1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 16
De sterke Aanders Rige.
En Allegorisk Drøm.
Jeg drømte, at jeg befandt mig paa et svagt Stykke
Træe, som kunde blive kuldkastet af den mindste Bøl¬
ge, midt paa Havet. Solen gik ned, og det a
den i Luften overblevne Lysning foraarsagede et meget svagt
Tusmørke, som og forsvandt saasnart, at Natten brød
frem, førend jeg ønskede det. Paa engang blev Himme¬
len overtrakt med de tykkeste Skyer; de grusomste Storm¬
vinde reyste sig, stødte paa hinanden, og oprørte de vold¬
somste Bølger. Der var ingensteds det mindste Skin af
nogen Stierne at see, hvorefter jeg havde kundet stille min
Cours. Jeg troede, ved det flygtige Lys af Lynilden, hist
og her at see fast Land; Man saasnart jeg blev kastet derhen
saa fandt jeg de allerfarligste Klipper. Tusinde gange for¬
bandede jeg den ubesindige Nysgierrighed, som havde ført
mig paa dette uvisse Hav, hvor jeg saae min Død for Øyne¬
ne. Fuld af Frygt og Haab holdt jeg mig vel fast ved
mit Bredt; men jeg blev dreven og kastet saa heftig om¬
kring af de imod hverandre stødende Bølger, at jeg ende¬
lig tilsidst træt og udmattet lod Armene synke, og overlod
mig gandske til min Skiebne, at føre mig hvorhen den selv
vilde.
Halv død blev jeg da omsider skaftet op til en Skraae
Klippe. Jeg laae her en temmelig Tidlang i den største
Tvivl, og vidste ikke om det steile Bierg var et øde og tomt
eller et behageligt og beboet Land; om jeg enten skulde
klavre op, eller her oppebie min Død. Men Kierlighed
til Livet fik Overhaand, og jeg samlede alle mine Kræfter,
for at stige op ad denne Banke. Efter mit Tykke havde
Dagen snart skuldet frembyde, og jeg meente ogfaa, at jeg
saae nogle Straaler af den opgaaende Soel. Glæden over
dette forønskede Syn oplivede mig paa nye, og fordobblede
mine Skridt. Jeg kom op paa Høyen, førend jeg formo¬
dede det; og mig syntes, at jeg saae den behageligste Egn
i en frugtbar Slette liggende for mig. Dog saae jeg alt
dette ligesom igiennem en tyk Taage, som hindrede mig
fra, ret at betragte den for mig liggende Gienstands for¬
modentlige Skiønhed. Men i Stedet for at samme skulle
fordele sig, saa at jeg kunde komme til at see tydeligere: saa
blev det hvert Øyeblik tykkere, og jeg kunde neppe see en
Haandbred fra mig. Hvor jeg meente, at trædde paa
blødt græs og gik i Blomster=Eng; der fornam jeg spidse
Torne og Tidsle, skarpe Flintesteene, eller kom ud i Morads.
J dette mørke travede jeg en Tidlang om, indtil jeg paa
engang faldt ned i en Afgrund, som jeg ikke blev vaer.
Dette overilede Fald løb endda af uden merkelig Skade,
endskiønt jeg var reven og stødt over alt i Ansigtet. Jeg
kom snart til mig selv igien af den derved bekomne Skrek,
og gav mig paa nye paa Veyen. Frygt for at falde i en
nye og maaskee farligere Afgrund, skulde have hindret mig
fra, at gaae noget Skridt videre; thi jeg maatte hvert
Øyeblik være bange for at falde og brekke Halsen i Stykker.
Men Begierligheden efter at komme ud af denne Forvir¬
ring drev mine Fødder afsted; og om endskiøndt jeg fort¬
satte min Gang med Skielven og Bæven: saa var det mig
umueligt, at tage mig i Agt for at snuble. Veyen var
saa ujevn og slibrig, at jeg ingensteds kunde faae Fodfæ¬
ste, og desuden var den begroet med saa meget Krat, at det
ikke var mueligt, at trenge sig derigiennem, uden hist og
her at blive hængende. Det fæle Mørke, som omgav hele
Horizonten, vilde heller ikke ophøre, men blev immer ster¬
kere, jo længer jeg meente at komme ind i dette forskrekke¬
lige Land. Luften blev saa tyk og saa kold, at alle mine
Lemmer bleve tilsidst næsten stive af Frost. Ulvenes bedrø¬
velige Hylen, Ravnenes og Uglernes fæle Skrig, som gav
Gienlyd i den hele Egn, var en græsselig Tone i mine Øren:
Hvad for Ønsker, hvad for Løfter giorde jeg ikke, for at
finde en sikker Vey ud fra et saa ulyksaligt Land, som jeg
holdt for udueligt at beboes, og blot ansaae for et Opholds
sted for de forskrekkeligste Uhyrer i Naturen. Jeg blev
herudi bestyrket, da jeg hørte nogle Vanskabninger at ras¬
le forbie mig. Den forandrede Allarm, hvoraf jeg blev
bedøvet, var det eneste, hvoraf jeg sluttede, at de maatte
være af et forskielligt Slags.
J Øyeblikket blev jeg omringet af mange deraf, hvil¬
ke langt borte saae næsten ud som Mennesker; men i Nær¬
heden vare de saa afskyelige, at deres Syn satte mig i den
største Forskrekkelse. De fleste havde hele Kroppen ligesom
sigtet fuld af Brændemerker, Ribler og Arr; og det som
var allerforunderligst: saa holdt de det for en Skiønhed,
naar man kunde opvise mangfoldige af saadanne Saar.
Nogle vare ikke saa ilde tilredte; men af deres Øyne frem¬
brød en mørk Melancholie, og de syntes at være overfaldne
af en haard Sove=Syge, da Frekhed og Afsindighed sad
i Panden af andre. Alt dette merkede jeg ved det dunkle
Skin af Faklerne, som de bare i deres Hænder, og som
skulde tiene dem til Veyvisere. Hos mange brændte sam¬
me ikke engang mere, men ulmede ikkun endnu, saa der
opstod en tyk og stinkende Røg fra dem i Veyret.
Da disse Spøgelser merkede min Forbavselse, sloge
de en stor Latter op, og dreve Spot med min Banghed.
Endelig spurgte den Anseeligste af denne vilde Sværm mig,
om jeg var en Fiende af Fordom, og en oprigtig Elsker
af Sandhed? Efterat jeg havde bejaet det saa ønskede han
mig til Lykke med et vildt Glædes=Skrig, og tilbøde mig,
