1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 21
Forslag til visse Fruentimmer imod Tidens Lang¬
somhed.
Jvisse, smukke Kiønnets Ære,
Jeg Eder gierne vilde lære
Den sysselsatte Lediggang.
Det er forskrekkeligt at høre,
Naar Fruentimmer Klager føre,
At Tiden falder dennem lang.
J haver ikke just fornøden,
At avæge jer med Morgenrøden;
Thi det er en pedantisk Tvang.
Naturen jer kan ey oplive.
Skal den af jer betragtet blive:
Saa falder Tiden jer for lang.
J og maae skye det tvungne Væsen
At hænge idelig i Læsen,
Som skader Sundhed mangen Gang.
At læse Skrifter, Uge=Blade,
Til andre J maae over lade;
Thi det giør eders Tid for lang.
Men eders Natbord ey forglemmer;
Udpynter der de fine Lemmer
For Eders Skiønheds Undergang
Der J Bedømmelsen maae øve,
Hvert Baand og Naal og Mode prøve,
Jer Tiden falder ellers lang.
Udvælger møysomt eders Klæder,
For Snittet bander eders Skræder,
Og finder til Skrek=Pulver Trang,
Om han ey Taillen ret har truffet
Og eders Haab i Slæbet skuffet:
Saa bliver Tiden jer ey lang.
Naar eders Antog sig nu ender,
Saa siger: Ak, hvor hvide Hænder
Min Skiønhed har ey liden Rang!
Kan jeg ey Øynene behage?
Jo, jeg hvert Hierte kan indtage.
De Tanker giør ey Tiden lang.
Sig munter til sin Ramme sette;
Og, førend man begynder dette,
At synge Gud en Morgensang,
Det skulde sikkert ædelt hede:
Men derom vil jeg jer ey bede
Thi det giør jer kun Tiden lang
Er eders Bord tilbørlig dekket,
Og Spiselysten ret opvekket
Saa spiser ved Pokalers Klang;
Og siden i Visiter drager,
Og mod Visiter atter tager
Saa falder Tiden jer ey lang.
En Times Tid paa visse Dage
J og kan eders Tifflugt tage
Til Vindverne med munter Gang.
I der paa Veyrliget kan agte,
Og Forbiegaaende betragte,
Saa falder Tiden ey saa lang.
Snart kommer nu en Caffee=Syster,
Og snart en anden, som forlyster,
Og raader Boed paa Sindets Trang
Her J ret glade Timer finder.
Men ak, de alt for snart forsvinder.
Her falder Tiden aldrig lang.
Amalia strax haranguerer,
Med hvilke Engelske Manerer
At hendes Kat fra Stolen sprang.
Sophie roser Lottes Drenge,
Og taler helst om Barselsenge
Og Tiden bliver aldrig lang.
Amalia veed at berette,
Hvad man umuelig kunde giette,
Hvert Huses Forraad Lyst og Trang
Lovise taler om sin Pige;
Og Borthe og har nok at sige;
Og Tiden falder aldrig lang.
Amalia om Celimine
Beretter, ingen der kan tiene
Fuldt ud et Fierding Aar engang
Lovise hende bifald giver,
Og Dorthe ey den sidste bliver;
Og Tiden falder aldrig laug.
Amalia med Haanheds Latter
Beretter, at den stille Datter
Er bandsat stolt paa hendes Rang.
Hun elsker Damon; men vi ville
Snart høre andet om den stille
Her falder Tiden aldrig lang.
J som i Snak en Vellyst finder,
Bestandig snakker uden Hinder
Fra Soel staaer op til dens Nedgang.
Men jeg mit Forslag vil afbryde,
J ellers maatte det forskyde,
Som det, der giør jer Tiden lang.
