1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 23
Adskilligt for Børn og unge Folk.
Pillegrimen og Eremiten.
J forrige Tider, da man endnu gjorde sig Umag, for
at komme i Himmelen, vilde en from Pillegrim rey¬
se til det forjettede Land. Han var allerede kommen
paa Grændserne af denne hellige Egn, da han befandt sig
ved Indgangen af en Skov, som blev giennemskaaren af en
toarmet Vey. Forgieves søgte han i sin Reyse=Bog og i
sine Landkort, for at hielpe sig ud af denne Labyrinth. J
Stedet for en tilforladelig Efterretning, fandt han intet
uden dunkle Efterretninger og forvirrende Modsigelser. Han
havde allerede siddet en halv Dag fuld af Tungsindighed ved
Skælveyen, og forgieves ønsket sig en Ledsager, da en gam¬
mel Eremit kom til ham, som havde sin Hytte i denne
Udørken. God dag, ærværdige gamle Mand, sagde
han til ham, uden Tvivl har en Guds Engel ført dig hid for at
opløse min qvælende Tvilsmaal! hvilken af disse to er den
rette Vey til de hellige Steder? Saaledes sagde Pille
grimen, i det han kyste Eremitens ærværdige Pande. Jeg
har endnu aldrig været paa det Sted, svarede den Gamle
hvor din Andagt agter sig hen; men dette kan jeg sige dig,
at Veyen her paa høyre Haand er Lande=Veyen, og at
denne Bivey kan umuelig føre dig videre, end Landeveyen,
som allerede er brugt mere end i tusinde Aar. Der har
endog mange retskafne Pillegrime forsikkret mig at den før¬
te hen til de hellige Steder, da derimod Biveyen skal lede
til en sumpig Afgrund, som bedekkes af en blomsterfuld
Grønsvær, der lokker Vandringsmændene i Fordervelse.
Denne forskrekklige Fortælling har adskillige Reysende stad¬
fæstet for mig, som endnu flygtede tilbage igien ved Kan¬
ten af Pølen, og med Skielven og Forfærdelse forbande
de denne Vildvey, paa hvilken mange af deres Stalbrø¬
dre vare omkomne. Got, fromme Gamle! faldt Pille¬
grimen ham i Ordet, jeg vil da holde mig til Landeveyen.
Den er en Daare, som af to Veye ikke udvælger den sikker¬
ste, omendskiønt de og begge to vare rette.
Hvilken ussel Fabel, vil mangen en sige. Pillegri¬
men behøvede ikke at gaae til Asien, for at lære denne hver
Dags Sandhed. Hvilket Menneske, som ikke er rasende
skulde vel have gjort andet Valg? Vist nok maae man være
en Daare, for at vælge anderledes; men dog alligevel gi¬
ves der Meunesker, som ville kaldes vise, og som drager
Biveyen paa den vigtigste af alle Reyser.
Ædelmodighed og Taknemmelighed.
S¬
Fadi Ebn Ulla, forhen en rig Kiøbmand i Damasco,
kom ved ulykkelige Tilfælde i stor Armod. Han havde en
smuk Datter, Bisri, som han havde vel underviist i Koran,
og som var viis og dydefuld. Tiaffar, en rig ung Per¬
son, som var anseelig formedelst hans gode Vandel iblant
Borgerne i Damafco, elskede hende, ikke blot formedelst
hendes Skiønhed, men fordi hun ernærede hendes arme Fader
med hendes kunstige Haandarbeyde. Men desto mere bekla¬
gede han, at saa retskaffne Personer skulde leve ulykkelige. Han¬
skikkede hemmelig og om Natten ved en Slave en stor Pung
Penge i deres Huus til dem, under Foregivende, at en Kiøb¬
mand i Mecca for mange Aar siden var bleven ham disse Pen¬
ge skyldig. Sadig kunde ikke besinde eller erindre sig det; men
han maatte dog beholde Pengene, efterdi Slaven strax gik
bort igien Nogen Tid derefter anholdt han om Dat¬
teren, uden at man vidste, at han var den ubekiendte Vel¬
giører, ogSadig giver ham hende. Men førend han
førte hende hiem, mistede Tiaffar ved en Jldebrand nesten
paa engang al sin Eiendom, og blev mestendeels ligesaa
fattig som Sadig. Dog tog Bisri ham alligevel. De
vare begge fattige; men de levede et dydigt Liv og fornøyede.
To Aar derefter døde en rig Kiøbmand uden Børn i Ba¬
bylon, og testamenterede Sadig Ebn Ulla alle sine Mid¬
ler, efterdi denne gode Mand havde forstrakt ham med de
første Penge, da han begyndte sin Slave=Handel.
Om Høxheds Forfængelighed.
A ahomet vilde endnu, førend han opgav sin Aand,
lade sig see for sit Folkes Øyne i al sin Høyheds Glands.
Han sad paa en gylden Throne, hvorfra han havde Udsigt
over en viid Slette. Hans Søn sad paa hans høyre Si¬
de paa et Trin af Thronen. Hans øvrige Børn og tolv
hundrede Printzer stode for ham, og de fornemste Stats¬
Betientere laae paa Knæe neden for Thronen.
Da nu hans Krigsfolk, hans Hustruer og hans hele
Hofstat gik forbi ham; og hans Guld, hans Diamanter,
og de Kostbarheder som udgiorde hans Skatte, ophobede
sig og reyste sig i Veyret, ligesom to Høye, paa begge Si¬
der af Thronen, og skiøde Straaler fra sig, hvis Glands
intet Øye kunde taale: saa vendte Mahomet sig om med
Kronen paa Hovedet og Scepteret i Haanden, og sagde
til sin Søn: Søn, du seer min Magt! Tykkes dig ikke at
den er stor nok?
Sønnen. Herre den er uden Grændser!
Mahomet. Troer du, at der er mange Konger paa
Jorden, som jeg maae vige for?
Sønnen. Jkke en eneste. Jngen menneskelig Magt
kand giøre dig din Høyhed stridig.
Mahomet. Og dog alligevel er jeg ikke i Stand til
at kunde forlænge mine Dage ikkun et eneste Øyeblik, eller
