mig jeg fandt Deres ærværdige Fader i en Baniars Arme,
som søgte at skaffe ham sine aftagende Kræfter igien, og som
havde bragt ham noget at leve af og vederqvæge sig paa. Seer
De nu vel, at Jndien har endnu Mennesker. Jeg har la¬
det ham bringe herhid, lever nu begge to for at elske mig
- - - for at ære Dem, som vor største Velgiører, -- -
faldt den gamle ham ind i Talen --- Ja, min Søn, sag¬
de han til Silli, jeg har at takke ham for Livet og den For¬
nøyelse, at jeg kan omfavne dig. Jeg var nær ved at skul¬
le døe; jeg opløftede nok engang mine Øyne jeg saae og søgte
efter dig. En Ubekiendt kom til mig, som gydede mig
en Saft i Munden, der bragte mig til mig selv igien. Han
gav mig saadan Næring og Vederqvægelse, som giorde mig
levende igien. Men jeg saae ikke min kiere Søn mere.
Og nu, see her min Alderdoms anden Støtte og Stav,
føyede han til, i det han vilde kastet sig ned for Sidneps
Fødder. Min Fader, hvad giør De, sagde vor høymo¬
dige Landsmand? Jeg er langt lykkeligere end De. Jeg
forbinder mig to redelige Siele. Ansee mig, som Deres
I troefaste Ven. Engellænderne, føyede han til med en smi¬
lende Mine, fører ikke altid Krig med Franzoserne.
Silli og hans Fader fattedes Ord, og havde intet
Udtryk mere, som kunde legge Deres Erkiendtlighed for
Dagen. Saasnart de faae Sidney, eller talede med ham,
saa fældede de Taare, de søde Taare, som ere Hiertets
Told. O meget lyksalige Sidney, Og hvor høyt fortie¬
ner Du Din Lykke! Jeg har endnu intet gjort, mine Ven¬
ner sagde den fortreffelige Britter en Dag. Det er ikke
nok, at have conserveret deres Liv. De maae endnu være
mig den Stilling Skyldig, uden hvilken Livet er ikke meere
end en Byrde. Mit Verk er ikkun kommet til Halvparten
men jeg vil fuldende det. Har De ikke sagt mig, brave
unge Menneske, sagde han, i det han vendte sig til Silli,
at de elskede en Person, som var Deres Kierlighed værdig.
Ak! den Kierlighed, min kiere Veldæder, skal døe i min
Barm; jeg vil ingen andre Følelser, ingen andre Lidenska¬
ber, ingen anden Existstenz have end Taknemmelighed, den
skal opfylde mit gandske Hierte. Det Hierte er lidet for
alt det jeg er Dem skyldig. Mit kiere Barn, svarede Sid¬
ney, om jeg deler Deres Faders Sindelav for Dem, jeg
igientager det for Dem; mit Forehavende er, at giøre Dem
lykkelig; og skulde De vel være det, dersom De ikke kunde
faae det i Besiddelse, som De elskede? Vil De troe
mig, jeg kiender ømsindet Kierlighed, dens Behageligheder
n og dens Qvaler. Jeg reyser tilbage til Europa; jeg maae
u til Paris, og jeg vil ledsage Dem derhen.
De veyste bort fra Jndien. Efter al den Omsorg,
og efter alle de Velgierninger, hvormed Sidney overvæl¬
dede begge Franzoserne, havde man skuldet tænke, at den
Gamle hans Fader og Silli vare Brødre. Ofte kom vor
Helt i Godhed over den sidste, naar han melancholisk be¬
tragtede Havet, og lod sine Taare rinde. Julianes Bil¬
lede var sterkere indpræntet i hans Siel, end nogen Tid
tilforn; jo nærmer han kom til sit Fæderneland, jo mere
blev hans Hierte martret. Hvor gaaer jeg hen, sagde han
engang i sin hemmelig Smerte, for at være et Vidne til
en andens Lykke, som har alle min Julianes Yndigheder
i Besiddelse, som er elsket af hende? Skulde jeg ikke heller
for altid blive langt borte fra Frankerig? Skulde jeg ikke
langt heller følge med min elskelige Veldæder til Engelland?
Kan jeg ikke vente, aldrig at treffe saadant Val mere?
Jeg skal dog alligevel ikke have Styrke nok, til at flye fra
dette Land, som jeg skulde have Afskye for og hade. Jeg
vil see Juliane igien! og hvorfor, Ulykkelige? Er du end¬
nu ikke træt af at have udstaaet al Elendighed? Hvad for
et Raserie fører dig til det dødelige Slag, som Du for¬
venter? --- Og, om Jnliana ikke skulde være gift?
--= Kunde jeg da vel blive hendes Ægtemand! Kommer
det mig ved at misbruge Sidneys Godhed? Var jeg ik¬
ke en Utaknemmelig, om jeg vilde sætte en nye Prøve paa
hans Godhed? --Disse Ord udtalede han gandske lyde¬
lig. Ney, sagde Sidney, som han ikke var bleven vaer, i det
han omfavnede ham. De tør aldrig ved at befrygte, at De skal
trætte en Mands Venskab, som er Dem forbunden for,
at De har givet ham Anledning og Leylighed til, at lade see
sine Ømfindelser. Eya, svarede Silli gandske muntert,
saa er De jo vel et himmelsk Kreatur! Jeg er Deres Ven,
sagde Sidney.
De ankomme til Paris. Silli, dreven af Kierlig¬
hed, fløy hen til Julianes Boepæl. Man fortalte ham,
at Faderen var død, i hans Lykkes-Omstændigheder var
skeet en forskrekkelig Kuldkastelse og Forandring, og Juli¬
ane og hendes Moder levede i de kummerligste Omstændig¬
heder, og opholdt sig en næsten ubekiendt Fristad. Han
erkyndigede sig, og fik at vide, hvor de boede. Hvilke
Gienstande faldt ham i Øynene! Juliana, hans elskelige
Julia a, bestedt i den høyeste Ulykke og yderste Armod, og
sysselsat med Haandarbeyde, som endnu hialp, til at forlæn¬
gehende og hendes Moders bedrøvelige Liv. Ak, græd, dyreba¬
re Juliane, raabte Silli, og faldt ned for hendes Fødder.
Hun kiendte sin Elsker, gav et Skrig af sig, og sank af¬
mægtig ned i hendes Moders Barm, som af Glæde og
Forbavselse blev næsten selv gandske ubevægelig. Det er
Dem, min Herre! sagde hun. De seer mig nu i en gandske
anden Stilling, end den var, hvorudi De forlod os. Jeg
seer Dem igien, sagde Silli, og endnu værdigere, end
nogen Tid tilforn, til min Ærbødighed og Høyagtelse,
Ak, min kiere Juliane er og blevet et Offer for Lykken.
Hun kom imidlertid til sig selv igien. Man kan al¬
drig ret udtrykke to Hierters Følelser, som ere indtagne af den
ømmeste, af den meest levende Kierlighed, og som endnu
mere havde forbundet sig ved Ulykkens Baand. Disse to
ulykkelige Fruentimmer fortalte alle deres ulykkelige Til¬
dragelser. Deres Paarørende kiendte dem ikke meer; da
de vare komne i den yderste Armod, saa fandtes der ikke et
eneste Menneske mere, i hvis Barm de havde kundet skiule
deres Taare. Undertiden talede de om Silli; dette Navn
formildede deres Smerter: Juliane sagde: Ak, dersom
han endnu er i Live, saa tænker han visselig paa os. Han
tænker og troer, at jeg er lykkelig. Ak, Silli, føyede hun
