hørte allene den kiere Juliane, saaledes heed denne elskvær¬
dige Siel og hun forekom i visse Maader mine Ønsker. Vi
sagde begge to til hverandre, at vi elskede hinanden, uden at vi
saae paa Følgerne af denne Kierlighed. Kierlighed tørrede mi¬
ne Taare; hun hialp mig, at bære Livets Byrde. Dette var
den eneste Hemmelighed, som jeg dulgte for min Fader. En
Paarørende af denne Smukke merkede hvad der gik for sig i
vore Hierter. Unge Folk kan ikkun lidet forstille sig. Han
forlangte at tale med mig i Særdeleshed og Eenrum. Min
Herre, sagde han til mig, jeg maae tale med dem med
al den Fortroelighed, som ikke kan fornærme Dem. Jeg
troer, at De fortiener alle redelige Menneskers Høyagtel¬
se; De er interessent af Fødsel og Skabning. Jeg har
merket at min Fætterske har Følelser for Dem. Det synes
at De har fine og opklarede Begreeber om Ærens Pligter.
Men de har ingen Midler; Juliane derimod har en bety¬
delig Lykke i vente - -. - Nok, min Herre! svarede
jeg gandske muntert, De viser mig mine Pligter, min Ulyk¬
ke, og de skal lære at kiende mig. Jeg kommer nu til det
Øyeblik, da jeg og min Fader forlod denne Verdens Egn,
hvor min Kiereste er bleven, for at skrive følgende Brev.
Jeg elsker Dem, elskværdigste Juliane, og jeg skal
heller aldrig faae andre Tanker. De maae tilgive min Kier¬
lighed det, at have viist Dem et Hierte, som allene er op¬
fyldt af den Smerte, ikke at kunde besidde Dem. Gud¬
dommelige Skiønne. Jeg er uden Lykke. For Julianes
Øyne forsvinder al Forfængelighed. Jeg er den Ulyksalig¬
ste iblant alle Mennesker. Mig kommer det ikke meere til,
at vente paa Deres Haand. Forglem de mig -- forglem
De mig, o mit Hiertes Beherskerinde. Hvad har jeg
sagt? Jeg maae sige det: Ja, Juliane, forband De mit
Billede ud af Deres Hierte; giør De Deres Forældres Lykke;
giør De en Ægtemands Lykke, som Lykken legger dem i
Armen. Jeg reyser, jeg forladet Europa, jeg forlader
Juliane - - erkyndige De sig ikke om min Skjebne i
de Egne, hvor min Ulykke vil føre mig hen. Det maae
være mig tilladt, om jeg beholder Kraft nok til at leve, at
have min Siel opfyldt af Dem. Hvilket Fruentimmer
skulde efter Juliane beherske samme? Lev De nu vel. Lev
De vel; endnu engang forglem De mig ikke; Deres Skyl¬
dighed og min Ære - - - Deres Lykke vilde det.
Jeg vædede dette Brev med mine Taare, jeg vilde
endnu føye tusinde Ting dertil: Min Siel - - - Jeg
reyste endelig med min Fader bort derfra, med ham, som
al min Ømhed og ald min Omsorg var opofret. Og paa
denne Reyse aabenbarede jeg ham denne bedrøvelige Kier¬
lighed. Min Fader var min Ven. Han udgydede nye
Taare over min Skiebne. Vi ankom i disse Lande. Et
skarnagtigt Menneske, som allene bliver drevet af sin Ond¬
skab, giorde, at jeg mistede min Betiening Jeg kom
i den Forskrekkeligste Armod. Jeg paakaldte Menneskelig¬
heden med mit Raab; jeg viiste alle Mennesker mine Taa¬
re, min Faders ærværdige gamle Rynker og hans sneehvi¬
de Haar, ja, hans Grav, som er nær ved at aabne sig.
Enhver vendte sine Øyne derfra; alle Hierter tillukte sig
imod os: Ak, Menneskeligheden er ikke meere paa Jorden.
De menneskelige Uhyrer i Jndien ere ligesaagrumme, som
de i Europa. Endelig slæbede vi os ind i en Hule ved
Standbredden; her sønderrev Elendighed og Hunger min
ømme Faders Barm. Jeg skiulte og bedekkede ham med
mine Kysse; jeg trykte ham op til mit Bryst; jeg paakald¬
te Naturen, at komme mig til Hielp; jeg paakaldte den
nok engang ved Saften af nogle Urter, som jeg dryppede
paa huns tørre og døende Læber for at kalde ham tilbage til
Livet. Jeg seer at han udstønner de sidste Sukke. Smer¬
te, Fortvivlelse og Harme bemægtigede sig mine Sandser.
Jeg sprang ud af Hulen; Harme og Bitterhed ledede mi¬
ne Trin. Jeg saae et Partie Jndianer, som faldt an paa
et Partie Europæer; disse vare lutter Giendstande for min
Had og min Harme, da de troer, at de ved Opdragelsen
ere oplyste over Naturens Pligter. De har været Vidne
til mit Raserie, til min Forvildelse. Jeg havde gierne
ødelagt hele Naturen - - - Min Fader er død - - -
Ak, min Herre! Hvorfor har De holdt mig ved Live? Lad
mig blive befriet fra denne utaalelige Byrde. De veed nu
min hele Ulykke. og det Middel, at tilveyebringe den igien,
og ikke at døe! De synes mig at være forskiellig fra Men¬
nesker, fra Barbarer; Det lader som De kiender Medli¬
denhed, og de kan aldrig beviise mig nogen større Velgier¬
ning, end ikke at forlænge mit Endeligt.
Ney, De skal ikke døe, raabte Sidney, i det han om¬
favnede ham, De værdige unge Menneske; De har fundet
et Hierte, en Ven; troe De ikke, at alle Mennesker ere
Uhyrer af Umenneskelighed. De skal see det, at der og
findes ømfindtlige Siele, ømsindede Siele, ja jeg vil være
Deres Fader -- -- Hvad er Deres Navn? ---Mit
Navn er Silli ---- Got, min kiere Silli, De skal være
min Søn --, Ak, min Veldæder, min Fader! - - -
Han er ikke meere til.
Sidney fordobblede sin Omhue, og sin Ømhed, at
giøre Livet sødt igien for dette ulykkelige Menneske, som
havde Askye for at leve. Allerede paa to Dages Tid har
det begyndt at komme sig med ham. Kom De sagde Sid¬
ney til ham, jeg vil forsone Dem igien med det Menne¬
skelige Kiøn. Kom De, min Ven, stødt sig op til mig.
Han bragte ham til et Telt der i Nærværelsen. Hvilket
Skuespil! Min Fader, jeg holder Dem i mine Arme raab¬
te Silli, det er Stillinger, som aldeles ikke lader sig be¬
skrive. Den unge Fransmand var falden op til en gam¬
mel Mands Bryst, som ikke kunde faae flere, end disse Ord
udtalte: O min Søn, mit kiere Barn! snart omfavnede
han sin Silli, og snart skiulte han Sidneys Hænder med
sine Kysse. De giver mig min kierre Søn igien, høymo¬
dige Fremmede --- De giver to Siele hverandre igien.
Deel De dette Skuespil, det er et Skuespil for Guderne;
det er deres Veldædigheds kostelige Verk. Silli aabner sine
Øyne igien, hvorledes, min Fader, jeg seer dem nok engang
igien, De lever! - Det er mig, min kiere Silli, som er
lykkelig nok, at have givet Dem denne Venskabs=Prøve. Jeg
har selv løbet hen til den Hule, som De har beskrevet for
