til, Deres Nærværelse lader os glemme vor grusomme
Stilling. Seer De, at jeg maae arbeyde, for at conser¬
vere min ærværdige Moders og mine Dage, som ere hende
saa fornødne. Jeg seer, sagde Silli, at Juliane er hun¬
drede Gange smukkere, og mere Høyagtelse og Ærbødighed,
værd i Ulykke. Tilgiv mig kiereste Veninde, tilgiv mig
dette Sielens Udtryk. Der findes altsaa Væsener, over
hvilke Skiebnen udøser sin Vrede. En Skjebne, som man
ikke kan begribe. Mit Hierte tilhører Dem. Ja, jeg
skal aftørre Deres Taare - -- Jeg skal rive Dem ud af
disse bedrøvelige Omstændigheder. Han løb til sin Fader,
hos hvom Sidney var. Min Fader, min høymodige
Ven - - - Jeg har fundet Juliane ulykkelig, men langt
smukkere og langt værdigere til at elskes, end forhen. Han
fortalte dem hendes og hendes Moders Omstændigheder.
Han bragte dem i visse Maader deres Taare, i hvilke han
blandede sine egne. Kom, min Ven, faldt Sidney ham i
en Hast ind i Talen, kom og forlad disse bedrøvelige bille¬
der. Er det ikke Deres Forset, at ægte Jnliane? Ægte
hende, jeg var i Stand til, at ophøye hende paa Verdens
Throne, i fald Lykken havde sat mig derpaa, men hvorle¬
des skal vi forene vor Skiebne? --- Vi maae jo ingen
andre Roller kiende, end Ulykkens Lænker. Kunde jeg kun
i det mindste redde hende fra denne fornedrede Armod!
--- Har de endnu tvivlet derom, at De kan giøre det?
spurgte denne redelige Landsmand med det meest rørende
Hierte. Har De allerede forglemt, at Sidney er Deres
Ven. Ak ædelmodige Veldæder, naar De seer Juliane,
naar De seer Juliane og hendes Moder, saa seer De al
værdig Fortieneste; De seer da Ulykkens hele Rige.
Sidney spiste med Silli og hans Fader til Aften.
Tyve Gange omfavnede han dem; han ansaae og betrag¬
tede dem med den saa mægtige Jnteresse. Sielens Ven¬
skab. Erindrer De sig, sagde han til dem, i det han tog
dem begge i Hænder, at de har giort mig Dem forbun¬
den; jeg kan skaffe to saa redelige Mænd nogen Nytte;
det er den høyeste Lykke for mig, og jeg er Dem samme
skyldig --- Værdige De mig, at elske mig. Sidney
boer i Deres Hierter, mit Hierte staaer immer aabent for
Dem. De har, sagde han til den Gamle, en ømsindet
og lydig Søn i Engelland, og De, min kiere Silli, har
den meest nidkiere Ven og Broder. Førend han forlod
dem, omfavnede han dem med Taarene i Øynene og sagde,
hvilken Fornøyelse skienker De mig ikke.
Den anden Dag, om Morgenen tidlig vilde begge
Franzoserne besøge deres Veldæder, da Silli fik dette
Brev.
Mine huuslige Omstændigheder kalder mig hiem til
mit Fæderueland. Jeg reyser værdige Fruentimmer, i det
jeg efterlader Dem nogle Vidnesbyrd paa et Venskab, som
jeg skal tage med mig i Graven. Tilbageladte unge Silli,
jeg vender mig til Dem, De er klog, og forsøgt igiennem
Ulykken. Det vil altsaa være Dem desto lettere, at gaae
fornuftig tilverks, og at smage Middelmaadigheds Priis,
den sande Fornøyelses og Dydens Stilling. Gift De sig
med Deres Juliane, lev De med Deres Fader og Ven;
Udgiør De en Slægt af redelige Folk, som kan tiene andre
til Exempel. Jeg skulde have bedet Dem om, at føre mig
hen til Juliane; men jeg befrygtede, at min Nærværelse
skulde ikke være hende saa behagelig, som hendes skulde
have interesseret mig; Hun er for nærværende Tid endnu
ulykkelig ligesaavel som De, og Ulykken udfordrer visse
Agtelser, som ikke ere Dem ubekiendte. Lev De nu vel,
mine Venner; De skal snart faae Efterretninger fra mig;
jeg skal elske Dem paa hvad for et Sted i Verden, min
Skjebne fører mig hen. Tael De ikke om Taknemmelig¬
hed, thi jeg er giennemtrængt deraf, naar De noksom vær¬
diger mig, at ansee de ringe Venskabs=Beviisninger som
Deres eget Gode. Deres Ven Sidney.
P. S. J Morgen tidlig vil man bringe Dem 5000
Pund Sterling.
Neppe havde Silli læst Brevet, førend ogsaa en ube¬
kiendt Mand kom og bragte ham den Sum Penge, som
Sidney havde ommeldt derudi.
Det unge Menneske og den gamle Mand kunde ikke
frembringe noget Ord; de bleve gandske fulde af Glæde,
fulde af Forundring og Forbavselse, og fulde af Taknem¬
melighed. O himmelske Hierte, raabte Sønnen, du und¬
drager dig fra, at vise dig vor Ærbødighed, vore Taare!
Det maae kaldes, at forgifte dine Velgierninger, at berøve
os den Lykke, at nedkaste os for dine Fødder, og dog at
ære og tilbede dig som Mønster for alle Veldædere. Reys!
vore Hierter skal følge dig allevegne. Engelske Siel, sagde
den Gamle, mit kiere Barn. Hvilket et Menneske! Ak,
det er ikke noget Væsen af vor Art! Sidney, vi ville døe
for dine Fødder, fulde af Taknemmelighed.
Er der ingen Veldæder som den høymodige Sidney,
saa er der heller ingen saa ømfindtlige og taknemmelige
Siele, som begge Franzosernes. De kan let, mine Herrer,
forestille sig, med hvilken Munterhed Silli løb til sin
Gudinde. Han havde den Lykke, at giøre det lykkeligt,
som han elskede allene; han ægtede hende. Han kiøbte et
lidet Landgods, og boede derpaa med sin Fader, Julianes
Moder, og med sin Kone. Hver Dag, hvert Øyeblik for¬
merede hans Lyksalighed, hans Taknemmelighed. Han
velsignede det høyeste Væsen og hans Sidney for alt, hvad
han besad. Alting talede, alting underholdt ham, alting
satte ham i Brand for sin Veldæder. Nu erkiendte Silli,
at Ulykken og har sine Grændser, og at de Dydige har
deres Belønning paa Jorden. At der gives Mennesker,
som ærer, trøster og vedligeholder Menneskeligheden. Han
tilgav alle Grusomme, i Hensigt til den veldædige Engel¬
lænder. Hans Siel blev formildet; han blev en sand
Viis; han saae sine Gienstande i deres ægte Farver.
(Resten følger.)
