hende til sin Uskyldighed og sin Elendighed! Joseph vendte
sig bort fra dem og græd, men han var endnu saavidt Herre
over sin Lidenskab, at han gav befaling at en af dem skul¬
de bindes i de andres Overværelse, da han imidlertid hav
de Leylighed, at merke deres forskiellige Tanker og Bekym¬
ringer i deres Gebærder og Ansigter. Da Benjamen skal
blive i Slaveriet for det stiaale Bægers Skyld med hvad
for en Styrke og fuldkommen Underkastelse af sig selv taler
Juda til hans Broder.
Med hvad for Ord skal jeg tale til min Herre? Med
hvad for Tillid kan jeg sige noget? Vor Skyld og Brøde
er alt for reen og aabenbare; vi underkaster os vor Skjebne.
See der, vi og han, hos hvem Bægeret er fundet, ere
min Herres Tienere. Da dette ikke bliver antaget, hvor
pathetisk igientager han da ikke den hele Historie, Han nær¬
mede sig til Joseph, overleverer sig gandske til ham, og
naar vi henvender vore Tanker til det Forvandtskab, som
er imellem Dommeren og den, der fører Sagen, saa er
det umueligt at læse samme uden Graad.
Herre, tillad, at, da du er saa høyt ophøyet, og
du seer mig og mine Brødre i saa elendige Omstændig¬
heder, at jeg maae foruleylige dig forsaavidt, at give dig
Underretning om den Tilstand, i hvilken vi ulykkelige
Mennesker, som nedkaste sig her for dig, befinder os. Da
vi først bleve forhørte af dig, saa spurgte du (af hvad
Aarsager, Herre, du giorde det, vide vi ikke,) nok du
spurgte, om vi endnu havde en Fader eller en Broder?
Vi berettede dig da, at vi endnu havde en gammel Fa¬
der, som i sin Alderdom endnu havde avlet en Søn, og
ladet begrave en anden Søn af denne samme Hustrue.
Det behagede dig at befale, at vi skulde bringe denne Søn
til dig, som han endnu havde tilovers. Vi giorde det, og
Drengen har mistet sin Friehed. Men min Fader sagde til
os: J vide at min Hustrue fødde mig to Sønner en af dem
er reven ihiel; dersom nu en Ulykke treffer og denne,
saa vil mine graae Haar med Smerte legges i Graven.
Antag derfor mig, min Herre, til sin Slave, og lad
Drengen vende tilbage med fine Brødre, paa det at jeg
ikke skal see den Ulykke, som ellers vil treffe min Fader.
Her voxte Josephs Lidenskaber alt for stærk til, at han kun¬
de længer forstille sig, og han aabenbarede sig for dem i Ud¬
brydelse af en henrykt Glæde og Ømhed.
Efterat de vare komne til sig selv igien, af deres For¬
havselse, saa bleve hans Brødre overfaldne af Frygt ihen¬
seende til de Fornærmelser, som de havde tilføyet ham.
Men hvor høymodig tog han dem i sin Beskyttelse, og und¬
skyldte dem: Kives ikke med eder selv over det, at J
har solgt mig herhid. Kalder det ikke saaledes; men
tænker, at Gud har sendt mig herhid for eders Skyld,
for at holde eder i Live."
Jeg skulde ikke blive færdig, om jeg vilde igiennem¬
gaae alle Skiønhederne i denne hellige Fortælling. Men
den som igiennemlæser den paa en Times Tid, naar han er
frie for alle andre Betragtninger, end dem, der kommer
og flyder deraf, skal føle saa sterk hos sig selv en afvexlende
Lidenskab af en Fader, en Broder og en Søn, at han
drives til, i den Character, som er hans af disse tre, at
svinge sig op over hans Siels ordentlige Forfatning.
Den ædelmodige Arbeydsmand.
M¬
an samler anseelige Kirkelæreres besynderlige Prøver paa
Dyder og Fromhed; store Lærdes Opdagelser og dybe
Jndsigter; vise Mænds tænkværdige Sprog, Maximer og
Regler; berømmelige Heldtes usædvanlige Bedrifter, og des¬
lige. Saadanne Samlinger ere behagelige og nyttige; men
de rører ikke saaledes, som ringe Folkes dydefulde og klo¬
ge Opsørsel, der ledsaget med en naturlig Enfoldighed,
har den største Glands, ligesom et Lys i Mørket. Hvo
venter Klogskab af Eenfoldighed, høy Dyd af nedrig Stand,
og ædelmodig Rundhed af Armod? Et Digt, som besyn¬
ger en Helgens Fromhed, en Lærds Forstand, en erfaren
Statsmands Klogskab og en Heldts Moed, kan ikke være
saa rørende som det, der beskriver en høy Tænkemaade og
ædelmodige Handlinger om Folk af nedrig Stand. Den¬
ne Anmerkning oplyser Marmontel i hans Digte=Kunst
med følgende Exempel. Ved Etschstrømmens sterke Udgy¬
delse og Oversvømmelse blev Broen ved Verong bortreven.
Der stod endnu ikkun den mellemste Bue, og paa samme
et Huus med en talrig Familie. Disse ulyksalige Beboere
saae deres jammerfulde Undergang for deres Øyne, og raab¬
te om Hielp og Redning med opløftede Hænder imod Him¬
melen og Taarefulde Øyne til de Tilskuere, som stode ved
Strandbredden. Vandets Bølger brusede paa det sterke¬
ste, og Buehvelvingen tilligemed Huset vaklede. Greve
Spolverini trakte en Pung med hundrede Louis dOrer op
af Lommen, og tilbød samme den der vilde redde denne be¬
kymrede Familie, der var sin Undergang saa nær. Der
kom da en ringe Arbeydsmand gaaende. Neppe saasnart
saae han Faren, førend han sprang uforfærdet i en Baad,
kæmpede med Strømmen og Bølgerne af yderste Kræfter,
indtil han kom til den bævende Buchvelving. Han tog da
den heele Familie, gamle og Unge, som nedlode sig
ved Strikker og Linier, i sin Baad; og just da han var
kommen bort med dem, han havde reddet, fra Buchvel¬
vingen, saa faldt den om. De allerede af Frygt og Angest
halvdøde Personer geraadede ved denne Indstyrtning, og
den derved foraarsagede Bølgernes sterke Opbruselse i en
nye Forskrekkelse. Deres befrier trøstede dem og satte Mod
i dem, og bragte dem endelig til Landet. Strax sprang
den veldædige Greve glad imod dem, og rakte ham Pun¬
gen med Hundrede Lovis dOrer udi. Men Arbeydsman¬
den sagde:Ney, for Penge selger jeg ikke mit Liv; jeg
fortiener med mine Hænders Arbeyde daglig saa meget,
som behøves til min, min Kones og mine Børns Under¬
holdning. Giver denne fattige Familie Pengene; de be¬
høver dem bedre, end jeg.
