Rise, og Dvergen.
Ser var engang en Riese og en Dverg, som vare gode
Venner og holdt sig tilsammen. De bleve enige om, at
de vilde ikke forlade hinanden, men gaae ud tilsammen paa
Eventyr med hverandre. Den første Kamp, som de kom
til at gaae igiennem, var med to Saracener, og Dvergen, som
havde meget Mod, giorde et meget grumt Hug efter en af
Fægterne. Dog fornam Saraeeneren ikke meget dertil, men
afparerede med Sværdet, og hug den høyre Arm af Dver¬
gen. Det saae nu farligt ud med ham; men Riesen kom
ham til Hielp, og gav begge Saracenerne saa meget at de
faldt paa Stedet, og Dvergen huggede derpaa Hovedet
af den døde Mand.
Derefter vandrede de videre frem, for at treffe et an¬
det Eventyr. De kom til at stride imod tre blodgierrige
Satyrer, som havde røvet og bortført en betrængt Jom¬
frue. Dvergen var vel ikke saa trodsig nu som tilforn;
desuagtet giorde han det første Hug, og fik derfor et igien,
hvorved hans Øye blev udslaget. Men Riesen var dem snart
voxen; og dersom de ikke havde taget Flugten, saa havde
han gandske vist dræbt dem alle tre. De vare begge to me¬
get glade over denne Seyervinding; og den frelste Jomfrue
førelskede sig i Riesen, og ægtede ham.
Derpaa droge de en lang Vey, indtil der mødte dem
en Røverbande. Riesen var nu første Gang den forreste;
men Dvergen var ikke langt bag efter ham. Fægtningen
var skarp og langvarig. Hvor Riesen kom hen, der faldt
alting for ham; men Dvergen havde snart meer end end
engang sat Livet til. Endelig erklærede Seyeren sig for
begge Eventyrerne; men Dvergen havde derved mistet et
Been.
Nu var Dvergen bleven af med en Arm, et Øye og
et Been; Riesen havde derimod endnu ikke faaet et eneste
Blessure. Han raabte derpaa til sin lille Cammerat:
Min lille Heldt, det er en berømmelig Tidsfordriv; lad
os gaae videre og tilfægte os nok en Seyer, saa vil man
bestandig ære os." Ney raabte Dvergen, som nu var
bleven visere, jeg vil ikke fægte meer; thi jeg seer nok, at
Du gaaer af med Æren og Belønningerne, men jeg behol¬
der Huggene.
Jndfald.
En venetiansk Ambassadeur reyst engang til det Pa¬
velige Hof igiennem Florentz, og ved samme Leylighed gior¬
de Storhertugen en Opvartnina. Denne Fyrste beklage¬
de sig, at Republiken havde sendt ham en Venetianer,
som han var meget misførnøyet med. Ambassadeuren sva¬
rede: Deres Høyhed skal ikke forundre sig derover; thi jeg
kan forsikkre, at vi har en stor Mængde Narre i Venedig,
vi har og vore Narre i Florentz, svarede Hertugen;
men vi sender dem ikke Udenlands.
En lystig Person spiiste engang hos sin Ven, og blandt
andet blev ogsaa beværtet med Østers. Men da Giesten
fik en af dem paa sin Tallerken, befandt han den saa gam¬
mel og saa stinkende, at han ikke kunde spiise den. For
at sinde Leylighed til paa en høflig Maade at lade sin Ven
vide at han tracterede ham saa slet, lagde han sin Mund
ned paa Bordet og holdt Østersen for Øret ligesom han talte
med den og vilde høre, hvad den sagde: Verten spurgte,
hvad det skulde betyde? Giesten svarede, at han havde en
Broder, som var druknet for en 14 Dage siden, og
nu spurgte han Fisken om den ikke kunde give ham nogen
Efterretning om ham. Nu, hvad svarede den da? spur¬
te Verten. Den svarede, sagde Giesten: at den ingen
Efterretning kunde give mig derom, efterdi det var
over tre Uger siden, at den var udi Søen.
Tre lystige Brødre gik engang paa Marken og spad¬
serede, og fandt en Karl sovende i en Grøft, som havde
bunden sin Hestes Tøyle omkring sin Arm, da Hesten gik
med en Deel Pakker og Poser paa Ryggen og aad. En
af dem sagde: Vil J være mig behielpelig, skal vi kunde
giøre et Puds, og skaffe os Penge at leve frisk for. De
lovede ham deres Bistand. Nu, sagde han, saa vil vi da
tage denne Hest og sælge ham til næste Marked, som hol¬
des i Byen i Morgen; løser Bidsel, Sadel, Poser og
Pakker af Hesten, og binder det paa mig, jeg skal nok sørge
for Resten, naar J ere borte med Hesten. Da alt dette
var gjort, vaagnede Karlen omsider, og blev meget forskræk¬
ket, da han saae sin Hest forvandlet til et Menneske. Ak!
raabte Skalken: Tag dette Vidsel af min Mund og
Byrden af min Ryg. Ey! Ey! raabte Karlen, hvor
er J kommet her? Min Fader, sagde Skalken, er en
Hexemester, og da jeg havde spillet ham et slemt Puds,
forvandlede han mig til en Hest; men nu har han
fortrydt det, og har givet mig min forrige Skabning
igien, og derfor beder jeg Eder, at J lader mig gaae
hiem, at jeg kan takke min Fader. Hiertelig gierne,
sagde den enfoldige Karl, jeg vil ikke have med Eders
Hexerier at bestille. Skalken ilede derpaa til sine Camme¬
rader, som giorde sig lystige med de bekomne Penge. Dagen
efter gik den bedragne til Market for at kiøbe sig en Hest
igien, og da han havde besigtiget adskillige, blev han sin
egen Hest vaer. O! ho! sagde han, er du der? Har
du nu igien været i Klammerie med din Fader? Ney,
ney, jeg vil ey have meer med Eder at bestille.
Da Moliere, den Franske Comoedie=Skriver var
død, giorde mange slette Poeter Gravskrivt over ham. En
af disse overleverede Prindsen af Conde saadan en Grav¬
skrivt. Da Prindsen havde læst den, gav han ham den
igien, sigende: Jeg vilde heller have seet, min Herre,
at Moliere havde giort Gravskrivt over Dem.
En ung Skalk sad engang til Bords med en Deel
andre. Han tog et Stykke af en Pastet, som endnu var
meget heed, og saaledes brændte sin Mund, at Taarene gik
ham af Øynene. En, som sad ved ham, spurgte, hvi han
græd? Mig falder just ind, svarede den unge Skalk, at
det net op i Dag er et Aar siden, min Beste=Mama
døde. Ha! ikke andet, svarede den anden, som derpaa
