Fader veed De vel, hvorfor jeg i nogle Dage har været fra
Jeg meente, at at De endnu havde en
Dem! -
Datter, og at jeg endnu havde en Syster! jeg har truffet
Hun har næg¬
Min Fader! - -
et Uhyr
tet mig den allerringeste Hielp, og hun har dog Livet fra
Dem - - - Hendes Tilstand.- Mit Barn,
svarede den modige gamle Mand, det er visselig et haardt
Slag, at blive grusomt begegnet, endog af dem som har
os at takke for deres Tilværelse. Men, min Gud, og min
Søn, blev han ved, i det han skiulte mig med sit Sølv¬
graae Haar, og vædede mig med sine Taare, trøste mig;
De skal annamme mine sidste Sukke! Tilgiv din Søster;
hun har en Mand, som hun maae adlyde, og hun har
Børn. - - - Eyg, min Fader, just disse skulde have
ladet hende føle, hvad hun var Eder skyldig.
Ak, min Herre! jeg har endnu intet sagt Dem -- -
Man slæbede min Fader, min ulykkelige Fader, i Fæng¬
sel! Jeg kom og kastede mig ned for den ulykkelige Credi¬
tors Fødder. Med Grumhed og Vildhed stødte han mig
fra sig tilbage, og jeg tog ikke Livet af ham. Ulykken ud¬
slukkede og til intet giorde og min Faders Ulykke opfyldte
alle mine Følelser. Af denne Ulykke var jeg allene igiennem¬
trængt. Jeg kaldte alting til Hielp. De svageste og de
helligste Midler, og al Hielp blev mig nægtet. Jeg solgte
det lidet Boeskab og Huusgeraad, som jeg havde. Ende¬
lig, min Herre, nu maae jeg forestille Dem det forskrekke¬
ligste Malerie: Min Fader i Fængsel, døende af Elendig¬
hed, han har ingen anden Stytte, end sin ulykkelige Søn,
som var forladt af hele Verden omgiven med Klipper, med
Uhyrer - -- - Min Herre, -- - Jeg er. en
Mand af Stand - - - jeg har den høymodigste Siel,
en Siel, som er allerlængst borte fra at krybe - - -
Men her kom det an paa en gammel Mand, hvis sidste
Sukke jeg skulde holde tilbage - - - - Jeg opofre¬
de mig; jeg tvang mig. Naturen taler med mig, den
raaber til mig: For min ulykkelige Fader beslutter jeg mig
til det allernedrigste Haandverk. Her blev denne Ube¬
kiendte næsten qvalt af en Mængde Suk og Taare. Ædel¬
modige Britte! kan de vel troe det? For disse Barbarers
Skyld blev jeg nødt til, for Folkes Døre at betle Brødet
til ham, som jeg havde mit Liv fra. Jeg opbiede Natten
og med en Røst, som var nedsynket i Taare, med denne
bedrøvede Røst, med Tonen af en dyb Smerte, anraab¬
te jeg de Udyrs Barmhiertighed, hvis Lyster jeg ønskede
at kunde hudflette.
Paa disse Ord trykte Sidney sin Fange op til sit
Bryst, og det med Taare, som rullede langs ned af hans
Kinder.
Ak, fortreffelige Creatur, hvor smuk er din Siel,
hvor værdig og fortient er du til Glæde. Jeg regnede dis¬
se Almisser, hvilket et Ord min Herre! som ligesaa man¬
ge Deele, der reves ud af Brystet af mit Hierte. Ved
saa beskiemmende, ved saa svage Hielpemidler havde jeg dog
alligevel i det mindste den Fornøyelse, at opholde en døen¬
de Faders Aande. Jeg var endnu ikke ulykkelig nok, end
nu ikke qvælet nok under Lykkens Pidsk. Man paagreb
mig, som en af de Elendige, derved Tiggerie søger at be¬
fordre deres Dovenskab, og deres nederdrægtige Ørkesløs¬
hed og Lediggang. Jeg raabte til de Tigere som omgave
og paagrebe mig; det er for min Fader - - - det er
for min Fader, at jeg har nedladt mig til denne Neder¬
drægtighed. Han ligger i Fængsel; hans Liv beroer der¬
paa, at jeg skaffer ham nogle Hielpemidler, i Menneske¬
lighedens Navn. - Man vilde ikke høre mig; men
kastede mig i Fængsel. Jeg forlangte, at man skulde brin¬
ge mig til Øvrigheds Personen. Jeg blev bragt derhen;
Dommeren bevæbnede sig i Førstningen med en alvorlig
Miene, og giorde saadanne Spørgsmaal til mig, som en
Dommer, der skulde fælde en endelig Dom over mig. Ak,
min Herre, sagde jeg til ham, ja -- jeg har bedet om
Almisse; jeg er ikke født dertil, at jeg skulde nedlade mig
til saadanne elendige Midler. Jeg er et Menveske af
Fødsel og Stand, og jeg havde maaskee ligesaa got, som
en anden, kundet lade mig skyde ihiel; - - - Men,
Min Herre, min Fader er i den yderste Elendighed; han
ligger i Fængsel, og det er for ham, at jeg anraaber og
paakalder den almindelige Kierlighed, Kierlighed for mine
Dages Ophavsmand - - - Denne Magistrats Per¬
son blev rørt, lod mig løs, og lovede mig Hielp. Han
døde, og jeg tabte alt mit Haab. Alderdommen er ende¬
lig min Faders Skydts Engel; Lovene aabner Fængselets
Dør for ham. Han kom paa frie Fod. Jeg fik paa et
Kiøbmands Skib en af de middelmaadige Betienninger,
der neppe var tilstrekkelig nok, at have Livets Underhold¬
ning af. De veed, at ald min Følelse var for min Fader.
Jeg tog ham i mine Arme; jeg bar ham om Bord paa
Skibet. Kom med mig, min kierre og ulykkelige Fader;
forlad det Land, som er fuld af Laster og Forbrydelser;
forlad de Vilde i Europa; Tigerdyrene i Afien tør maae¬
skee ikke engang være saa grumme. Da jeg dog har me¬
get nok, til at giennemgaae mine elendige Dage: saa skal
De leve. O, min Fader! De skal leve - - - Ak!
jeg har ingen Ven, undtagen De. Lad os forglemme vort
Fædernelands Navn, Ulykkelige maae ikke elske det. - - - og
Nu har jeg ikkun fortalt Dem en Deel af min Ulyk¬
ke mit Hierte kiender endnu langt andre. Min Herre! og
virkelig de allerforskrekkeligste, de allerbitterste, endnu dem,
som mine Dages Ophavsmands Stilligg har ladet mig fø¬
le. De Ulykkelige har en Siel, som allerede er mere til¬
beredet, til at imodtage Ømheds Jndtryk, end de Lyksalige.
Ulykken fører en Melancholie med sig, hvilken om man saa.
maae sige, er ligesom Moder til de store Lidenskaber. Jeg
understod mig, at elske. Jeg forbigaaer alle Fortællinger
Gienstanden for min Kierlighed var en ung Person, en
eneste Datter, men som havde Paastand paa en Lykke, der
var langt større, end at jeg havde kundet giøre mig Haab
om, at torde tilbyde hende min Haand. Fornuft og Re¬
delighed paalagde mig den Lov at tie, og at undertrykke
en Tilbøyelighed, som var mig forbuden at opvekke. Jeg
hørte hverken Fornuften eller mine Omstændigheder. J
