se De begegnede mig den hele Aften. Jeg var den første
som De optog til Dands, og jeg troer ikke at jeg bedra¬
ger mig, naar jeg forsikkrer Dem, at jeg, uagtet al De¬
res Beskeedenhed, gandske got forstoed Deres Øynes løse
Sprog, og haver indseet Deres gandske Hierte, da de
første Gang kyste min Haand. Sandt er det De er end¬
nu lidt for frygtsom. Men jeg vil komme Deres Und¬
seelse i Møde paa Halv=Veyen. Jeg vil sige Dem,
at jeg elsker Dem. Døm De heraf, hvor ungt mit Hierte
maae være, da det kan føle et med Deres. Hvor lykke¬
lig vilde jeg være, naar jeg ved en nøye Forbindelse med
Dem kan holde mig skadesløs for de Aar, i hvilke jeg
gandske trøstesløs maatte sukke ved Siden af en udlevet knur¬
voren Mand. Mine Forældre tvang mig at ægte ham,
efterdi han havde Midler, men jeg kunde uagtet alle mi¬
ne Bestræbelser, ikke bringe ham dertil, at han skulde bli¬
ve kied af sit Liv. Tredive Aar, kan De vel troe det,
tredive Aar levede han endnu, og alleneste mig til Trods
døde han ikke førend for fem Aar siden. Jeg er gand¬
ske frie og besidder foruden et ømt Hierte Penge nok til
at giøre Dem lykkelig. Vil De antage min Haand?
her er den. Det kommer an paa Dem selv, hvormeget
De forlange til at kiøbe Dem en Rang, og forskaffe Dem
en Anstændig Eqvipage. Med den som jeg deeler mit
Hierte, med den deeler jeg ogsaa min Formue. Med
Tiden skal begge Deele alt høre Dem til. Dersom de
var mindre undseelig vilde jeg være meere vaersom i at
aabenbare Dem mine Følelser. Deres Kierlighed er mig
uskatteerlig; hvor stor vil den Fornøyelse da ikke være,
naar engang, Himlen give det skee saa sildig som mue¬
ligt er, de Tider komme, som ved en nærmende Alder
nødsage os til at forandre vores Kierlighed til et alvor¬
ligt Venskab! Jeg brænder af Længsel efter at høre De¬
res Beslutning af deres egen Mund. Jeg bliver hiem¬
me i Aften. Hvor ungt slaaer mit Hierte, da jeg skri¬
ver dette! Jeg skielver, men ikkuns af Fornøyelse skielver
jeg. Hvor henrykkende vil det Øyeblik være -- ney,
min Herre, mere kan jeg ikke sige. Næsten forglemmer
jeg at jeg er et Fruentimmer. Med et Ord: jeg eisker
Dem. Aftving mig dog ingen aabenhiertet Bekiendelse.
Jeg elsker Dem, og er gandske
Deres.
Nyt og Gammelt.
Atrecht. Her har boet en berømt Skildrer, som af¬
skildrede sin Kones Portrait hver femte Aar. J det første
Aar af hans Egteskab afmalede han hende, og maaskee noget
smigrende; thi i det første Aar smigre Mændene for deres
Koner. Lad nu dette staae før sit Værd, han afskildrede
hende saa indtagende, at han endnu i sit 70 Aar var for¬
liebt, naar han betragtede dette billede. Fem Aar derefter
skildrede han hende endnu bestandig smuk, men ikke saa ind¬
tagende som forhen. Med ethvert af de følgende fem Aar
forsvandt nogle Yndigheder, og altsaa blev det tredie Por¬
tratt ikke indtagende, ikke smukt, men dog behageligt. Dette
behagelige forblev endnu i det fierde Portrait. Hans Kone
indtraadte just i sit 40 Aar, da han femte Gang aftegnede
hende. Hun svoer, at hun slet ikke var truffen, thi hun
fandt nu ikke meere Munterheden i Farverne, og forekastede
Manden, at han malede for mange Skygger. Fem Aar
derefter formerede denne upartiske Maler billedet med nogle
Rynker over Øynene. Hans Kone sukkede, og havde dog
ikke det Hierte at imodsige sin Mand og sit Speyl. Hun
fattede sig endelig igien, thi hun var i Sandhed fornuftig.
Hun glædede sig, at det næstpaafølgende billede viiste end
en fadt og ærværdig Mine. Efter fem Aars Forløb skil¬
drede han hende igien, og hendes Mine blev andægtig. En¬
delig malede han det sidste billede, da hun nærmede sig
til det 60de Aar. Hun skiemtede selv med den megen Møye,
som hendes Rynker og graae Haar gjorte ham; hun viiste
Skilderiet til Kiendere, og man forsikkrede hende, at Ma¬
leren havde tegnet et Mesterstykke af et smukt gammelt Ho¬
ved. - Gid at vor Tids Koner vilde lade sig afskil¬
dre hver femte Aar! hvor Læreriig vilde ikke denne Sam¬
ling af Portraiter være for deres Døttre. En Skiønhed
paa sexten Aar vilde maaskee blive noget mindre stolt, naar
hun betragtede hendes 40 Aars Moders, og hendes 60ve
Aars Bestemoders Skilderier, hvilke begge i deres sexten¬
de Aar formodentlig have været ligesaa stolte af deres Skiøn¬
hed. Maaskee de ville mangen Gang faae alvorlige Tan¬
ker over disse Bestemoders=Rynker, hvilke kunde være meget
opbyggelige for en ung Skiønhed. Og vi Mandsperso¬
ner, hvor forsigtigen vilde vi vælge, hvor fornuftigen vil¬
de vi elske, dersom vi igiennem en Rad af saadanne Skil¬
derier bleve bragte paa den Forestilling, om vi kunde elske
vores fortryllende Phillis endnu om fyrgetive Aar med
Rynker og graae Haar! Had vil da være sædvanligere,
end at en Liebhabere midt under de største Smigrerier,
som han giorde sin Brud, kastede sine Øyne hen i den til¬
kommende Tiid. Han vilde da finde sin Gudinde at være:
i det 20de Aar indtagende; i det 25de smuk, i det 30de
behagelig; i det 35te endnu altid behagelig; i det 40de
uden Manterhed i Farven: i det 45de med nogle Ryn¬
ker over Øynene, i det 5ode Aar sadt og ærværdig;
i det 55de med en andægtig Mine; og i det 60de Aar
som et smukt gammelt Hoved.
Engelland. En blind Mufikanters Kone er for nye¬
lig bleven forløst med to Piger og en Dreng; det er ohn¬
gefæhr 11 Maaneder siden samme Kone bragte ligesaa man¬
ge til Verden, som tillige med disse lever, og befinder sig
vel. Det er altsaa tilsammen i et Aar 6 Børn. Kunde
ikkuns denne Musikant befinde Ordsproget rigtig: at lade
Fiolen sørge.
Tydskland. En Cavallier ved et vist Hof, skal for
kort Tiid siden have ladet stille sin Nativitet, hvorved hans
Død inden 3 Dage blev ham forud sagt. Han var og
virkelig død 3 Dage derefter. Fyrsten har ladet denne
