til, thi det er saa
forbandet tungt, at troe transsubstationen.
En Præst holdte en lang og tillige en tør Prædiken, saa
at hans Tilhørere troede, at Prædikenen kunde maaskee vare
til ud paa Natten; hvorfor de een efter anden gik ud af
Kirken, saa at Degnen allene blev tilbage. Endelig blev
Tiden ogsaa den gode Degn for lang, saa han sagde til
Præsten: her legger jeg Noglen, Faer! naar J er
færdig, kan J lukke Kirke=Døren i.
En Bonde kom i en stor Stad, og saae, at der stod skre¬
vet over et Huus: Her ere Heste at bekomme. 1768
Gud bevare mig, sagde han, dersom der ere saa mange
Heste i et eneste Huus, hvor mange maa der da ikke
være i heele Byen?
Kong Henrich af Frankerig, der var ligesaa naadig og
sagtmodig en Konge, som han var en stoer Helt, blev en¬
gang en gammel Mand vaer, som havde et Snee=hvidt
Haar, og et Kul=sort Skiæg. Kongen lod denne Mand
kalde til sig, og spurgte, hvoraf det kunde komme sig, at
at hans Haar havde to saa forskiellige Farver. Det kom¬
mer deraf deres Majestæt, svarede den Gamle: at mit
Haar er nogle og tive Aar ældre end mit Skiæg.
En Officier sad engang paa en Viin=Stue og brantede
af sine i Feldten begangne Helte=Gierninger, og iblandt
andet, at han engang med et Hug, havde hugget det ene
Been af en fiendtlig Officier. En Skalk, som var i Stuen,
svarede: at det havde været ham til større Honneur, om
han havde hugget Hovedet af. O! svarede den anden:
Han havde just ingen Hoved.
Den Helt Antigonus bragte engang sine Soldater i
Slagt-Orden, og da man sagde ham, for at giøre ham
bange, at Fienden vilde udskyde saadan Mængde Pile, at
Solen vilde tabe sit Skin; eller at de vilde fordunkle So¬
len. Det er mig ret kiert, svarede han, thi da det er
meget varmt og heedt i Dag, saa kan vi fægte i
Skyggen.
Et Fruentimmer beklagede sig, at hun var skiændet af
en Mandsperson. For Retten spurgte Dommeren, om
hun ikke gjorde Modstand? Jeg skreeg forskrækkelig,
svarede hun. Ja, sagde et af Vidnerne, men det var
nie Maaneder efter.
En fornem Dame sendte sin Laquai efter hendes nye og
kostbare Klædning, og befoel ham, at dersom der kom
Regn, skulde han tage en Vogn, at Klædningen ikke skulde
blive vaad. Tieneren kom tilbage i en stærk Plads¬
regn, og bragte Klædningen gandske vaad hiem. Damen
blev vreed, skiendte og sagde: at han ikke havde efterkom¬
met hendes befaling: Tieneren sagde, at han nøye havde
efterkommet Fruens Ordre. Hvor er det mueligt, raabte
Damen, Klæderne ere jo gandske vaade; J har jo ikke havt
dem i Vognen? Ney, svarede Tieneren, jeg veed vel,
hvor jeg hører hen. Jeg satte mig ikke i Vognen,
men stod bag paa. - Saa eenfoldige ere Tienerne
nu omstunder ikke. Nu veed de gandske rigtig, hvor det
fornemste Sted er. Ja, vi lever og i de oplyste Tider.
En fornem Herre vilde gierne lære at kiende den berømte
Poet og Comoedieskriver, Ben Johnson, og lod ham bede
til Giest hos sig. Ben Johnson gik derhen; men da han
havde temmelig slette Klæder paa, vilde Portneren ikke
melde ham; men viste ham temmelig grovt bort, hvilket
Ben Johnson besvarede i de høye Toner. Herren kom
just paa Trappen, og da han hørte den Allarm i Porten,
spurgte han, hvad det var? Poeten traadde da frem, og
sagde: at Hans Naade havde nødet ham til Taffels hos
sig. Jer, min Ven, raabte Herren: hvem er J da? Jeg
er den Poet Ben Johnson. Ey, det kan ikke være, thi
J seer jo ud, som J ikke kunde sige Bø til en Oxe. Bø!
raabte strax Ben Johnson og gik.
Adskillige Officierer talte med hinanden om Batallier og
tappre Krigshelte. Man opregnede et stort Antal af be¬
rømte Helte, og talede om deres Bedrifter. Ey! Hvil¬
ket Væsen giør J ikke deraf, sagde een af dem, som
var en Gasconier. Alle disse Dækkener, som J her
seer, har jeg ladet giøre af lutter Stutsbarter, af dem
som jeg med egen Haand har dræbt i sidste Krig.
En Ven sagde til en anden, hvorfor han i alle sine Sa¬
ger vilde være saa egensindig, endog herudi, at han havde
taget sig en meget liden Kone. Hvordan min Ven, svare¬
de den anden: veed du ikke, at man iblandt alle onde
Ting maae udvælge det mindste onde.
