1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 20
Resten af den Engelske Fistorie om Sidney og Silli.
(See No. 18 og 19.)
D¬
se fik ofte Breve fra Sidney; i hvert Svar skikkede de
ham hver Gang deres gandske Siele, fulde af den re¬
neste og meest levende Ømfindelse. Sidney giorde sin
anden Reyse til Indien; deres Brevvexling kunde nu ikke saa
nøyagtig fortsettes. Disse saa ømfindtlige, saa taknemme¬
melige Hierter vare fulde af Bekymring for deres Ven.
Alle Engellændere vare dem kiere. Hvilket Tordenslag
nedslog dem! De hørte, at Sidney var ikke meer i Live.
Den unge Silli og hele Familien blev et Bytte for en ned¬
slagende Smerte. Den gamle Mand kunde ikke taale denne
forskrekkelige Efterretning. Han blev syg, og stod ved Gra¬
vens Bredde. Sønnen, omgiven af sin Kone og sine
Børn, stødte dem mange Gange fra sig, og ønskede intet
uden Døden. Det Navn Sidney var den eneste Tone og Lyd,
som undertiden slap ud fra hans Fortvivlelse. Hans Kone
viste ham deres Børn, som havde ingen anden Støtte, end
ham. Han oplevede igien; men ikkun for at plage sig med
den forskrekkeligste Melancholie, og for at søge de mørkeste
Steder.
Engang havde han begivet sig hen i en liden Lund, som
laae afsides fra Landeveyen. Han satte sig neden for et Træe,
lagde Hovedet paa Jorden, og overvældet med en Døds¬
Angest raabte han -- - -. Hvorledes, Sidney, skal jeg
da aldrig see dig mere igien? --- Ney, jeg kan aldrig
vente, at trykke dig mere op til mit Bryst; op til det Bryst,
som nu mere end nogen Tid tilforn er giennemtrængt af
dine Velgierninger! Engelske Siel! hører du mig? Seer
du mine Taare; min hele Families Taare? O min kiere
Sidney!-- Han ligger i dine Arme, sagde en, som
kastede sig ind i Sillis Faøn; det var Sidney selv -- -
Sidnep! - - - saa meget kunde Silli sige. Han gik reent
fra sig selv; og Sidney tiltalede ham med to Strømme
af Øyentaare: Ja, det er din Ven, min kiere Silli, som
kommer fra Verdens Ende for at nyde Fornøyelsen af dit
Venskab; For at omfavne dig, og for at tilbyde dig mit
Venskab og min Tieneste paa nye. Jeg har skikket mit Rey¬
setøy hiem til din Boepæl, efterdi en Bonde sagde mig,
at du var her i denne Lund, og jeg giorde mig en Lyst og
Fornøyelse af at overrumple dig. - -- Silli kom til sig
selv igien - - -- Det er Dem selv, min kiere Sidney,
som jeg holder i mine Arme. - - -- Ak, De maae see
Deres Verk --- Mine Børn, de ere Deres. Han raab¬
te paa en af sine Folk, som han saae paa Landeveyen - - -
Løb i en hast hiem. Min Veldæder - - - at de kommer,
for at falde ned for hans Fødder, min Fader, min Kone,
mine Børn --- Min Ven! hvilken en Glæde! Jeg om¬
favner Dem. --- Men hvorfor har man nedslaget mig
med denne forskrekkelige Tidende? De skal faae det at vide,
svarede Sidnep, lad os nu først komme til at see Deres
kiere Familie. De kom næsten ligesaa snart hiem, som
Bonden. De gik ind i Stuen til den gamle Silli. Han
kunde ikke formaae meere, end at udrekke sine Arme imod
Sidney. - - - O, min kiere Søn! min værdige Ven!
en smuk Kone, om neppe endnu var 25 Aar gammel, 3 Børn,
hvoraf det yngste ikkun var 6 Uger, og Silli selv nedkastede
sig for Sidneys Føder. De omfavnede hans Knæe med
Taare. Man kunde ikke for Graad høre det eneste Ord,
som ledsagede deres Taare - -- Vor kiere Veldæder! Sid¬
ney opløftede dem, trykte dem op til sit Bryst, og græd
over dem. Det er Dydens Skuespil; Seer de sammes
Priis. Min kiere Kone, mine kiere Børn, raabte Silli.
See her din sande Ægtemage, seer her Eders rette Fader,
Ophavsmanden til eders Dage, og til den Lykke, som J
nyder. Bringer ham Eders Offer; man ofrer Taknem¬
melighed til det høyeste Væsen, naar man viiser den imod
Siele, som ere hans billede lige. O min kiere Sidney!
smager De nu vel Glæden af Veldædighed? Nyd dog paa
det langvarigste alle disse Behageligheder.
Sidney roste Julianes Skiønhed og naive Yndig.
hed og Tekkelighed. Hun var Dyden selv under Kierlig
heds Trek. Han tog hendes Børn, disse uskyldige Crea¬
ture, paa sine Arme og i sin Favn; de smilede ad ham med
de Fortryllelser, hvilke, om man saa kan tale, ikkun til¬
hører Naturens første skiønne Dage. Den ældste sagde,
i det han med det saa meget interessante Barnagtige Væ¬
sen holdt af ham; Min Herre, min kiere Papa har immer
anbefalet os, at vi hver Dag skulde bede for Dem. Saa¬
snart vi havde befalet Gud vore Siele; saa har vi sønlig
bedet ham, at han dog vilde lade Dem leve brav længe her
paa Jorden. De er og vor Fader. Hvilket Offer, hvil
ken Vellyst for vor elskelige Brittes Heldtemodige Siel.
Man saae meget let, at Sillis hele Familie giorde sig den
Taknemmelighed, som den var Sidney skyldig, til den al¬
vorligste Syselsettelse.
Han blev i nogle Uger hos sine Venner. Den Gamle
blev frisk igien, og fik nogenledes Dydens Styrke. Han
havde omfavnet sin elskelige Sidney. De fortalte hveran¬
dre deres Huuslige Omstændigheder. Den sidste fortalte
ham, at han havde udstaaet en meget haard Sygdom, at
man havde holdt ham for død, hvilket derover og havde
givet Anledning til den ulykkelige Tidende. Silli fortalte
sine Omstændigheder endnu meget vidtløftigere for hans
Veldæder. Efter vort Exempel havde han lagt sig efter
Handelen, for at forskaffe sig en ærlig Udkomme. Han
var en Franzos og en Adelsmand, og han havde ikke det
Mod, til at rødmes over, at have truffet dette Val, det
var bedre, end et nedrigere Væsen, end at være en For¬
agt i de Stores og Lykkens Forgemakker. Hver Dag nød
Sidney en nye Fornøyelse. Silli aabenbarede sit gandske
