1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 22
Om de Forliebtes Venskab.
Jntet Fiendskab er i Verden mindre skadelig, end det
sædvanlige Fiendskab imellem forliebte Personer, da
de paa nogen Tid udruste sig imod hverandre, lader
som de hadede hinanden, og anstiller sig, som om de aldrig
igien kunde blive Venner. Saadant et Fiendskab er altid
et Kiendetegn paa en foregaaende stor Eendrægtighed, og
Forvarsel for en paafølgende endnu større Enighed. Et
ungt Menneske, som forstaaer den Kunst at behage Fruen¬
timmeret, og som kan ved en liden artig Forvovenhed op¬
vække sin Smukke til Vrede, er formedelst det Fiendskab,
som der vil reyse sig imellem dem begge, ikke just at bekla¬
ge, og et saadant Fiendskab synes mig ikkuns at være en
forvoven og pindarisk Figur af Kierlighed og Høyagtelse.
Thi Forfoningen er gemeenlig Følgen af sligt et Had. De
forliebte kan ikke uretteligen kaldes fortroelige Fiender,
hvilke vredes paa hinanden formedelst smaae Fortørnelser,
Ved saadant Fiendskab maae der nødvendig være stor For¬
nøyelse, efterdi Høyagtelse og Kierlighed ikke bliver ophæ¬
vet imellem de Forliebte. Et Fiendskab af dette nysberør¬
te Slags er en Ulykke, men hiint er en Lykke, men hvilket
sine Siele ikkuns er i Stand til at fornemme. De Forlieb¬
te ere letteligen at bringe i Vrede. En Forliebt har et
skarpt Øye; efterdi ingen Ting er ham ligegyldig hos den
Person, som han elsker, saa undgaaer ogsaa ikke heller
den ringeste Følelse og Bevægelse hos samme Person hans
omhygelige Opmerksomhed. Alle Følelser og Bevægelser,
hos hans Elskelige skal geraade til hans Fordeel, han vil
deri læse hendes Kierlighed og Høyagtelse for sig; i det rin¬
geste ønsker han at de maatte være saaledes beskafne, at
han kunde udlegge dem til sin Fordeel. Han søger over¬
alt de visse Forsikkringer, at hans Kierlighed bliver beløn¬
net. Alligevel er ingen mere tilbøyelig til Mistroe end en
Forliebt efterdi han holder den Lykke, igien at være elsket
af den Gienstand han elsker, for saa stor, at hans Beskee¬
denhed altid indgiver ham nogen Tvivl om denne hans Lyk¬
kes Vished. Kan han ikke fuldkommen tilbagedrive denne
Tvivl, finder han hos den elskede Person nogle smaae Ting
som synes at retfærdiggiøre hans Uvished, og overbeviiser
hans Lidenskabs Heftighed ham imod hans Elskelige, at
han fortiener hendes Kierlighed, saa opvækkes hendes Uret¬
færdighed til Vrede, og han bliver hendes Fiende. Et
Øyekast, som just ikke er noget Menneske gunstigt, fortør¬
ner ham, efterdi dette Øyekast ikke er ham gunstigt; en ad¬
spreedt Mine, et Ord, som hun udtaler i en venligere
Tone til en anden end hun efter hans Meening burde giø¬
re det, og andre saadanne smaae Ting, hvilke ere overmaa¬
de vigtige for en Forliebt, kan opbringe ham og giøre ham
mistrøende. Fruentimmeret har endnu skarpere Øyne end
hendes Tilbeder. Naar vi ikkuns forlange af dem Kierlig¬
hed og Ømhed, saa fordre de ogsaa herforuden Ærbødig¬
hed og Underdanighed, og saavel Ærbødigheden som Un¬
derdanigheden vilde blive dem meget til Byrde, dersom vor
Kierlighed og Ømhed ikke vare lige saa store, og maaskee
endnu heftigere end hine. Men de forlange, at vi altid
skal giøre Vold paa os selv i ikke at vise vor Kierlighed saa
levende som vor Ærbødighed, og dersom vi ikke kunde paa¬
legge os denne Tvang, efterdi vi maaskee elske dem saa hef¬
tigen, som de hemmeligen ønske det, saa blive vi i deres
Øyne forvovne, og vores Forvovenhed opvækker deres Vre¬
de. Med disse smaae Forvovenheder har jeg paa en kort
Tiid skaffet mig mange Smukke til Fiender. Jg var hos
Selinde, og holdte hende ved Haanden, hun har en dey¬
lig, hvid og blød Haand, paa hvilken enhver Finger er et
Mesterstykke, jeg beundrede den og opdagede med mit Øye¬
kast en liden rund Arm; Hvad er en hvid og blød Haand,
som er fuldkommen vel skikket, og en liden rund Arm ikke
for en Skiønhed? Jeg beundrede den, og min Beundring
blev saa levende, at jeg kyssede denne deylige Haand med
en Heftighed, som skulle udtrykke min Høyagtelse, men i
Giernineen forraadede min Kierlighed. Dette var en For¬
vovenhed, hvilken Selinde maatte straffe med hendes Vre¬
de! Hun trak sin Haand grusom tilbage; hendes Øye be¬
gyndte at blive ligegyldigt, og for mig er et ligegyldigt Øye
et fiendtlig Øye, og da vor første Samtale havde maaskee
været temmelig levende, saa kunde hun nu ikke sige andet
til mig end at det var meget smukt Veyr. Hvad maatte
jeg da ikke have for en Umage at formilde hende? Jeg var
hos Amalie, hvilken foruden et velskabt og vittigt Ansigt
havde den deyligste Hals af Verden. En saa deylig Hals
maa jo giøre emfindtlige Øyne nysgierrige til at lære at
kiende de i Nærheden værende Skiønheder. Hvo kan imod¬
staae en Nysgierrighed, som, som i hvor levende den end
er, dog giør sig saa megen Tvang, at den hverken fortør¬
ner Velanstændighed eller gode Sæder? Dog en Smuk kan
derved blive fortørnet, saa kier endog vor Nysgierrighed
er hende i sit Hierte; thi hun forlanger maaskee, at man
skal see hendes Hals og nedslaae Øynene. Saa gik det
mig ogsaa hos Amalie. Hun var i 2 Timer min Fiende;
men jeg lod hendes Fiendskab ikke hindre mig, men blev
ved i mine Fortørnelser, og endelig blev hun enten saa vant
til den, eller hun lærte at indsee, at mine Fortørnelser vare
stumme Lovtaler over hendes Skiønhed. Hendes Øye for¬
sonede sig igien med mit Øye. Jalousie er for de Forlieb¬
te en nye og riig Kilde til Fiendskab. Da jeg taler om det
fine og ømme Fiendskab, saa tør jeg ey erindre, at jeg
