og ikkun bidrage det allermindste til mine Smerters Lindring.
Vee den, som binder sin Siel til denne Verdens Forfæn¬
gelige Ting! Den sande Magt, min Søn, er allene hos
Gud. Snart skal jeg nu aabenbares for hans strenge Dom¬
stoel, og jeg skal ligge mindre, mere krybende og skielven¬
de for hans Fødder, end den elendigste af mine Slaver
ligger for mine.
Brev til en Broder, som Hyklere havde indtaget.
Dorundre dig ikke, at jeg, efter en saa lang Fraværelse,
dog alligevel ikke har tilbragt mere, end to Dage hos Dig.
Den ømmeste Tilbøyelighed, som mere end broderlig for¬
bandt os med hinanden, saasnart vi begyndte at tænke, har
ikke noget Øyeblik ladet det inderlige Onske ophøre i mit
Hierte, at være uophørlig hos dig. Jeg vil med den ven¬
nehuldeste Oprigtighed aabenbare Dig Aarsagen til min
saa hastige Afreyse, og ikke betiene mig af Broder=Ret¬
tigheden til noget videre, end til den Tillid og Fortrolig¬
hed, ikke at kunde fornærme Dig derved. Begge Dine
Venner, hvis Redelighed Du saa eftertrykkelig har anpriist
for mig, og til hvis Omgang du har indbudet mig til den
kostbareste Lykkens Foræring, har gjort dit Huus for mig
til en Udørken, og mig til en Fremmed derudi, som for¬
gieves søgte sin Broder paa et Sted, hvor han ikke meere
var at finde.
Er det mueligt, min kiere Broder, at Du er bleven
en saa ulykkelig Slave af Hyklere? At Du om jeg maae
sige det, kan give dets nedrigste Tienere dit Hierte til en
Fristad, din Formue til et Bytte, og Dig selv til et Offer?
Jeg vilde ønske, kiere Broder, at disse to, Dig, efter Din
Meening, saa værdige og Dine beste Venner, vare det sam¬
me i Dine Øyne, som de ere i mine? Seer Du ikke, at
Du frivillig ernærer i dem to uværdige Mennesker, ikkun
paa det at de desto mageligere kan udtære Dig? Beviser,
de Dig en eneste vigtig Tieneste, undtagen at de ere offent¬
lige Vidnesbyrd paa Din Skrøbelighed og Din Skam,
i det de alle Øyeblikke, ja endog uden den ringeste Leylighed
overvælder Dig med de meest uforskammede Lovtaler og
Berømmelser? Jeg kunde ikke ansee eder alle tre, dem
uden Had og dig uden Medlidenhed, naar jeg saae Deres
Enigheds Omhyggelighed for at beherske Dig, og Din
Færdighed, endog med Lydighed i at forekomme deres Vink.
Neppe aabnede Du Munden for at tale, saa beundrede de
allerede Dine Jndfald, som du endnu ikke var kommen frem
med. Skiemtede Du, saa anstillede de sig, ligesom de
vare gandske uden for sig selv af latter, og da Du om Afte¬
nen førend min Afreyse klagede ikkun over en liden Hoved¬
pine: saa svor de høyt og dyrt, at det giorde dem endnu
tusinde Gange miere ondt, end det giorde Dig. Og
her torde det dog maaskee ikke altsammen have været For¬
stillelse; thi de gode Folk seer visselig alt for mange Formaa¬
le for deres Venskab hos Dig, at de med Ligegyldighed
skulde kunde forestille sig, at miste Dig. Men Du har
endog i denne korte Tid mere end ti Gange ladet mig være
et Vidne til din Gavmildhed og Veldædighed, med hvilken
Du pleyer at belønne disse udkaarne Venners Jver for Dig.
Har de vel, saalænge jeg har været nærværende, talet no¬
get til min Berømmelse? Om Fortienester, kiere Broder,
som jeg hellig kan forsikkre Dig paa, at Du ikke besidder,
omendskiønt du eyer mange andre. Jeg forbigaaer med
Flid endda meget andet, hvorved disse Forrædere blotter
sig, fordi jeg ikke vil spotte Dig, men allene broderlig
erindre Dig om Dig selv. Du er i saadanne Hænder, af
hvilke den ene altid holder Øynene tillukte paa Dig, da
den anden griber efter Din Formue; Du har, saa at sige,
selv tilbudet dem Borgerrettighed i Dit Huus, og lader
dem boe hos Dig, for hvilke Du paa det omhygeligste skul¬
de tillukke baade dine Døre, og dit Hierte; Du beverter
Dem rigelig, som neppe ere værdige at ligge paa den bare
Jord og tildekke dem med den aabne Himmel. Jeg tvivler
om, at alt hvad jeg siger, vil giøre det ringeste Jndtryk hos
Dig. Dine to Venner, min Broder, staaer under dit
Hiertes Herskerindes mægtige Beskyttelse, jeg meener Egen¬
kierlighed, hvis Behageligheder bliver jo ældre jo smukke¬
re, men og farligere, hvis Tillokkelser ey ophører, og hvis
herskab tager ingen Ende. Hvorledes vil Du afkaste et
Aag, af hvilket Du selv er den største Deel? Jeg veed at
jeg kan intet mindre end have havt disse Dine beste Ven¬
ners bifald, som neppe endog for Din Skyld ere blevne
anseete af mig med en beskeeden Ligegyldighed, og hvor
nøye Du i alting adlyder dem, derom er jeg og bleven over¬
beviist ved Din efter deres dannede Koldsindighed imod mig.
Men jeg maae tilstaae for Dig, at jeg ikke af nogen Per¬
søn havde formodet mig samme mindre, end af min Bro¬
der, og er heller ikke mindre i Stand til at taale den af no¬
gen. Tænk ikke, at Gierrighed og Avind har opbragt
mig imod Dine formeente Venner. Lykken har ligesaa lidet
forglemt mig som Dig, og jeg er hvert Øyeblik færdig,
ifald Du nøgen Tid skulde behøve det, og hvorfor jeg vil
ønske at Himmelen vil bevare Dig og Dine Overleg, med
Fornøyelse at deele nok engang med dig, min kiere Broder,
og det ydermeere min egen Arvepart. Mig kan Du ikke
eftertrykkeligere glæde, end om Du anvender Din Formue
til at lette og giøre Vilkaarene taalelig for saadanne Folk,
der havde fortient at eye ligesaa meget som Du, ifald de
havde været ligesaa lykkelige som Du. Dette allene ønsker
jeg, at Du ikke vil forøde det paa Hyklere, hvis Hierte er
saa langt borte fra Dig som deres begierlige Haand sted¬
se er over Dig. Viis Din Veldædighed imod dem, som
takker Dig mindre, men ere erkiendtligere. Lær at kien¬
de Hyklere, min kiere Broder, som ere gode Hierters far¬
ligste Fiender. Forsøg det, opdigt ulykkelige Tilfælde, og
klag rimelig over at Du har mistet Din hele Formue: saa
skal Du see Dine oprigtige, Dine elskeligste og ømmeste
to Venner, paa engang at forsvinde. J øvrigt giør med
Dit Gods hvad Du vil; jeg forlanger intet af Dig, und¬
tagen Dig selv. Dine Hyklere har unddraget mig min
Broder, som altid Kierlighed, Oprigtighed og Naturen
berettiger mig til at fordre tilbage igien.
