1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tid.
No. 18 og 19.
Sidney og Silli, eller veldædighed og Taknemmelig¬
hed. (En Engelsk Historie.)
J Forgaars var jeg efter min Sædvane paa et Cafe¬
Huus. Efterat vi havde udtømmet de dybeste Po¬
litikens Gienstande, og havde opsøgt Midlerne, til
at forene vor Jnteresse, efterdi vi skienkede Europa Freden,
saa faldt man paa at tale om Verdsligviisdom, samt om
Verdsligviise. Nogle holdt med Baco, andre med Locke,
og atter andre med Newton, hvilken sidste havde faaet et
stor partie. Man var fuldkommen enig derudi at han
var Helten iblant de Storbrittanniske Viise. En feed Mand,
som hørte paa os med en kritisk Ligegyldighed, og som tyk¬
ke Hvirveler af Tobaksrøg rullede under Næsen, lagde en¬
delig sin Pibe paa Bordet, og sagde gandske rolig til os
Mine Herrer, De har ikke det mindste Begreeb om Klog¬
skab og Verdsligviisdom. Min Verdsligvise er en Mand,
som veed at vise Velgierninger imod sin Lige, og ikke saa¬
dan en, som de mørke Grublere, der ikknu ere Martyrer
af deres Systeme. For mig maae Jssaae Newton være
en stor Mand, men jeg kiender en langt større Mand, en
han er. Neppe havde han sagt disse Ord, førend han
tog fat paa sin Pibe igien, og røgte med den forrige Alvor¬
lighed. Hans sidste Ord opvakte en Slags Nysgierrighed
i Selskabet. En større Mand, end Nevton! Hvo skulde
vel denne saa sielden Dødelige være! Man nærmede sig paa
nye til den Røgende, og en af Selskabet bad ham paa det
høfligste, at giøre os denne særdeles Mand mere bekiendt,
som skulde have Rangen over vor Vise og over vor Nations
Ære. Meget got, sagde han, jeg seer det gierne at man
lader Dyden offentlig vederfares Ret. Og jeg er forsikkret,
at min Viise og skal være Eders - - Dreng -- bring
mig en Boutellie Port Viin, den er god, mine Herrer,
til at væde tungen paa under Fortællingen.
Denne Mands Friemodighed gjorde os ret begierlige
efter at høre paa ham. Han fik Vinen, og da vi alle hav¬
de sat os omkring ham, bade vi ham, at begynde hans
Historie.
Ja, Mine Herrer, sagde han, efter at han først
havde slukket sin Tørst med et Glas Viin: jeg smigrer mig
med, at lære dem at kiende en sand Verdsligviis. Der
findes alt for mange af de falske. Og jeg maae reent ud
tilstaae for dem, at jeg paa nogen Tid er bleven ret hier¬
telig fortredelig over alle pedantiske Skrifter om Verdslig
Viisdom. Det kommer, svor han og rystede sin Pibe stert
af, slet ikke an paa, at skrive Bøger, som viiser Dyden,
men det kommer an paa, at giøre skiønne Gierninger og
herlige Bedrifter, at være nyttig for Mennesker, og trøste
dem i deres Ulykke.
Dette Foredrag gjorde os endnu begierligere - - -
Saaledes som de seer mig, blev han ved, saa har jeg lige¬
som andre læst mange alvorlige Narrepudser. Jeg har op¬
fyldt mit Hoved med mange prægtige Daarligheder, som
man kalder Kundskaber og Erkiendelser. Jeg har reyst,
jeg har seet en stor Mængde Dværge, som holdt sig for at
være meget store, og en Mængde Narre, som kaldede sig
Viise. To Gange har jeg reyst omkring Verden, da jeg
traf en Landsmand, ved Navn Sidney i Jndien han stod
i Tienesten der i Landet; han var rig uden Haardhed og
Ubarmhiertighed, og han var uden Stolthed den enfoldig¬
ste og beskedentste Mand. Jeg oprettede Venskab med den¬
ne værdige Britanier. Hver Dag opdagede jeg nye Dy¬
der hos ham, hvilke vare saa meget høyere at skattere, som
de vare uden al Skrømt. Men jeg vil haste til min For¬
tælling, og forbigaae en Mængde Trek, af hvilke et hvert
fortiener en glimrende Berømmelse. De maae alsaa ikkun
betragte vor Medborgers smukke Gierning, saaledes som
jeg har faaet den at vide af en af hans fortroligste Venners
Mund; thi han tager sig i Agt for at hans Velgierninger
skal blive lagt for Dagen. De maae ikke falde i Forun¬
dring, om jeg fortæller samme med den nøyagtigste Om¬
hyggelighed. Jeg har egenhændig opskrevet Historien, og
veed den udvendig. Efter mit Tykke er den langt kostba¬
rere, end alle vore foregivne Helte-Bedrifter af Alexander
og Cæsar, med hvilke man pleyer ellers at opfylde Hukom¬
melsen.
Sidney havde et af de fornemste Krigs-Embeder i
Jndien. Vi førte Krig imod en Nabab. Sidney bemer¬
kede i en Skiermytsel, hvorudi vi beholdt Overhaand, at
der fandtes en Europæer, som var rasende iblant Jndianer¬
ne. Dette Menneske havde kastet sig ind i de Engelske Ba¬
tailloner, var gandske blodig, og havde allerede dræbt
mange af vore Folk. J det Øyeblik, da Sidney merke¬
de ham havde han anfaldet en Soldat, som og blev dræbt
for hans Fødder. Denne Grusomhed opvakte ligesaa stor
Forbavselse som Harme udi Engelænderens Siel. Han
kunde ikke troe, at denne Grumsomhed ey skulde have en
egen Aarsag. Han befalede, at man skulde bemægtige sig
Mennesket, og bringe det levende til ham. Man adlyde
Officieren, faldt an paa den Rasende, og kunde neppe
rykke ham bort fra sit Bytte. Endelig bragte man ham
til Sidneys Telt, efterat alt Blod havde næsten forløbet
ham, og han var uden ald Forstand. Vor Landsmand
nærmede sig til denne Rasende, og fandt et ædelt og inte¬
ressent Væsen hos ham, samt saadanne Trek, der lovedte
en redelig Siel. Sidney kunde slet ikke sammenrime det,
som denne Ubekiendtes Ansigt syntes at love, med det sterke
Raserie, hvormed han havde kastet sig ind i Striden. Han
