Tøyhuus, og derudi omstændelig afhandler den heele Lære
om Kierlighed. Af denne Bog vil jeg meddele et kort Udtog.
Den fuldstændige Titel er alt for lang, den maae skienkes mig.
Derpaa følger to Kobberstykker, hvoraf det ene er underteg¬
net Ak, og det andet Vee. Paa det første findes henryk¬
kende Kierligheds Seener, og paa det andet saadanne, som
ere tvert derimod. Paa det første bukker iblant andet en
henrykt Elsker sig, for at optage en Knappenaal, med hvil¬
ken hans Gudinde har stukket ham i Næsen, saa at Blodet
drypper ud, hvilket han holder for et Kierligheds Stik,
og lader imidlertid Soel, Maane og Stierner, falde sig
af Hænderne ned paa Jorden. Paa det andet stikker en
plykkelig Elsker sit Hoved ind i et Kar med grøn Farve,
fordi hans grusomme Gudinde har ladet sig forlyde med:
at hun gad heller see en grøn Terrasse, end hans sorte lok¬
lede Haar. Efter disse Kaaberstykker kommer et For¬
bud til alle Ladyes, at læse denne Bog, efterdi den ikke
er skrevet for dem. Men uagtet dette Forbud, læses dog
dette Magazin meget flittig af de Engelske Ladyes, og en
blev engang overrumplet uformodentlig, da hun havde fæ¬
stet sine Øyne paa Elskeren, som tabte Solen, Maanen
og Stiernerne, da han vilde tage Naalen op, og det saa
fast, at hun ikke merkede, der var kommen nogen til hen¬
de, saa han fik god Tid til at give Agt paa hvorledes
hendes Øyne sysselsatte sig. Dedicationen er lystig,
og stilet til alle Lords og Gentlemans, som ikke kan skri¬
ve saadan en Bog. Bogen selv har efter de to Kaaberstyk¬
ker ogsaa to Dele, hvorudi der under adskillige Rubriqver
gives Raad i alle Kierligheds Tilfælde. Jeg vil afskrive
nogle Rubriqver, naar den Smukke ikke kan taale at høre
tale om Kierlighed, naar hun sky vender sine Øyne til høy¬
re og venstre Side, naar hun standser eller stammerr midt
i en Mening eller Ord, naar hun taler om Platonisk Kier¬
lighed og Bøger, naar hun betragter hendes Vifte, naar
hun gaaer hastig bort; naar hun kløer sig i Panden og sni¬
ger sig til at see igiennem Fingrene, naar hun slet ikke vil
tale, og giør Næsen snart kortere og snart længere, naar
hun med Spodskhed gaaer af Veyen for et hende givet
Buk, og gaaer hen til en anden; naar hun kan tale gand¬
ske fornuftig; naar hun med Magt vil i Kloster o. s. v.
Alt dette er meget vidtløftig udført, og der er alle¬
vegne tilføyet adskillige Formularer til de Elskendes Brug.
Disse Formularer ere næsten overalt fulde af en artig Lune
og latterlig Satyre. Bogen sluttes med det tredie Kobber¬
stykke, som forestiller en smuk Mandsperson, der staaer
skiult i en Rosenknop indtil over Armene, og rundt omkring
hans Ansigt og Nakke spøger en Mængde Kierlighedsgu¬
der, hvilke, som det synes, underviser ham i Kierligheds
Hemmeligheder. Jeg vil intet tale om Opfindelsen paa
dette Kobberstykke, men sammes Virkning er særdeles nok:
man kan ikke længe betragte det, uden at falde i Latter
over den Lærgierrighed, som sees hos Ansigtet og Ørerue
paa det Menneskelige Hoved og over Amors Tienstfærdig¬
hed. - Maaskee jeg en anden gang kan faae Leylig¬
ved til at fortælle mere om denne Bog.
Jndfald.
En sindrig Herre, som vilde lade sig afskildre paa en kun¬
stig Maade, sagde til Maleren: "J skal male mig af med
en Bog i Haanden, hvorudi jeg læser høyt; og min Tiener
skal J male i et Hiørne i Stuen, hvor ingen kan see ham
men dog saaledes, at han kan høre, naar jeg kalder paa ham.
Der gives en Slags Alvorlighed, hvilken den falske
Høyhed betiener sig af i Stedet for en Maske, for at skiu¬
le dens Svaghed. En stor Mand der var meget vankune
dig, og følgelig indbildte sig, at være meget klog, var i
et Selskab, hvor han ikke kunde forsvare sig, og derover
erindrede sin Vederpart og den Forskiel, som Fødselen og
Standen giorde imellem dem begge to. "Min Herre,
sagde den anden, jeg er i dette Øyeblik langt mere ophøyet
over Eder, end J over mig; thi J har Ret, og jeg har
Uret."
Man spurgte en stor Herre, om han ikke vilde giøre
noget for en Mand, som havde virkelige Fortienester, og
som havde opofret alle Ting i hans Tieneste. "Nu, hvad
skal jeg giøre mere, svarede han: jeg seer ham jo hver
Dag, og tager meget venlig imod ham."
Vanen er den anden Natur, hvilken er vanskelig at
overvinde eftersom vores Fornøyelse ofte beroer derpaa. En
Bonde kom til en Øyen Doctor, og traf ham ved Bordet,
hvor han spiste og drak brav dertil. Hvad skal jeg bru¬
ge for mine Øyne, spurgte Bonden. J maae ikke
drikke Viin eller steak Drik, svarede Oculisten. Men,
sagde Bonden, som traade nærmere til ham, mig synes
at Eders Øyne ikke ere bedre end mine, og dog drik¬
ker J; Ja min Ven, svarede Oculisten: Jeg gider
heller drikke, end have sunde Øyne.
En Advocat i Toulouse hvis Navn var Adam, maat¬
te giøre alle de offentlige Taler som Præsidenten skulde holde.
Advocaten blev engang nødsaget at giøre en Reyse til Paris,
og imidlertid maatte Præsidenten fremtræde med en Tale,
som han havde smeddet sammen saa got som han kunde.
Da han nu begynte at fremføre den, og ikke ret kunde kom¬
me fort dermed, raabte en af Raadsherrerne: Adam!
hvor er Du?
Et ungt Menneske, som havde holdt Bryllup, og
hvis Kone sex Maaneder derefter giørte Barsel, hørte at
hans Venner holdte denne Nedkomst for alt for tilig. Han
sagde derfor til dem: mine Herrer! Barnet er ikke kommet
for tillig, men Brylluppet er holdt for sildig.
En fornemme Mand, som havde giort sig skyldig i
adskillige Utroskaber imod Macedonierne, vilde ikke taale.
det, at man kaldte ham en Bedrager. Han beklagede sig
derover hos Kongen i Macedonien, Archelaus. "Mace¬
donierne, svarede Prindsen ham, ere saa grove Folk, at
de kalder alting ved sit rette Navn."
Da Diogenes blev bragt for Philip af Macedonien,
holdt Prindsen ham for en Spion. "Du har Ret, sva¬
rede Diogenes ham; jeg er en Spion af din Stolthed og
af din Forfængelighed.
