Brev=Vexling.
Jeg haaber, at jeg vil beviise det med Erfarenhed, naar
jeg paastaaer, at mange elske af Tilbøyelighed, men gifte
sig af Egennytte. J det ringeste, havde de ingen Ret at
imodsige mig, hvilke forbinde sig med et Fruentimmer,
som efter Naturens Lob kunde være deres Beste=Moder.
Disse Elskere af Alderdommen vinde i Sandhed overmaa¬
de meget, naar man giver dem Skyld, at deres Forbin¬
delser skeer af Egennytte. Dersom det ikke var, saa vilde
man endøgsaa holde dem for Narriske; og jeg troer, efter
den nærværende Verdens Tænkemaade, at det altid er røes¬
værdigere at være egennyttig, end at være narrisk. Jeg
er altsaa ikke imod dette Slags Egteskabe. Dette allene¬
ste synes mig at være utaaleligt; at man foresnakker saa¬
danne Fruentimmer (hvilke deres Alder desuden giører over¬
troiske) saa meget om Kierlighed og ømme Følelser. Det
er ubilligt at misbruge deres Lettroenhed. Jeg vil give en
Formular, hvorledes man i saadanne Tilfælde maatte suk¬
ke og erklære sin Kierlighed. Enhver, som betiener sig af
den, kan best vide at forandre den efter sine Omstændighe¬
der. J Hovedsagen blive vi altid eenige, naar vi ellers
ville være oprigtige.
Madame!
Da jeg ikkun er fem og tyve Aar gammel, og De
i Gaar haver indtrædet i deres syv og halvtrediesindstiven¬
de, saa vil heele Verden holde mig for en Nar, naar man
faaer at vide, at jeg har kundet overvinde mig selv til at
sige Dem: At jeg elsker Dem, og beder Dem om De¬
res Gienk erlighed. Dersom jeg var et af de unge letsin¬
dige Mennesker, som ikke hensee paa noget videre, end
paa Aarene og paa et friskt blomstrende Ansigt, saa
vilde jeg selv bebreyde mig denne Daarlighed. Men ney,
Madame, min Kierlighed er grundigere og alvorligere.
Foruden at De, uagtet Deres Alder, endnu bestandig
beholder det muntre og friske Væsen, som i forrige Ti¬
der maae have giort Dem deylig og indtagende, saa be¬
sidder De visse Fortrin, Madame! som underligen op¬
høye Deres Værd. Et hvert Aar, som De er for gam¬
mel, kan de afkiøbe med tusinde Rigsdaler; og ved den
ne Reigning forekommer De mig ikkuns som en Pige paa
sexten Aar. Jeg sværger Dem altsaa ved Deres Penge,
og ved alt det som er mig ærværdigt, at jeg paa det hef¬
tigste elsker Dem og Deres Fortrin. Beslut De sig til
at blive Min. Jeg troer, at De ved Deres Omstændig¬
hed ikke skal forlange mere af mig end Ærbødighed og Taal¬
modighed. Dette vil jeg love Dem. Da de besidde saa
stor Fornuft, Madame! saa troer jeg Dem til, at De
ikke misbruge min Taalmodighed, og i det længste sex
Aar giører den Anstalt at sætte mig i de Omstændighe¬
der: at jeg som en bedrøvet Enkemand i to Maaneder
kan begræde det smertelige Tab af en saa ærværdig Kone,
og deruæst ved Hielp af Deres Penge udvælge mig en
ung Pige, i hvis Arme jeg kan føle det, som jeg nu ikke
fornemmer, og som lader mig forglemme at jeg har gjort
Vold paa mig selv for at være
Madame!
Deres hengivne.
Jeg har allerede herover erklæret mig, for hvorvidt jeg
undskylder det, naar unge Mands Persohner givte sig med
gamle Enker: Latterlige blive de altid for mig, det kan jeg
ikke nægte. Men de ere ikkuns latterlige med deres egne
gode Fordeele, og giøre de ikkuns den Anstalt, at de i ret¬
te Tiid kan blive skildte ved deres aldrende Skiønheder, saa
har de dog noget, hvormed de kan trøste sig imod Verdens
Spot. De forekomme mig, ligesom de, der nedknæle for
en Helgens gamle billede, hvilket deres Bestefader allerede
har tilbedet. Blive de bønhørte, saa er det allerede nok,
og denne Andagt tør ikke ved at vare forlænge. Ofte fey¬
le vi i vores Haab, og saa er Ulykken ikke at oversee. Jeg
har en Ven, hvis Gield nødte ham til at viise sig kierlig
paa denne fortvivlede Maade. Han har baaret sin Ulyk¬
ke i tive Aar med temmelig Taalmodighed. Allerede tre
Gange har han indkiøbt alting hvad der henhører til en
Enkemands Sorg, og tre Gange har hans fem og halvfier¬
sindstive=aarige Phillis besluttet, igien at blive frisk, og
paa nye at leve op. Han har bedet mig, at bekientgiøre
følgende Brev, paa det han kan undskylde sig hos dem
som tilforn har villet udlegge hans uliige Giftermaal med
en fem og halvtredsindstyve Aars Enke til en Daarlighed.
Han ønsker at andre maatte speyle sig i hans Exempel, og
ikke alt for meget forlade sig paa Lægernes Omsorg, som
ikke altid er i Stand til at forskaffe et Legeme i Graven,
hos hvilket Kierlighed giør alle, helbredende Lægedomme
kraftesløse. Her er Brevet, som var Grunden til hans
Ulykke. Kan man vel være saa følesløs at imodstaae slige
Yndigheder?
Min Herre!
Jeg kan i Sandhed ikke med nogen Vished sige,
hvor gammel jeg egentlig er. Efter min Døbe=Seddel
er jeg nogle og halvtredfindstyve Aar. Men jeg kan ikke
bilde mig andet ind, end at Klokkeren maae have forskre¬
vet sig; thi efter mine Kræfter, efter den Begierlighed
til Verdens Fornøyelser, og efter den Længsel at behage
Dem, min Herre, efter alle disse Omstændigheder at
dømme, er jeg umueligen ældre end tredive, i det høye¬
ste sex og tredive Aar. Paa det sidste Bal har jeg været
overmaade vel tilfreds med Dem. De har, skiønt De
iktuns er tive Aar, noget saa sædeligt og mandigt i Deres
Væsen, som fortiener ald min Opmerksomhed. De an¬
dre unge Herrer flagrede omkring Pigerne, som ikke ere
gamle nok hverken til Kierlighed eller Spøg, og ere alt
for unge til at man kan tale fornuftigt med dem. Jeg
skal aldrig i Evighed forglemme det, med hvilken Agtel¬
