Hierte for ham; lod ham gandske see den Rolighed og
Stilhed, som nu dog var overeensstemmende med hans
Siel. Han var en munter oplyst Viis, som af sit Hiertes
Grund uden Ophør løvede og takkede Gud og Sidney.
Han havde været saa lykkelig, at hans Gavmildhed havde
kundet komme hans Syster til Hielp, og han havde sma¬
get den sødeste iblant alle Hævne, han havde gjort sig hen¬
de forbindtlig. Han deelte sin Tid imellem sine Pligter og
sin Fornøyelse. Hans største Fornøyelse var at elske sin
Kone, at opdrage sine Børn, og at lære dem at kiende al¬
le hans og hans Hustrues Dyder, og deres endrægtige Øm¬
hed for den høymodige Sidney.
Om Aftenen førend hans Bortreyse giorde de et lidet
Giestebud. Ved Slutningen af Maaltidet frembar man
en stor Pastette paa Bordet. Silli bad Sidney at legge
den for. Han tog Laaget af den; han saae en Hob Loui¬
ser, han forbavsedes og forundrede sig. Silli faldt ham
om Halsen. Min kiere Sidney, sagde han, her er de
15000 Pund Sterling, som De saa ædelmodigen har laant
mig; de har indrentet mig saa meget, at jeg, som De seer,
er kommen i en Stand, der har opfyldt alt min Forlæng¬
sel. Dette lidet Landgods er mit; jeg besidder nok, til at
opdrage min kiere Familie, som skal velsigne Dem indtil
deres sidste Aandedræt. Fortreffelige Kreature, raabte
Sidney, De fortiener Deres Lykke, og jeg er lykkelig nok
i det, at jeg har bidraget noget dertil. Ak, mine Venner
jeg er belønnet; disse 15000 Pund Sterling har indrentet
mig mere, end at jeg ikke skulde betale Jnteressen deraf.
Neppe havde han udtalt disse Ord, saa deelte han Sum¬
men i tre Dele, og gav hvert af Sillis Børn en Deel, og
sagde: Mine smaae Venner, tager Eders Gods til Eder
igien; denne eneste Gang skal J være Eders Papa ulydige;
der, afslaaer mig det ikke, det skulde ikkun krænke mig - --
kysser mig - -- Silli, hans Fader, hans Kone, gien¬
nemtrængte af den munterste Taknemmelighed, vilde tvin¬
ge Engellænderen til at tage imod Pengene igien; lidet for¬
nøyet over at afslaae dem dette, tog han en Diamants¬
Ring af sin Finger, og satte den paa Julianes Finger:
Madame, blev han ved, min Ven tillader mig det, at De
maae bære dette lidet Pant paa mit Venskab. Diaman¬
ten var 2000 Guineer værd.
Sidney havde allerede ofte gaaet igiennem Sillis
Huus; men engang tilsidst kom han ved Siden af hans
Contoir til en Dør og aabnede den; han blev da sit bille¬
de vaer, som var behængt rundt omkring med en Krands
af Blomster, og havde den Overskrift: Vor Veldæder.
Han kastede sig i Sillis Favn. Hvad har jeg seet
værdige Mand! --- Næst Gud Gienstanden for min
oprigtigste og kiereste Erkiendtlighed; min Fader og Resten
af min Famielie kom daglig herhid, for med Hiertets Røst
at udtrykke Deres rene Ærbødighed og Høyagtelse. Seer
De det, De som er Ophavsmanden til vor sande Tilværel¬
se, til den Lykke, som vi smagede. Min kiere Sidney,
her er Taknemmelighedens Tempel, og mine Børn har hver
Morgen behængt billedet med Blomster=Krandse. Chi¬
neserne ærer Deres Confucii Jhukommelse; hvorfor skulde
vi ikke ære det dydefuldeste og veldædigste Menneskes Bille¬
de. Paa Deres første Reyse til Frankerig, fik jeg fat paa
Deres billede i Mignatur, som jeg engang fant iblant
Deres Papirer, og efter samme har man malet dette. Hvert
Øyeblik viser mig min Ven, min elskværdige og ærværdi¬
ge Sidney. - - - Ja, sagde hans Kone og Fader, som
just vare tilstæde i Kammeret, dette er Gienstanden for
Venskabets Høyagtelse og Ærbødighed. Og De, høy¬
modige Engellænder, er den Guddom, som vi her ærede
---Sidney omfavnede hende, fældede en Strøm af
Taare, af Taare, som flyder af en reen og en himmelsk
Glæde. Ak, raabte han i sin Henrykkelse: J Engle paa
Jorden, eders Siele ere langt ophøyede over min! J ere
endnu langt ømfindtligere end jeg. Jeg har hverken Kone
eller Barn. Værer min Slægt, mine Børn, mit Hiertes
Børn. Jeg skal aldrig forlade eder igien, undtagen paa
den Reyse, som jeg nu nødvendig maae giøre til Jndien.
Jeg skal haste tilbage i Eders Arme.
Sidney holdt Ord; de boer hos ham paa et beha¬
geligt Landgods. Han kan ikke ophøre at berømme sin kie¬
re Familie, saaledes kalder han disse Personer, og deres
Ømhed og Taknemmelighed forøges daglig.
Hele Selskabet udraabte Sidney med et almindeligt
bifald for en Heldt iblandt veldædige Hierter. Newton
min Herre, fagde en af vore Venner, bliver derfor alli
gevel en stor Mand.
Om overdreven Høflighed.
Maaskee mine Læsere gierne see, at jeg giver dem Un¬
derretning om en Besøgelse, der har givet Anledning til ikke
aldeles unyttige Anmærkninger. Klitander, en anseelig
Kiøbmand, bød mig for kort Tid siden til Giæst. Giæste¬
budet giorde han i Anledning af en Fetters lykkelige Hiem¬
komst fra Paris, der var skeet for faa Uger. Jeg fulgte
hans Jndbydelse saa meget des hellere, siden jeg alt adskil¬
lige Gange havde ønsket mig Leylighed, at kiende denne
unge forreyste Herre. Philet (saa kalder sig denne unge
Reysende) er et Menneske, om hvilket det Almindelige kan
giøre sig de beste Formodninger, saa snart hans Aar først
paalegge ham et fædeligere Væsen og meer alvorlig Mine.
Hans oprømte Natur henriver ham for meget, og sielden
giver ham Tid, at skille det sande fra det falske, det sand¬
synlige fra det grundige. En alt for ofte Omgang med
sine Lige, har forledet ham til en Høflighed, han aldrig
havde fulgt, hvis han havde efterfulgt mere sædelige Myn¬
stere. Han tog imod mig, ved det jeg kom ind i Værel¬
set paa en Maade, der forudsatte et langt Bekiendtskab;
skiønt hele Selskabet vidste, det var første Gang, jeg saae
ham min hele Leve Tid. En Strøm af Høfligheds Be¬
visninger overskyllede mig, og tillod mig neppe saa megen
Tid, at jeg flygtig kunde hilse de Nærværende. Tusende
Gange kaldte han sig min hengivenste Tiener, og glædede
sig over mit bestandige Velgaaende. Jeg søgte adskillige
Gange, at falde ham ind i Talen, og (om mueligt) giøre
Ende paa hans Høfligheder; men al Umage var forgiæves.
Hans giennemtrængende Røst nødte mig snart til at tie,
