forstaaer en lige saa sin og øm Jalpusse. Den Tanke at
en elsket Person skal allene søge at behage den anden, maa
overmaade forstørre et Menneskes Opmerksomhed. Dog
endskiøndt den Elskende allene vilde behage hendes Tilbeder,
saa staar det dog ikke i hendes Magt at giøre sin Skiøn¬
hed usynlig for andre. En Forliebt har en anden Logica
end en Philosoph. Den Slutning, at en anden ikke skulle
søge at behage hans Elskelige, dersom det ikke var hendes
villie at behage ham, er saa rigtig for en Liebhaber, som
en Demonstration for en Philosoph. Følgen af denne Slut¬
ning er hans Vrede og hans Fiendskab. Det er en Utroe!
Han maae bryde med sin Elskelige, han har Aarsager nok
dertil, thi hun har behaget en anden. Et ømt Fruen¬
timmers Logica er ikke meere philosophisk. Naar hun en¬
gang slutter saaledes, saa troer hun at have endnu mere
Ret, at holde sine Slutninger for faste, efterdi hun for¬
ud sætter: at vores Kiøn søger mere at behage, end hen¬
des, og hun har i visse Maader Ret; thi det smukke Kiøn
befalder lettere, end vores. Dette ømme Fiendskabs Ud¬
brud ere forskiellige. Snart yttrer den sig ved en forstilt
Koldsindighed, thi man maae vel tage sig i Agt med at hol¬
de saadan en Koldsindighed for Alvor, efterdi Kierligheden
gemeenligen ingen Tid er stærkere og hæftigere end i slige
koldsindige Timer. Snart udbryder det en Liebhaberes Fiend¬
skab over sin Utroe og Ubestandige i Klager, og af disse Kla¬
ger fødes først Berømmelser af sin Troeskab og Ømhed,
og siden Bebreydelser og Jrettesættelser. Liebhaberen vil
forlade sin Troeløse, hade vil han hende; han vil ogsaa
blive utroe. Midt under disse hans Vredes Udbrud, fal¬
der det ham ind, at hans Troeløse er smuk. Og nu følger
paa disse Bebreydelser og Klager, Beden, Undskyldnin¬
ger og Forlængsel, hvilket er hans rette Alvor, igien at
blive forsonet med sin Elskelige. Men, endskiønt hun vel
er smuk, saa havde hun dog skuldet overveye hans store Kier¬
lighed. Den første Scene af hans Vrede bliver igientaget
og til Slutningen bliver hans Vrede saa formildet, at han
bliver vreed paa sig selv, efterdie han har kundet saa uret
færdig begegne sin Elskede, der er saa smuk. Et ømt Fruen¬
timmers Fiendskab har alle disse Egenskaber, hvilke blive
ledsagede af en vis smuk Dristighed og Vished om at være
berettiget til sin Vrede. Dersom en Liebhabers Fiendskaber
udtrykker sig i ømme Klager, saa taler huu allene lutter
Bebreydelser, og saa meget kom hun maaskee ønsker For¬
soningen, saa sielden giør hun Begyndelsen dertil. Det
er meget mere sær sædvanligt, at den Elskedes Fiendskab
begynder der, hvor hendes Tilbeders Fiendskab hører op.
Paa dette Fiendskab følger nalurligviis Forligelse. Jngen
er lettere at forsone end en Libhaber. Thi en Smuk
maae i Sandhed meget have fortørnet sin Tilbeder, og hem¬
meligen kiende sig for skyldig, dersom hun troede at have
en eneste Taar nødig til hans Formildelse. Det kan et
eneste Øyekast ogsaa forrette. Dette Øyekast behøves ikke
just at være naadig, og ofte har et vredagtigt og dristigt
Øyekast den samme Magt, som et venligt og ømt Øyekast.
Thi det smukke Kiøn fortiener altid at have Ret. Men en
Liebhaber har altid meere Møye for at formilde sin Elske¬
lige, naar hun engang er bleven vred paa ham, ikke derfor,
fordi hun ikke skulle ønske Forligelse, men just af den Aar¬
sag, efterdi hun har Forlængsel efter en fuldkommen Forso¬
ning. Efterdi et Fruentimmer vover meget, naar hun
med Fortrin elsker en Person af vort Kiøn frem for en an¬
den, saa er det billigt, at hun ved en Forsoning skal lade
sig hendes Tilbeders Kierlighed vidtløftigen beviise. Hvor
mange Oplysninger og Retfærdiggiørelser hører ikke dertil!
men, hvor lykkelig er ikke en Liebhaber, naar hans Møye
lykkes ham! Hvor maae ikke de nye Forsikkringer om hendes
Kierlighed og Ømhed henrykke ham! For den bliver det lettere,
som allerede er saa vis forsikretom sin Eskeliges Kierlighed, at
han tør forsone visse Fortørnelserved andre Fortørnelser.
Disse Forliebtes Sprog og Tænkemaade ere saa høye og vel
udstuderede, at man neppe forstaaer den.
Brev=Vexling.
Gunstige Mæcenas og Fautor!
Meg giorde mit Patriæ eller Fædreneland, en magnumne¬
fas, eller stor Uret, som ikke kunde erstattes igien paa
nogen Maade, om jeg ved denne Vacance eller Leddigvor¬
delse, af Degne=Embedet, eller Diaconatet ved gunstige
Mæcenatis og Fautoris Kirke, negligerede, forsømmede og
forgiættede, at annunciere, berette, forkynde, og forebrin¬
ge mit Navn (nomen meum Personam) (Person, Skik¬
kelse, Form og Dannelse (og Qnalitates, eller naturlige
Beskaffenhed og Gaver. Og maae da Gunstige Mæcenas
og Fautor! naadgunstigen vide, at jeg, om jeg acciperer
eller erholder, opnaaer og bekommer Diaconatet eller Degne¬
Kaldet ved gunstige Mæcenatis eller Fautoris Kirke, jeg da
ikke skal blive som andre Degne, eller Diaconi, - langt fra.
Jeg kan tage saadanne fine og behagelige Toner baade
af A og I Dur, at jeg gierne kan fornøye gunstige Mæcenas
og Fautor, med Velbyrdige Frue og naadige Frøken, over
Taffelet, med en behagelig Vocal=Musie, med behørige
Arier, Recitativer, og øvrige tilhørende Deele af en fuld¬
kommen Vocal=Concert, og derfore forlanger jeg kuns aar¬
lig et lidet Tillæg til den ordentlige Løn, hvorom vi siden
altid kan komme til rettes, da jeg desuden af min Deo
favente Antecessoris efterladte Enke, har erfaret, at Løn¬
nen er kun liden, og saa haaber jeg tillige, at Herren imel¬
lem tænker paa mig med en Flaske gammel Gaudium eller
Viin, af Hans Kielder; meer tør jeg ikke begiere, da min
gunstige Mæcenas og Fautor vel passer det øvrige, særdeles
ved Offer=Dagene, thi man maae ikke være for begierlige
i Verden. - Jeg er (ut egometipse dicam) ikke heller
af de Ulærdeste. Jeg tør ikke sige mere -nam lans pro¬
pria fordet - ellers torde jeg sige, at jeg formedelst det
jeg veed, forstaaer og har Kundskab om, vist nok vil faae
nogle Certamina med Præsten, men jeg giver den gode
Præst en god Dag. Jeg vil lade Hans Velærværdighed
vide, at endskiønt jeg kunde være Præst - Præst bedre end
