lod hans Saar paa det omhyggeligste forbinde. Ulykkeli¬
ge unge Menneske, raabte Sidney, i det han betragtede
ham, hvorledes kan man besidde et saa indtagende Ansigt,
og tillige en saa grusom og barbarisk Siel? Hvorfra kan
der komme en saa voldsom Modsigelse.
Man havde forbundet den Fangnes Saar. Han aab¬
nede Øynene. At see Dagen og Mennesker, og ikke kun¬
de ødelegge dem. O J Guder! -- raabte han
Han reyste sig; han faldt ned igien, han lukte Øynene;
han vilde rive Bindselet af hans Saar igien. Man af¬
værgede det. Han gik atter fra Forstanden. Den Læng¬
sel, som han engang havde opvakt, blev formeret. Sid¬
ney befalede, at man skulde drage en særdeles Omsorg for
ham, og strax lade ham vide, naar den Ubekiendte var kom¬
men sig af den Afmagt, hvorudi han laae.
Dette Menneske, sagde vor ærværdige Landsmand,
maae enten være undertrykket afen heftig Lidenskab, eller og
at en gandske overordentlig Ulykke har gjort ham det menne¬
skelige Kiøn forhadt. Dette Raserie er overnaturlig.
Det er ikke hans Hierte, som overleverer sig til fin
egen Bevægelse, og han maae ved hæftige Bevægen¬
ge Aarsager være dreven til, at være saa umaadelig
grusom.
Sidney blev ført til den Ubekiendte igien, efter den
Forlængsel, som allerede havde talet til hans Fordeel. Nep¬
pe var han kommen saa aabnede den Saarede et døende Øye,
og forsøgte anden Gang at afrive Bindselet. Sidney,
henreven af en ædelmodig Medlidenhed, holdt hans Haand,
og raabte: Hvad giør De, min Herre! De er ikke meere
iblant de Vlide. Engellænderne ere Mennesker. - -
Mennesker, svarede den fremmede i en mørk Fortvivlelse
-- og just disse Uhyrer ønsker jeg at ødelegge allesam¬
men. Har De endnu en Gnist af Barmhiertighed, og
er ingen Løve eller Tiger, saa tag Livet af mig, og lad det
faae Ende med mig. Denne eneste Trøst venter jeg, efter¬
di jeg ikke kan tage det hele Menneskelige Kiøn med mig
i Graven og ødelegge det. Himmel giør Ende paa disse
Forskrekkelige Dage. - - Al Eders Umag, blev han
ved, og vendte sig til Sidney, er forgieves, jeg skal tage
Livet af mig, uagtet alle eders troeløse Hielpbeviisninger;
og Døden er den største Velgierning, som mig kan veder¬
fares. Ved disse Ord svøbte han sig ind i Sengen og
sukkede. Dette Skuespill rørte den ærlige Sidney meer
og meer, og han har saa megen Omsorg for sin Fange,
som en øm Fader havde kundet bære for sin egen Søn.
Den Syge blev frisk efterhaanden og ligesom imod
sin Villie. Man hørte ham sukke. Han fældte ofte saa¬
da nne Taare, som ømfindtlige Siele erkiender for Hier
tets Taare. Han erkiendte Sidneys besynderlige Opmerk¬
somhed. Hvad, min Herre, sagde den Saarede, eengang
da han synte? noget roligere, De er Menneske, og De har
intet Staal=Hierte. Ak, troe, at jeg kan være taknemme¬
lig? Men, hvad Haab har De, til at conservere mig
Livet? Dette Liv var mig en Kilde til de forskrekkeligste
Ulykkes=Tilfælde? O, da jeg endelig har fundet et vel¬
Og hvor¬
dædigt Væsen, o, saa lad De mig døe.
for, svarede Sidney, og tog den Fangne fat ved Haan¬
den, De vil ikke elske mig? Jeg er en Engelænder; mig
tykkes de er en Franzos. Sidneys Hierte har ingen Fiende.
Han vil vide at trøste dem; han er de Ulykkeliges Ven.
En Ven! Ak, min Herre, jeg har levet alt for læn¬
ge. Min Siel er fuld af Pine; De har seet mig rasende
forbittret imod alle Mennesker. - - Just Mennesker
har gjort mig til en Barbar. Her udøste den Ubekiendte
en Strøm af de bitterste Taare. Ney min Herre, jeg er
ikke grusom, intet Udyr, jeg har et Hierte - - ja jeg
har et Hierte, og det er just min Ulykke. - - Sidney
omfavner ham. Kom De, kiere Ven, fat Mod, jeg en
Eders. At være gruesom er eder fremmet. Midt iblant
Raseriets Udbrud har jeg kundet adskille Eders Character.
Midt iblandt Tegnene af Blodet, som besmittede ham,
saa jeg ham gandske paa eders Pande. - - Ey, min
Herre, det er langt fra mig, at være umenneskelig. Døm
De om min Fortvivlelse; Mennesker har tvunget mig til
at fornedre Naturen selv. - - Jeg er en Afsky for mig
selv: Mennesker, uværdig til dette Navn, J vide det at
jeg var skabt til at elske Eder! --
Men, kiere Fremmede, hvor har J da levet! Jblant
de vilde Dyr? --O, havde Himmelen været mig
saa gunstig, at jeg intet andet Selskab havde havt! Jeg
har levet iblandt Mennesker midt i Paris.
Uformerkt bragte den ædelmodige Britter ham til, at
han fortalte alle hans ulykkelige Tilfælde.
Jeg er født i Paris; men ellers stammede jeg fra en
Provintz, hvor Adelen just ikke eyer synderlig Rigdom.
Min Fader søgte Krigs=Tieneste. Efter megen Umag og
mange Omstændigheder fik han den. Han ægtede et Fru¬
entimmer af Stand, som var overmaade smuk og dydig.
Min Moder havde adskillige Børn, hvoraf jeg er den æld¬
ste. En af mine Brødre er død paa Ærens Seng i Kri¬
gen. Min Moder overlevede ham ikke længe. Hun efter¬
lod min Fader, en Søn, en Datter, og en meget maa¬
delig Lykke. Jeg vil ikkun fortælle lidet om mine første Aar.
Jeg var fød fuld af Følelse. Det var Oprindelsen til min
Ulykke, til al min Fortred. Min Siel sad i mit Ansigts
Bildning; hvert Aandedræt viiste ikke andet, end en Øm¬
hed, end Menneske=Kierlighed. Jeg voxte og tog til i
Begreber at Dyd, Redelighed og Følelse kan giøre lykke¬
lige. At Menneskene vare forbundne til, og giorde sig
Umag for at trøste hinanden samt at komme hinanden til
Hielp. Neppe havde jeg sluppet Vuggen, saa fik jeg
Bøger i Hænder. J disse Speyle lærte jeg at kiende
Mennesket. Jeg læste, at Helte, veldædige Hierter
ivrige Venner, med et Ord, Mennesker vare til i Verden;
min hele Siel overlod sig til dette søde Bedragerie, og op¬
fyldte sig med samme. Med denne Maade, at tænke,
eller rettere at føle paa, kom jeg ind i Verden. Min
Fødsel, nogen Smag, som jeg holdt for de Chimærer, man
kalder smukke Kunster, og som virkelig ikke tiener til noget
videre, end hos de fleste Mennesker at qvæle den sande Fø¬
