at bringe mig hen til denne Gudinde til Haandkys. De
ønskede mig til Lykke med, at jeg var ankommen fra Uvishe¬
dens Hav til deres sikkre Havn. Jeg bad dem, at de dog
vilde aabenbare for mig, i hvad Land jeg befandt mig."Du
"er, svarede Een mig, i de Sterke Aanders lykkelige
"Rige. Her hersker den gyldene Frihed; og du tør ikke
"befrygte, at en egensindig Tyrans befalinger skal berø¬
"ve et fornuftigt Væsens Fortrin, eller forstyrre dine For¬
"nøyelser. Du kan her giøre hvad dit Hierte Lyster, og
"behøver ikke at frygte dig for de øvriges Hiernespind,
"eller lade saadant afholde dig fra dine Forlystelser. Glæd
"dig, at du er fluppen løs fra Religionens Slaverie, som
"udøver ei Tyrannisk Herredømme over sine Undersaatter!
Jeg kunde ikke dølge min Forundring for ham over
denne Tale, og lod ham vide, at jeg meget vel kiendte den
elskelige Fyrstinde, og havde ikke fundet den ringeste Be¬
sværlighed under hendes Scepter; at de Byrder, saa fremt
jeg saaledes maatte kalde de Pligter, til hvilke den for¬
bandt sine Borgere, vare gandske milde og lette, og sigtede
allene til hendes Undersaatters Bevarelse og Lyksalighed;
og at den aldrig nægtede nøgen andre Lyster og Fornøyel¬
ser, end saadanne, som befordrer hans Fordervelse. Jeg
dulgte heller ikke for ham, at jeg fandt ikkun lidet behage¬
ligt i denne Egn, og ønskede ikkun, at jeg snart var slup¬
pen derud fra igien.
"O, jeg hører vel, faldt han mig hurtig ind i Talen
"at du ikkun har seet denne herskesyge Qvinde under hendes
"skiønne Maske, og den fortryllende Drik, som hun Tid
"efter anden bibringer sine Dyrkere, gjør endnu sin fulde
"Virkning hos dig, saa at du anseer hendes Tyrannie for
"et mildt Regimente. Du vil om nogen Tid dømme gand¬
"ske anderledes, naar du ikkun ved denne Fakkel har seet
"den lidet under Øynene. Vi kalder samme Fornuftens
"Lys, og ved dens Skin maae alle Ting vise sig saaledes
"som de virkelig ere, heslige eller smukke. Formedelst
"dette Lys skal du see dette Landskabs Yndighed. som du
"nu anseer for saa afskyeligt, efterdi dine Øyne endnu
"ere svøbte i de fine Blaar, hvorudi Naturen vikler Reli¬
"gionens Venner, og hvorved vore Skiønheder bliver skiul¬
"te for dig.
Strax fik jeg saadan en Fakkel i Hænder, hvilken
til min Forundring og Bestyrtelse lyste langt klarere, end¬
de sterke Aanders Fakler, som stode omkring mig; dens
Flamme var hvidagtig, da deres brendte mørkerød, hvor¬
af jeg sluttede de neppe vare af en Art. Jeg merkede og
ved nøyere Betragtning, at deres saa kaldede Fornuftens
Lys forvandlede sig til en blot Lampe, der, som jeg siden
fik at vide, var dem given af den vildfarende Indbildning.
Havde mine Kammerater forhen forekommet mig heslige:
saa syntes de mig endnu langt hesligere, efter at jeg havde
beseet dem ved min Fakkel. De slæbede alle de tungeste
Lænker efter sig, hvormed, nemlig Lidenskaben, deres
Hænder og Fødder vare fastbundne; og jeg kunde ikke be¬
gribe, hvor de ved saa øyensynlig Kiendetegn paa depes
Slaverie, torde rose sig af Friehed.
En heftig Gysen overfaldt mig, og jeg skielvede som
et Espeløv, da jeg tydeligere saae dette Steds Farlighed,
hvor jeg var. Der var ikke mindste Behagelighed ved den¬
ne Provintz. Jeg greb efter mit Ansigt, for at afrive For¬
dommenes Bindsel, som jeg skulde have for Øynene. Men
der var intet at fornemme. Min Ledsagere forsikkrede mig,
at dette Skiul var gemenlig saa tyndt, at man neppe kun¬
de føle det, og advarede mig, at jeg ikke maatte troe, at
jeg var frie for samme, saalænge deres Opholdssted endnu
forekom mig som et Udørken. De skulde have kradset mine
Øyne ud, dersom jeg tilsidst ikke havde anstillet mig, lige¬
som jeg var gandske henrykt i det Landskabs Skiønhed, hvor¬
for jeg dog havde en indvortes sterk Gruelse. Jeg befryg¬
tede immer at Lynke ned i Dynd, hvor de spurgte mig,
om jeg ikke her merkede en skiøn og fast Grund.
Jeg merkede, at de allesammen havde et Glas for
Øynene, hvilket de kaldte et Seeglas, som de havde faaet
af Undersøgelse, en af Sandhedens fornemste Veninder,
hvorved de vare i Stand til paa det skarpeste og nøyeste at
prøve og kiende alle Ting. Jeg bad at jeg maatte laane
et af dem lidet; men i Stedet for at blive føyet derudi,
lode de mig vide, at de havde giort det Løfte, aldrig at
legge samme fra sig, og at de heller ikke uden Følelse af
en heftig Smerte kunde giøre det, efterdi det var indvoxet
udi Øyet, ved det de bestandig bare samme. Men lagde
det til, jeg skulde nøk blive forsynet meg et, førend jeg blev
indladt i Sandhedens Pallads.
De viiste mig et gammelt raaddent og hullet Taarn,
som de udgave for Sandhedens Sæde, og hvorhen de vilde
føre mig. Men hvad for en Uenighed og Tvedragt rey¬
ste sig imellem dem for Veyens Skyld, som man skulde
tage derhen? Den ene vilde hid, den anden vilde did, og
to vare ikke enige. Men førend jeg besluttede, til hvilket
Partie jeg vilde slaae mig; saa stod jeg allerede ved Jnd¬
gangen til dette saa berømte Pallads. Det var sammen¬
at af saa forskiellige Stykker, at der kunde ingen ordent¬
lige Forbindelse være imellem dem, og Stykkerne vare saa
ilde sammenføyede med Leer og Halm, at jeg hvert
Øyeblik frygtede for at den skulde falde omkuld; i sær da
hele Bygningen var opført paa en meget løs Grund.
J Stedet for, at jeg her meente at finde Undersøgel¬
sen: saa fandt jeg Indbildningen med en stor Kurv fuld
af Briller. Neppe havde den sadt mig et par deraf paa
Næsen, førend den saae ud som den eftertænkende Under¬
søgelse. Alle de forrige fæle Gienstande forsvandt, jeg saae
en reen Luft, en klar Himmel og en blomsterfuld Mark.
Jeg saae et kostbar Pallads af det hvideste Parisisk Mar¬
mor, paa hvilken Bygnings=Kunsten havde viist sit Mester
stykke, og som var grundet og opført i en smuk Egn paa
en fast Klippe. Jeg havde nær bortflængt min Fakkel,
og ladet mig give en bedre af den vildfarende Jndbildning.
Men til god Lykke blev jeg af andre trængt fra den, og
stødt ind i Palladset.
Her tog forudfattet Mening, iklædt Upartiskhed,
mig ved Haanden, og førte mig ind i en viid Sahl, hvor
