jeg meente at see Sandheden, omgiven med et skinnende
Lys, paa en Throne, der lyste ligesom Solen. Men da
jeg tog Brillerne lidet bort fra Øynene, saae jeg Vildfa¬
relsen med blinde Øyne siddende paa en Benk, der var af
raadnet Træe, som i Mørke gav et svagt Lysen fra sig.
Hun saae fæl ud, og jeg gruede ved at betragte hende læn¬
ger uden Briller, hvorfor jeg i en Hast satte dem paa igien.
Jmidlertid blev jeg ladt til Haandkys; og da jeg derefter
skulde føres ind til Sandhedens Gemahl, mødte mig en
stor Hund, som heed Samvittighed. Den giøede for¬
skrekkelig af mig, og vilde nogle gange gribe fat paa mig,
førend vi kunde faae den stillet og til at søve ved nogle Ka¬
ger, som vi kastede for den. I denne Tummult var Bril¬
lerne gledet af min Næse, saa at jeg blev Vantroen vare
i en Dievels Gestalt.
Jeg hørte en grusom Allarm, som ikke lod mig Tid
til at betragte den ret. Allevegne raabtes der: Fienden
kommer, i Gevær! og jeg saae Forfængelighed som en
Amazoninde at sværme overalt omkring, og at forsamle
sine Soldater. J Trængselen blev jeg stødt over Ende;
og da jeg vilde reyse mig igien, slog jeg med Haanden,
imod Senge Stolpen og vaagnede.
Brev=Vexling.
Da Naturen har indplantet alle Dyr Drift til Kierlig¬
hed, saa fornemme Pedanterne den ogsaa, og ofte føle den
mere end fornuftige Skabninger, efterdi man af Anotomi¬
Konsten vil have iagtaget, at de Creature ere de geileste,
som mindst tænke. Jeg vil meddeele mine Læsere en Art
af saadan en Kierlighed. Det var at ønske at de alle ble¬
ve saaledes besvarede, thi paa den Maade ville den smud¬
sige Pedantiske Slægt mindre formeere sig.
Høystærede
Dydziirede Jomfrue!
ersom jeg siger Dem, at Solen er skabt til at opvar¬
me, Fuglene til at flyve og Menneskene til at elske; saa
siger jeg dem en Sandhed, om hvilken de vilde Schytier
ere lige saa fuldkommen overbeviiste som de fornuftig tænken¬
de Græker. Amor omnibus idem! (Kierlibhed er den
samme for alle) Den vise Natur har indplantet Menne¬
skene en Drift, hvilken den kalde Kierlighed, og hvis Øye¬
meed er sit Kiøns Formeerelse. Uden denne Drift kunde
den moderlige Naturs store Hensigter ikke bestaae, og Ver¬
den maatte falde tilbage i dens første Chaos, dersom Men¬
neskene ikke elskede. Jeg, min høystærede og dydziirede
Jomfrue! jeg, som er minima Particula og en liden Deel
af dette Heele, jeg føler denne Naturens Drift meere end
nogen Tid fra den Dag af, da jeg har havt den Lyk¬
ke at lære at kiende Dem. Jeg holder det for min Pligt
at følge denne Stemme. De vilde blive rebellisk, dersom
De vilde sætte Dem imod denne Naturens Drift og ey vil¬
de føle noget, da de dog ere fød saa følelig just til disse
store Hensigter. Lader os da, dydziirede Jomfrue! for¬
ene denne Drift, og, saa meget som det staaer til os,
forhindre, at Verden ikke bliver til en Ørk. Deres Navn
er jo Dorothea, thi De er virkelig en Gud?=Gave; og
da jeg heder Theodør, saa vilde det være overflødigt at
bevise, at vi begge synes at være skabte for hverandre. Hiin
afmalede en Soelsikke med denne Overskrift:
Sequitur suum!
Som denne vender sig altid mod Solens Glands,
Saa giør jeg og mod Dig, min Krone og min Krands!
for at betyde, at en Forelsket aldrig taber sin elskede Gien¬
stand af Øynene, men, ligesom Soelsikken, bestandig ven¬
der og dreyer sig efter den samme. Troe De mig, min
høystærede Jomfrue, at jeg aldrig skal lade min Egteskabs
Pligt gaae mig af Tankerne, men med ubortvendte Øyne see
efter Dem ligesom en Skipper efter Polar=Stiernerne, og
giøre mig al Umage for ved min Omgang af demonstre¬
re Dem ad Oculum, at jeg er til den sidste Ende af mit
Liv, ja, om mueligt, endnu længere, fuld af Høyagtel¬
se, Kierlighed og Hengivenhed,
Høystærede.
Dydziirede Jomfrue
Deres
Lydigste og troepligtskyldigste
Svar.
Min Herre!
Det er en stor Feyl af mine Forældre, at de har ladet
mig kalde Dorothea. Men efterdi jeg heeder tillige Jo¬
hanne og De Caspar, saa giør jeg mig en Samvittighed,
over at forstyrre Naturen i dens Orden ved at indgaae en
Forbindelse med Dem, hvilket synes mig ikke at være over¬
eensstemmende med den moderlig Naturs store Hensigter.
Jeg veed ikke, hvad jeg vilde giøre, om de var en fornuftig
tænkende Græker, og jeg en vild Schytier; men saa me¬
get veed jeg, at jeg meget hellere saae, at Verden faldt
tilbage i sit første Chaos, end at jeg, ligesom en Soelsik¬
ke, skulde vende og dreye mig efter Dem. Hiin afmalede
en liden Kurv med denne Overskrift!
Min Herre!
Deres Tienerinde.
Qblandt tusinde lykkelige Fortrin, som Bonden nydes
frem for mange Fornemme, er ogsaa dette, at han de
fleeste Tider elsker fornuftig forsigtig og uegennyttig. Det
er sandt, han begynder gemeenlig i sin Kierlighed der, hvor
vi holde op; men dette er et nyt Fortrin for ham, og om
han sukker mindre, saa er han ogsaa mindre latterlig. Han
overlegger, om han kan ernære en Kone. Han opsøger sis
