og tvang mig til at anhøre hans forbindtlige, skiønt over¬
drevne Høfligheder. Sveeden brød ud paa mig, da han
nødte mig til at sidde paa en Stoel, og selv loed, at ville
sidde hos. Dette var en forønsket Leylighed til at give
hans høflige Veltalenhed en nye Glands. De besinder dem
ikke vel, min Herre! raabte min veltalende Unge; hvor¬
med kan jeg forebygge Deres Upasselighed? Hiertelig gier¬
ne --- Det er (stammede jeg ud) kun en liden Overgang,
som ikke er af nogen Betydenhed. Vilde Himmelen, min
Herre! Men jeg tager alt for stor Deel i Deres Upasselig¬
hed, at - -- som sagt, svarede jeg, det har intet at be¬
tyde. Den alt for sterke Kakkelovns Varme --- Tænkte
jeg det ikke strax, den Heede. - - - Johan! sluk strax
Jlden i Ovnen. Jeg skal imidlertid føre Dem i frisk Luft,
om Dem saa behager. Philet havde vist slebt mig ud i
Gaarden, dersom ikke et vist Fruentimmers Ankomst havde
reddet mig fra hans utaalelige Høflighed. Han hastede
hende i Møde med lige saa mange Complimenter, og syn¬
tes med Flid at tage alle Franske Høfligheder til Hielp,
for tillige at vise sig for dette Kiøn i sin fuldkomne Svag¬
hed. J Begyndelsen beklagede jeg dette unge Fruentim¬
mer, siden jeg ansaae hende for den eneste, han havde at
udøse sine utallige Høfligheder imod; men en vis Omstæn¬
dighed befriede mig snart fra min Bekymring.
Klitander, vor ædelmodige Vert, spildte en Kop Coffee
over sin Vest. En nye Anledning for den høslige Philet
Uendelig beklagede han denne Hendelse, og holdt ikke op
med sit Klagemaal, før en Betient kaldte ham ud. Men
neppe var han kommen til Selskabet igien, før han gav sine
Complimenter frie Luft; ja han blev ved med samme, til
Sælskabet aldeles skiltes ad.
Den følgende Nat sov jeg ikke, thi hvad er almindeligere
end dette: naar man spiser meget; sover man lidet? Jeg
havde Leylighed nok til at eftertænke denne overdrevne Høflig¬
hed. Disse Tanker vil jeg meddeele mine Læsere.
Ungdommen og helst den bereyste synes meest at være hen¬
given til denne Feyl. De ansee det for en Ære, at kunde
vise Sælskabet deres overdrevne Høfligheder, og falder no¬
gen dem ind i samme, ansee de dem for grove og ubehøvle¬
de. Den unge Alcindor giver os et levende Exempel. Han
er den ydmygste Tiener, der nogensinde har levet, og anseer
det for sin Skyldighed, i Complimenter at overgaae den
meest veltalende Barbeer. Alcindor var nylig i Sælskab
med en Herre ved næste Hof. Hvor forskrækket blev han
da han hørte denne Herre hele Timer at tale uden Compli¬
menter; da han derimod ved hver Modsigelse bad ydmygst
om Forladelse. Kunde Alcindor andet, end være misfor¬
nøyet over saadan Opførsel? Ja han viser siden den Tid
saadan Afskye mod det (som han udtrykker sig) plumpe Hof¬
Levnet, at han hellere vil omgaaes skikkelige Borgere, end
Ceremoniemesteren ved det prægtigste Hof.
Lykke er det for Sælskabet, at denne overdrevne Høflig¬
hed sielden bliver ved indtil den satte Alder. Større Er¬
farenhed, mere Omgang med fornuftige Sælskaber, og et
sundt Overlæg skal med Aarene nok holde dem i deres rette
Skranker. For Tive Aar var Valer Alcindor fuldkom¬
men lig; ligesaa bøyelig til Complimenter; lige saa færdig
til en ydmyg Tiener. Men Tiden fortærede alt det over¬
drevne. Hvilken Lykke for Valer, der maaskee ellers ikke
havde naaet saa anseelig en Post ved Hoffet, Opdragelsen,
foraarsager den største Mangel heri. Vor Ungdom føres
sielden i anstændige Sælskaber; den lærer blant sine Lige¬
mænd ikke den naturlige Frihed, der er Sielen i Omgan¬
gen; kommer de endelig i Sælskab, skeer det til store Gieste¬
buder og med saadanne Personer, som de ere den største
Ærbødighed skyldige. Hvad Anledning kan saadant give
til sand Høflighed?
Anmærkninger.
store og folkerige Steder finder man et vist Slags Folk,
der med en besynderlig Mine løbe op og ned igien¬
nem Gaderne. Skulde disse vel have virkelige Forretninger?
Skribenterne efter Moden ligne Græsset, der i Dag
blømstrer og i Morgen kastes i Ovnen. J Gaar svedte
de over deres lærde Fostere; i Dag læses disse; i Morgen
ere de glemte. Maaskee jeg har samme Skiebne!
Man taler altid meget om foranderlige Tider, og dog
forandrer Tiden sig aldrig. Daaren bliver en Daare, som
fordum.
De unge Konst=Dommere ligner Skiøde=Hundene.
De giøe af enhver og kan neppe forsvare deres eget Skind.
De prøve endog deres Mod mod de største Pudler, der
daglig bides og slaaes.
Sejan er Ulven i Fablen. Vogter eder for at drikke
af Bekken med ham.
Ræven saae engang en Maske. Et deyligt Ansigt,
raabte den! Skade at det har ingen Hierne. Kiendte
Ræven vore Spradebasser; hvor mange ynkværdige Masker
skulde den finde blant dem!
Klim fandt paa sin underjordiske Reyse et Abe=Folk.
Hos os er dette Folk ligeledes at finde. Men vi kalde dem
Danske=Fransoser, eller unge Pariser.
J Stæderne lønnes visse Folk, der om Natten ved at
skrige og synge maae vække Jndbyggerne. Her seer man
Forskiellen paa Stæderne! Hanen vækker Bonden.
Geistligheden skal afmale og forestille os Dydens Pp¬
perlighed. Maatte de kun selv kiende den!
Dørant, Erast, Papinian og andre have gjort nyttige
Forslag i Staten. Mon de har udført dem? Jeg tviv¬
ler derpaa.
Jdioter ere de største Pralere. De roesesig selv, siden
andre intet roesværdigt finder hos dem. Hvad ere disse
andet, end menneskelige Giøger?
Den forsømmelige Ungdom ligner Frøen. Den qvæk¬
ker heele Sommeren igiennem, og naar Vinteren kommer,
maa den døe af Sult.
J Mænd, skammer eder ikke ved, at tage lærde Ko¬
ner! De ulærde bedrage eder og.
Et Skrift af faa Ark med en selsom Titul ugiør strax
en vittig Afhandling. Er der nogle Vers blandet i Stilen,
eller et Kobber paa Titul-Bladet; maa det nødvendig finde
Biefald. Skal Verket ansees for lærdt, maa det nød¬
vendig udgiøre fire Alphabeter i Qvart. Er Forfatteren
