og maaskee at de Ulykkeliges Lidelser og Taare er det beha¬
geligste og fornemste Skuefpil for disse Lykkens nedrige Ynd¬
linger. Ja, min Herre! ingen vilde Dyr ere saa grusom¬
me. Vil en Ulykkelig rive sig løs fra sin Smerte og det
at være sin elendige Stilling bevidst, saa maae han flye de
Riges Selskab, saa maae han før haabe Hielp af de Fat¬
tigste iblant Folket; han skal hos disse i det mindste finde
Medlidenhed, denne saa trøstelige Følelse, som endda stand¬
ser Hiertets Taare noget.
Jeg kan gotgiøre det, jeg har seet disse Uhyrer, som
Overflødighed har forhærdet, i deres fulde Lys; o hvor
hader jeg dem: med hvilken beskiemmende Foragt overvel¬
der jeg dem i mit Hierte! Borgeren skulde kunde tænke,
føle, dersom han havde den Kraft, denne Efterabelses Aand,
som giør ham til de Stores Abe, som indflyder ham Ødsel¬
hedens Lidenskab, al Følelses og al Redeligheds Død. Han
tænker paa intet andet, end paa sin Lykke, efterdi han for¬
binder alle sine Betragtninger, sin Fornøyelse og fit hele
Væsen med Lykken. Efter hans Jndkomst beregner han
sin Lykkes og sit Navns Grader, dette selvgjorte Liv, det
sande Livs Qvale. Min Harme og Fortredelighed skulde
snart have forbigaaet denne latterlige Classe af Mennesker,
da man ikkun maatte fornægte sin gode Natur, for at være
den første iblant dem. Hvad man kalder Pøbel, er beste¬
let Skarn, den giør intet uden for en nederdrægtig Nyttes
Skyld, hvis grove Mechanismus man meget hastig kan
begribe; Et Øyeblik græder den over en Ulykkelig, og i
samme Øyeblik er den i Stand til at giennembore Hiertet
paa ham, dersom hans Død skulde indbringe ham en Skil¬
ling mere, end han faaer for hans Arbeyde. Jeg gien¬
nemgik efterhaanden alle Fag; jeg haabede endnu immer
at opdage et Menneske. O, dette ømme Hierte, sagde
jeg ved mig selv, skal findes iblant de Creature, som har
løsrevet sig fra Verdens Fortryllelser, som bekiender en
Religion, en goddædig Guds Verk, som dagligen ved Alte¬
rets Fod lader sig giennemtrænge af Christendommens
Aand. Disse sidste Slags, min Herre, vare endnu giem¬
te til mig. Her fandt jeg først Følelsens Tørhed, Haard¬
heden selv. Den fromme Umenneskelighed er det allergru¬
somste Barbarie iblant det altsammen. Her fik jeg mere
dræbende, mere mordersk Trøst end Beskiemmelse. Hvil¬
ken Medlidenhed er dog en Hyklers Medlidenhed! Fuld
af Fortvivlelse og fuld af et mørkt Raserie, faldt jeg ned
for min Faders Fødder. - - O min Fader, raabte jeg,
vi nærmer os til den forskrekkeligste Trang og Mangel! Jeg
smiggrede mig med, at min Dyd skulde tiene min Fader
til Nytte; men alt mit Haab forsvinder; alle Hierter ere
tillukkede for mine Taare; dog flyder de endnu for min
Fader. O kiere, o ærværdige Fader! Hvorledes vil det
gaae dem? --- Ligesom den høyeste Behersker vil, min
kiere Søn, svarede min ærværdige gamle Fader mig.
Skulde det vel være mig tungt at døe? Jeg er ved Enden
af min Løbebane. Du, mit Barn, lokker Taarene ud af
mine Øyne, mit Liv, al min Lykke bestød i dig; jeg døer,
og efterlader dig mine Taare og min Ulykke til Arvegods.
O min kiereste Søn, havde jeg kundet troe, at Menne¬
skene skulde være saa følesløse og uømfindtlige? Gak, og
lad min Skiedne ikke bekymre dig. Søg at bevare dine
Dage, dine Dage som virkelig ere mine Dage, lad mig
blive ved Bredden af Graven; jeg vil uden frygt fare ned
i Graven, naar det høyeste Væsen ikkun vil lade sig for¬
sone og være mig gamle Mand naadig, og giøre mit kiere
Barn lykkeligere paa Jorden, end jeg har været. Her
tog min ømtelskende Fader mig i sine Arme, og trykte mig
op til sit Bryst. - - - Ak, min Herre, dette billede
staaer endnu for mine Øyne!
Det vil være forgieves, at berette og forestille Dem
alle de fornedrende og ydmygende Skridt, som immer vare
uden Virkning, og hvortil jeg dog alligevel beqvemmede
mig; det var ligesaa mange Grader af Smerte, jeg igien¬
nemgik, og som immer meer og meer indviklede mig i
Ulykken. Jeg saae intet andet, end min Fader og hans
Ulykke. Det var den eneste Gienstand, som rørte mig, den
eneste Grund, som bestemte mine Gierninger. J mine
middelmaadige Lykkes=Omstændigheder havde jeg giort en
Mængde Mennesker Tieneste, som jeg havde anseet for mine
Venner. Det syntes neppe, at jeg skulde blive ulykkelig,
førend alle disse Venner forsvandt ligesom Taage for mine
Øyne, og lode mig see Utaknemmelige, ja ret paa min Fa¬
ders og min ulykke forbittrede Fiender. Endnu var et Hiel¬
pemiddel: Min Svoger elskede min Syster. Min Sy¬
ster havde faaet alle Tegn paa den ømmeste Kierlighed paa
min Fader. Jeg tvivlede ikke et Øyeblik paa, at hun jo
skulde forbinde hendes Ægtemand, til at understytte os
nogenledes i den Armod, som overvældede os. Jeg dulg¬
te mit Forehavende for min Fader. Jeg løb hen til min
Syster, som allerede tog imod mig med Koldsindighed, om
endskiønt mit Venskab ikke strax kunde opdage samme. Jeg
fortalte hende mit Forehavende. Ved hvert Ord tabte hen¬
des Ansigt nogle Tilbøyeligheds og Fortroligheds Trek; hen¬
des Følesløshed og Uømfindtlighed bedrog hende, og ud¬
bredede sig over hendes hele Ansigt. Hun svarede mig: Hen¬
des Mand lod bygge, og de havde Børn, min Fader, føye¬
de hun endda til har begaaet mange Feyl i sin Opførsel.
Han har forbundet sig Paarørende og Venner, som ere paa
nærværende Tid langt mere bemidlede en vi, opdag og aaben¬
bar ham disse sine Omstændigheder; og J, min Broder,
med eders Gaver, ved hvad for en besynderligt Tilfælde
er J blevet slet intet? J vil vel aldrig faae den Forstand,
at giøre Eders Lykke. -- Jeg skal aldrig have et
Staal=Hierte, en unaturlig Systers Hierte: Lev vel, Bar¬
barin, eders Fader undergaaer i Elendighed, og J er Skyld
udi hans Død, J, som han elsker saa ømt. Gak Ulyk¬
salige, eders Børn skal ikke ville straffe eders Forbrydelser;
mig skal J ikke see igien -- - Jeg har intet begiert
af eder for mig selv, utaknemmelige Syster; det var -
Jeg gik pludselig bort, halv qvalt af Graad, fra
denne forbandede Bolig. Jeg vilde dølge dette nye Har¬
mes og Fortredeligheds Formaal for min Fader, men det
blev mig for tungt, det slap mig ud af Munden. Ak min
