en Dansk? Vel: Bogen maa skrives paa Latin. Hvad
Plutarch, Diodor og andre skrive derom, siges og anføres
i Noterne. - Den ypperlige Bøg!
Blant de Personer, vi bærer Foragt for, regner man
meget ubillig alle Soldater. Med hvilken Høyagtelse bur¬
de vi begegne gamle Mænd, der have vovet deres Ungdom
for Fædernelandets Forsvar, og allene af en høy Alders
medfølgende Svagheder hindres fra at udøve flere prisvær¬
dige Gierninger!
Philar svømmede med et stort Been i Munden over
en Flod. J det samme saae han sin egen Skygge. Hille¬
mænd, tænkte han, det var brav: hvor mon denne Hund
har snappet dette store Been, Han maa af dermed. Her¬
paa snappede han efter sin Skygge og tabte sit eget Bytte.
Phaedrus fremsetter denne Fabel mere lærerig.
J Krigs Tider finder man de fleste Statsmænd.
et hvert Skiænke=Huus indtages Stæder, sluttes Freds¬
Forbunde og fremføres Tusende nyttige Anflag.
Nylig faae jeg et Par Borgere fik hverandre ved Hovedet
i Anledning af en Stads Belevring, skiønt ingen af dem
vidste Stadens Navn. - O J ærlige politiske Kandestøbere!
Frisnak, et Menneske, der aldrig taler et sandt Ord,
sværger, vi kan sikker troe ham. Men giør vi det?
J Sandhed, det er Oberste Ys Søn, raaber Baro¬
nen, naar han læser et vist Sted hos den store Rabner.
Hillemænd, hvor latterlig er han afmalet! Men hvad om
den unge Herre vidste, han selv paa mange Steder er af¬
skildret langt latterligere.
Carakterer.
P¬
hilander drager først min Opmerksomhed til sig. Hvem
er bedre voxen, hvem danser nettere end han? Hans hele
forgyldte Legems Bygninger efter Reglerne. Trækkene
i hans Ansigt ere indtagende, hans hele Opførsel anstæn¬
dig. Hvor han kommer, behager han og ved hans lystige
Væsen agtes af enhver. Kort sagt: Philander er den yp¬
perligste Spradebasse, man kan forestille sig. - - - Hvor
lykkelig, siger hiin Vise, men skiæve Scarron havde jeg
kundet være, hvor anseelig, hvor frie for letfærdige Nar¬
res Spot, hvis Himlen havde meddeelt mig samme Gaver,
som Philander. Men Ak! sukker han tillige, Philander
har jo ingen Siel.
Hvorledes skulde jeg her glemme dig, o Cynthio!
dig, hvis lille Siel fornedrer sig til enhver dyb Forestilling?
Dig, der ivrig synes, at udøve enhver Dyd og i Hiertet
---? J Sandhed, Cynthio, jeg maae beskrive din Ca¬
rakter. Man kan let for en kort Tid anstille sig, som en
Dydig, som en Christen, som en Redelig. Men der skal
meget til bestandig at udøve de dermed forbundne Pligter.
Et eneste Tilfald kan vise, hvad der boer i Manden. Cyn¬
thio stadfæster denne Sandhed. Han forsømmer aldrig
Kirken, han giver til de Fattige, besøger Syge, klæder Nøg¬
ne, fører et stille Liv og hvem synger eller beder, mere end
han? Hvor andægtig seer han ikke ud! hvor mange Sukke
sender han til Himmelen over andres Opførsel! og hvor
ofte ryster han ikke paa Hovedet, naar han seer nogen Ryg¬
gesløshed eller Nedrighed! Cynthio er et Mynster af en
Mand! Men holdt min Ven! forhast dig ikke. Cynthios;
var en ypperlig Mand, hvis det var hans virkelige Carak¬
ter, som han forestiller. Tag Masken af ham og fiig mig
da om nogen kan være mere ryggesløs end han.
Lælius har Forstand og besidder alle de Egenskaber
der udgiør et stort Hoved. Han er øved i alle Videnska¬
ber og kan dømme i dem alle. De gamle læser han, ta¬
ger sig dem til Mynster og beundrer dem. De nyere læ¬
ser han og, og efterligner dem; men beundrer dem mindre
siden de ældre have været disses Forgængere. Alcest har
samme Forstand, samme Naturens Gaver, som Lælius;
de ere hverandre fuldkommen lige. Men Skade! at hiin
bruger sin Forstand til Ondskab og Renker, denne derimod
til sin og sine Medmenneskers Nytte.
Placidus er et selsomt Menneske. Han besidder saa
forunderlig en Blanding af Dyder og Laster, at hans rette
Carakter neppe kan beskrives. Kommer han i Dydiges
Selskab; hører man ingen Eed, intet uanstændigt Ord af
hans Mund. Om Religionen taler han med Ærbødig¬
hed, og Dyden kalder han hellig og stor Men lad os see ham
i ryggesløse Selskaber. Hvor forandret er han. Han ban
der forskrekkelig; dadler Dyden og priser Lasterne. Hin
kalder han gammeldags og beder P*? tage sig om han ik
ke anseer det nærværende Selskab langt lykkeligere, end alle
de indbildte Narre, der kalde sig dydige. - -- Hvad ska
jeg dømme om dig Placidus? Den Christne Kierlighed be¬
faler mig, at ansee din sidste Opførsel for overilet og ufor
standig. Men min Overbeviisning -- -? O Placidus
du er en Ugudelig!
Langt ærværdigere viser den ædle Damon sig. Han
forestiller sig Livet som en Drøm, og at han ved hvert Skrif
nærmer sig Døden. Ved ædle ved dydige Handlinger giør
han Sielen munter og sterk til at vente paa Evigheden. Du
o Salighed! siger han, omgiv du mig, du, der indgiver,
mig høye og evige Tanker om Gud; lær du min Siel ærbødig
og munter at bede til alle Væseners Væsen; Du, der læret
mig, at være et Menneske, omgiv mig, at jeg maa leve saa¬
ledes, at jeg ikke skiælver for det sidste Puls=Slag mod Dø
den. - - - Denne Salighed nyder Damon, og fuld at
dennke Salighed udøver han Guddommelige Gierninger
Den Nødlidende, den Syge, den Forladte søger Hielp hos
Damon, og de søge den ikke forgieves. Naar han ikke selv
er i Stand til at hielpe; overtaler han andre dertil. Er
han engang saa ulykkelig, at han ingen kan overtale; blan
der han sine Taare med den Elendiges; Taare, der flyde
af Menneske=Kierlighed, Han søger ikke at sette sig i Anseelse
ved sine Velgierninger. Ney det glæder ham at have en Him¬
mel i Hiertet, at føle en sød Vellyst, der reyser sig af Godgiøren
hed, uden at den roses af andre. Gandske ubemærkt tilbringer
han sit Liv. J Venskabs Arme at finde sin Roe, er hans Lyst og
Vederqvægelse. - O ædle Damon! indtagen af din Stor¬
hed, opløftet af dig, beundrer og ærer jeg dig. Jngen nedrig
Tanke maa vanhellige min Siel, naar jeg forgieves tragtes
efter, at oversee dig og din Storhed.  Hvil derfor min Pen¬
paa det du ved at skildre Damon, ikke skal forringe Damon.
