Anekdote.
J de sidste Amerikanske Krige slog en Trop af vilde Abena¬
kis, et engelsk Partie. De Overvundne kunde ikke und¬
flye deres Overvindere, som vare lettere til at løbe end de,
og hidsige til at forfølge dem, og man begegnede dem med
en Grumhed, hvoraf man selv iblant disse Folk finder faa
Exempler.
En ung Engelsk Offeier, indhentet af to Vilde, som
med opløftede Øxer satte an paa ham, havde ingen Haab
meer at undgaae Døden, og tænkte kuns paa, dyrt at sælge
dem sit Liv. J dette Øyeblik nærmede sig en gammel Vild
med en Bue, og i Begreb med at igiennembore ham med
en Piil; men neppe havde han opspændt Buen, førend han
igien lod Strængen fare tilbage, og kastede sig imellem den
unge Engellænder og Barbarerne, som just vilde myrde
ham; disse vigede ærbødigen tilbage, og den Gamle tog
Officieren ved Haanden, søgte ved sin Venlighed igien at
sette Mod i ham, og tog ham med i sin Hytte. Han om¬
gikkes ham paa det kierligste; og ansaae ham mindre som
en Slave end som en Staldbroder; han lærte ham sine
Landsmænds Sprog, og dette Folkes grove Kunster. De
levede begge vel tilfreds med hinanden; kuns en Ting for¬
uroeligede den unge Engellænder; den Gamle fæstede tit
sine Øyne paa ham, og naar han en lang Tid havde betrag
tet ham, lod han nogle Taare falde.
Da Foraaret imidlertid var kommet igien, begave de
vilde Abenakis sig atter i Marken for at opsøge deres Fien¬
der. Den Gamle, som endnu havde Kræfter nok, at giøre
et Feldttog med, fulgte dem ledsaget af sin Fange. De
giorde en March af meere end hundrede Mile, igiennem de
tykkeste Skove, indtil de endelig kom paa en slet Mark, hvor¬
de opdagede Engellændernes Leyr.
Den Gamle vilde viise sin unge Ledsagere den, og gav
tillige nøye agt paa ham. Der ere dine Brødre, sagde
han til ham, der ere de og vente paa os med Strid. Jeg
har frelst dig Livet; jeg har lært dig at forfærdige en Baad,
en Bue og Piile, at opløbe Elsdyret i Skovene, at om¬
gaaes med Strids=Øxen, og at tage Fiendens Haar. Hvad
var du, da jeg førte dig i min Hytte? dine Hænder vare
Børne=Hænder, som hverken duede til at ernære eller for¬
svare dig. Din Siel var i Natten; du vidste intet, du
- Skulde du vel
har mig at takke for alting
være utaknemmelig nok, til at forene dig med dine Brødre,
og opløfte din Strids=Øxe imod os? den unge Engellæn¬
der sagde ham: Jeg kan ikke føre mine Vaaben imod mit
Folk; men jeg vil heller aldrig bruge dem imod Abenakis,
og saa længe jeg lever, skal de være mine Brødre.
Den Vilde holdt begge Hænder for Ansigtet, og bøye¬
de sit Hoved; han stod nogen Tid saaledes, saae paa Engel¬
lænderen, og sagde i en halv kierlig, halv bedrøvet Tone til
ham: Har du en Fader, han levede endnu, svarede den
Unge, da jeg forlod mit Fædrene=Land; o hvor ulykkelig er
han, raabte den Vilde, og efter en kort Taushed, sagde
han: Veed du, at jeg og har været Fader? jeg er det ikke
mere; jeg saae min Søn falde i Slaget, han var ved min
Sidet; jeg saae ham, han døde som en Mand; |han var
skiult med Saar, min Søn, da han faldt. Men jeg har
hævnet ham.
Han sagde dette med stor Eftertryk, og da han sagde
det, gysede han; han drog sin Aande med Besværlighed,
og syntes at blive qvalt af de Suk, som han ikke vilde lade
udbryde; hans Øyne skiød vildt omkring, og hans Taare
flød ikke, han blev lidt roligere, og i det han vendte sig
mod Østen, viiste han Engellænderen den oprindende Soel,
og sagde til ham: Seer du den smukke Soel, hvor den
straaler af Lys? –- Seer du den med Fornøyelse?
Ja, svarede denne, jeg seer denne smukke Himmel med For¬
nøyelse -
Ak jeg har ingen mere. Efter disse
faae Ord, saae den Vilde et Træ, som stod i Blomster.
See dette Træ, sagde han, seer du det med Fornøyelse?
Ja, jeg seer det med Fornøyelse.  Jeg har ingen
mere, svarede den Gamle med største Gesvindighed, og i
Øyeblikket lagde han til: Hast, og gaae over til dine, at
din Fader endnu med Fornøyelse kan see Solen naar den
gaaer op, og Foraarets Blomster.
Bagtaleren.
En Fabel ved den Persiske Digtere Sadi.
En Bagtaler skulde døe; Skavottet til hans Henrettelse
stod der alt. En af Kalisens Hof bad ham at tilgive Mis¬
dæderen, og bød ham derfor to tusinde Denarer. Kalisen
svarede: Gaae, søg mig endnu saadan et Skarn op, han
skal strax døe, og jeg giver dig ti tusinde Denarer.
Aftenbakken.
En vis Muus foragtede fuld af Stolthed alle andre
Muus; den bad Jupiter at give sig Vinger, paa det den
herefter maatte blive regnet iblant Fuglene. Jupiter op¬
fyldte i Vrede hendes Bøn. Hun kom til Fuglene; man
loe hende ud. Hun vendte tilbage til sit Kiøn; dette vilde
ligeledes ikke kiende sig ved hende, og man stødte hende
fra sig.
Sielen af denne Muus er siden efter faret i en Rene¬
gat. Da den forlod dette Legeme, har den oplivet en
Autor, som skrev i et andet Sprog, end i sit Moders Maal;
fra ham er den draget ind i en Borger, der lod sig adie;
og nu boer den i en Bonde, som nyelig er bløyet Herremaud.
