En Mand ved Ludvig XIII. Hof spillede Piquet i
en offentlig Sahl. Da han nu saae af sit Kort, at han
ikke havde kiøbt ret, saa raabte han: "Er jeg dog ikke en
dum Gaussaut. (Dette var en Præsidents Navn, som i
sin Tid ikke blev holdt for at være alt for vittig.) Denne
Præsident befandt sig strax bag ved Spilleren; og da det
tortrød ham, at blive erindret paa denne Maade, sagde
han: "Min Herre, J er en Nar." "Det var just det,
som jeg vilde sige, svarede Spilleren.
Man talede til en forstandig Mand om en Person,
som man gierne vilde giøre bekiendt med ham; og for at
anprise ham desto meere, sagde man, at han kunde den hele
Montagne uden ad. Men han svarede gandske kort der¬
paa: "Jeg eyer selv Bogen."
Man spurgte og engang en Lacedæmonier, om han
ikke vilde høre paa et Menneske, der kunde fuldkommen efter¬
abe Nattergalen. "Jeg har ofte hørt Nattergalen selv,
svarede han.
En Kone af Stand, men som allerede var til Aars,
elskede en Mand ved Hoffet, og forærede ham et anseeligt
Landgods; men det blev ham disputeret af et ungt og smukt
Fruentimmer, som var en Paarørende til den Gamle. Ga¬
ven blev imidlertid confirmeret for Retten. Den unge
Dame sagde da i en skiemtende Tone til ham: "Man maae
bekiende, min Herre, at J har faaet dette Landgods for en
meget billig Priis." Det er sandt Madame, sva¬
rede han, men da De veed, hvad det har kostet mig, saa
tilbyder jeg Dem det igien for selvsamme Priis.
J en Krig, som Frankerig førte med Spanien, hav¬
de den Franske Armee faaet en merkelig Overvegt over den
Spanske, og var i Stand til at slaae den. Hoffet i Ma¬
drit, der, saa vidt mueligt var, vilde skiule dets Genera¬
lers Feyl, gav sig efter hvert Slag en Mine, som Seyer¬
vinder. En Franjos tilkiendegav Marqvisinden af Granada
sin Forundring derover. Denne Dame svarede ham: "Lad
dem kun immer være fornøyede; eders Jld er Glædes-Jld,
men vores er Kunst=Jld."
En vis Mand har engang sagt: Naar J vil skille
jer af med nogen, saa laan ham ikkun Penge. "En Mand
havde laant een af sine Venner en betydelig Sum, og den¬
ne, som tænkte paa intet mindre, end paa Betaling, gik
stedse af Veyen for sin Creditor, hvilken, da han engang
mødte ham, sagde til ham: "J maae enten betale mig
mine Penge igien, eller skaffe mig min Ven igien."
En Adelsmand havde havt meget fortrolig Omgang,
med en Printz. Nogen Tid efter denne Printzes Død, da
hans Søn fandt Adelsmanden at jage paa den herskabelige
Grund, sagde han med en Slags Foragt til ham: Min
Ven! hvem har tilladt dig at jage her?" Adelsmanden som
blev fortrydelig over den uhøflige Tone, svarede ham med
en ædelmodig Stolthed: Jeg har havt den Ære, at være
Eders Hr. Faders Ven, og vidste ikke, førend nu, at jeg
ligeledes havde den Ære at være Eders." Prindsen indsaae
strax hans begangne Feyk, og fra den Time af søgte at got¬
giøre den igien ved den høfligste Begegnelse.
En Pave, som kiørte i sin Karøsse, mødte en Capu¬
ciner til Hest: "Hvor længe er det siden, at St. Franciscus
er kommen til Hest," spurgte Paven ham: Siden St.
Peder begyndte at kiøre i Karosse,"svarede Capucineren ham.
Intet er latterligere, sagde en Statsminister i et Sel¬
skab af Hofmænd, end den Maade, paa hvilken nogle Na¬
tioner iblant Negerne holder deres Beraadslagninger. Fore¬
stil eder en stor Sahl, hvorudi der staaer omtrent tolv store
Krukker eller Bekkener, som ere halv fyldte med Vand.
Herhen forføyer tolv Statsraader sig, gandske nøgne,
med en alvorlig Mine og langsom Gang. Saasnart de
ere komne ind i Sahlen, springer enhver af dem op i sin
Krukke, setter sig ned i Vandet indtil Halsen, og i denne
Stilling holder man Raad om Statens magtpaaliggende
Sager. - "Og J leer ikke derad? sagde Ministeren
til een, som sad næst ved ham. "Ney, svarede denne; thi
jeg seer daglig noget, som er langt latterligere."Og
hvad er det? – "der findes et Land, hvor Krukkerne
gandske allene holder Beraadslagninger.
En Dame talede engang med Hr. Colbert i Fran¬
kerig om hendes egne Affairer, og han svarede hende intet.
Min Herre, sagde hun da til ham, lad dog i det mindste,
som De forstaaer mig."
En Abbed fremstillede sig engang til Opvartning hos
Pater de la Chaise, og bad om at beførdres til et geist¬
ligt Embede, som han allerede i lang Tid havde søgt.
Eders Time, at hielpes, er endnu ikke kommen, svare¬
de Jesuiten ham. "Den vil dog strax komme, sagde
Abbeden, naar J ikkun vil; thi J regierer Solen. "Man
veed, at Solen var Kong Ludvig XIV. Sindbillede.
En ung Dame, som havde sminket sig meget, gik
og spadserede med andre Damer i Dyrehaven ved Ver¬
sailles. En fornemme Cavalier ved Hoffet, som havde
et temmelig kort Syn, kom dertil, og vilde give Damen
et Kys, under Forevending, at han var kommen tilbage,
fra en Reyse som han havde giort paa Landet; men hun
snoede sig fra ham, og giorde saadan en færdig Vending
til Siden, at hun kom bag ved en Statue, som Cavalieren
omfavnede og kyste i Stedet for hende. Denne Forseelse
bevægede hele Selskabet til Latter; men Cavalieren, som
var slet ikke forlegen derover, sagde strax: "Der er intet
tabt derved; Giyps for Giys, det er næsten eet og det
samme.
Der gives mange latterlige Folk, som laaner deres
Glands og Anseelse af Ting, der ere gandske og aldeles
fremmede for dem. De ligner mestendeels hiin Klok¬
ker, der hørte en kort forhen holden Prædiken at berøm¬
mes. Man røste Grundigheden i Tankerne, samt de blom¬
strende og frugtbare Udtiyk. Klokkeren traadde derpaa
frem med en fornøyet og rolig Miene, og sag e: "Mine
Herrer! det er mig, som har ringet til denne Prædiken.
Ligesaaledes bar hiin Bælgetræder sig ad.. Man
roeste en Organist i henseende til et fortreffeligt Forspil
til en Psalme; Bælgetræderen, som hørte det, holdt
for at han og skulde give sig tilkiende og sagde med
