lelse, i stedet for at den fæstede Rødder hos mig; ja mere velige Stilling; jeg forestillede dem overalt min Faders
Taare og hans ærværdige Alder. De satte en fortrolig
og mere formerede sig; Min Forlængsel efter at behage,
Værd paa deres Løfter, de viste al en Beskytters Stolt¬
den Nødvendighed, at elske alt, hvad der var om mig
hed og Trods imod mig, imod mig, som meente, at jeg
og endelig min Aabenhiertighed, var altsammen Ting, som,
forringede dem, dersom jeg havde kundet foragte og fornedre
jeg bragte med mig i Sælskaber, og gav dem derved en
mig selv nok til, at nedlade mig indtil en Elients Stilling.
Slags Vægt. Jeg troede alle Livets Usandheder. Jeg
troede Store, jeg troede Venner, Veldædige, redelige
Jeg Daare! jeg elskede dem, og man kan ikke elske, naar
man ikke finder en vis Lighed i sin Siel, uden hvilken hver¬
Folk, høye og ædle Siele, som elsker Dyden for dens egen
ken Venskab eller Selskabs Fornøyelse selv kan bestaae.
Skyld, kort sagt, jeg troede alt, hvad som skulde være,
Disse Hoffets Slaver har atter andre Slaver, som ere hun¬
og dog virkelig ikke var. Min Faders Lykkes=Omstændig¬
heder, som vare allerede meget maadelige, tøge Dag fra
drede Gange mere udartede, end deres uværdige Herrer,
og disse lode mig føle min Ulykke og min Fornedrelse fuld¬
Dag af. Min Syster ægtede en Adelsmand, hvilken
uden just at være overmaade rig, var dog i gandske gode
kommen. Denne første Prøve opfyldte mig med Fortre¬
Omstændigheder. Jeg havde med mit Liv indsuget en
lighed. Kan De troe det, at en af disse smaa Store sagde
Sielens Høyhed, som imodstod alt det, man kalder at
engang, da nogle rørende og eftertrykkelige Klagemaale slax
giøre sin Lykke. Jeg var maaskee over dette Middel alt
mig ud af Munden, til en af sine Lige: Det skulde være
Skade, om dette Menneske giorde sin Lykke; han
for tvivlsom øm, og jeg tænkte, at mine sande Venner;
er meget korsvilig, naar han beklager sig. Hans
thi Venner vare min Yndlings=Chimære, skulde agte mig
Klage anspænder saaledes hans Jndbildning, at han
høyt formedelst disse ædelmodige Characterer. Jeg søgte
frembringer ret behagelige Jndfald. Da jeg nu ikke
deres Høyagtelse, som de syntes at forøde paa mig, og
mere vilde tiene disse zierlige Barbarer til Skuespil, ikke
i sær for at fortiene min egen Agt, som overgik en andens.
Alle glimrende Selskaber aabnede mig Adgang. Om det
heller til at føde deres Leddiggang og Ørkesløshed: saa
smukke Kiøn vil jeg intet melde; jeg kan ikke beklage mig
holdt jeg for, at jeg hos de Lærde skulde finde det Sinde¬
saa meget over samme, som over Mandkiønnet. Dette
lav og den Tænkemaade, som deres Macenater havde næg
Kiøn kan udbrede visse behagelige Acter over sine merkelig¬
tet mig. Jeg sagde til mig selv: disse det menneskelige
ste Feyl, og man tilgiver det sin Letsindighed og sine smaae
Kiøns Lærere maae besidde alle Dyder; De maae jo have
Ufuldkommenheder formedelst dets øvrige Jndtagenheder.
samme alle Øyeblik. Paa Theatret giver de dem alle For¬
Der er i det mindste en Drift af Sagtmodighed og Men¬
standens Tekkeligheder, al Geniets Styrke. Hvilken af
neskekierlighed, som forbedrer meget det Vidrige i slette Be¬
disse Vise, af disse Viisdommens Elskere, som ikke ere syssel¬
gegnelser. Det viser ikke saa aabenbare, som Mandkiøn¬
satte med andet, end med Menneskenes Lykke, som med
net, det store Malerie af Grovhed og Ubarmhiertighed.
disse Ord helliger alle deres Taler og alle deres Skrifter,
Det var en anden Drøm, som trakte mig efter sig. Jeg
hvilken af dem skulde ikke være det? Med denne ædle Tillid
indbildte mig, at naar man var rig, saa skulde man ikke
kastede jeg mig i deres Arme. Jeg udøste mine Taare i
smage nogen anden Lykke, end at være ulykkelig, og ud¬
deres Barm. Deres Barm var for mig en tør Ørken,
dele Velgierninger.
hvor mine Taare bragte ingen Frugt. Jeg merkede med
Jeg merkede, at jeg behøvede alvorlig at tænke paa mig
Kummer, at Forstanden var en Bedrager, som paatog sig
selv. Jeg saae, at Ulykken nærmede sig med store Skridt.
alle Masker, at disse Dydens Lovtalere vare et Slags
Man sagde mig, jeg havde Gaver, og at det skulde være
Marktskrigere, som i Stilhed loe ad det Skildt, hvilket
mig let, at undvige min bedrøvelige Skjebne. Hvad skal
de udhængte. Med et Ord: de vare grusomme ved deres
jeg mere sige Dem, min Herre! jeg er nu ved det Øyeblik,
System. De bleve hudflettede af Nid, Forfængelighed
i hvilket jeg seer Menneskene i deres sande Stilling. Min
og Ærgierrighed. Seer De nu to Slags Folk paa Ver¬
Fader fortalte mig, at han ved en Proees havde mistet alt
dens Skueplads, som for mine Øyne ere gandske berøvede
hvad han eyede; han havde ingen anden Beskyttelse, end
al deres Prydelse. Jeg vil ikke opholde dem med Fortæl¬
sin Ret. Min Skyldighed bestemte ikke mine Handlinger;
linger, af hvilke en er immer grusommere end en anden.
Tilbøyelighed sagde mig allerede, hvad jeg skulde giøre.
Jeg fik tusinde Beskiemmelser; mit Hierte blev saaret ved
J nogle Aars Tid greeb jeg til alle ærlige Midler, for at
tusinde Snerter, og disse saa smertelige, saa dybe Saar
komme min værdige Fader til Hielp i hans Fattigdom, og
forøgede sig i det Uendelige for disse Ulyksalige. Jhen¬
at lette samme for ham. Han var fattig, han blev mig
seende til de Rige bliver min gandske Siel sat i Harme
dyrebarere, han blev endnu immer mere interessent for mit
ved den eneste Jdee. De ere blottede og udsatte for alle
Hierte. Jeg nævnte det hellige Navn Fader med mere
lastværdige Gierninger, for alle Ondskaber. Deres Stolt¬
Ømhed, med mere Ærbødighed. Da jeg havde Adgang,
hed kan allene ligne deres Umenneskelighed. De giver sig
til fornemme Selskaber, saa smiggrede jeg mig, at de skulde
ikke engang den Umag, at dølge deres flinthaarde Siel, i
blive rørte af min Kummer. Uden at rødmes over min
Stedet for at de Store dog alligevel umager sig for at zire
Tilstand, uden at opblæses af den latterlige Stolthed, paa
Haardhed med en udvortes Høflighed. Det synes, at
hvilken Ulykken ofte stytter sig, aabenbarede jeg min bedrø¬
Overflødighed er en Titel, at ophøre at være et Menneske.
