1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 25.
Den Alpiske Hyrdinde.
V¬
ed Biergene i Savoyen ikke langt fra den Vey imellem
Brianzon og Modane er en Dal, hvoraf Prospee¬
ten for estiller for Reysende en behagelig Melanco¬
sie. Tre Høye i en rund Kreds, paa hvilke der ere ud¬
strakte nogle Hyrde=Hytter langt fra hverandre, de rinden¬
de Bække, som falder need fra Biergene, Træerne som ere
plantede hist og her, Engene som alletider ere grønne, alt
dette giør dette Steds Prydelse fuldkommen. Margnis
inden af Fonrose reyste tilbage fra Frankerig til Jtalien,
med sin Gemahl; Vogn=Axlen paa deres Vogn gik i tu,
og da Dagen var næsten forbie, maatte de i denne Dal søge
et Fri=Sted hvor de kunde passere Natten. Da de nærme¬
de sig hen til en af disse Hytter som de havde seet, saae de
en Hiord som gik af den Vey, geleydet af en Hyrdinde
u hvis Gang satte dem i Forundring. De nærmede sig end¬
pu mere og de hørte en himmelsk Røst, hvis sørgelige og
nrørende Toner giorde at endog Echo sukkede.Hvor bril¬
lierer den dalende Soel af et behageligt Lys? Det er faa¬
nledes (sagde Hyrdinden) at ved Enden af et møysomme¬
aligt Levnets Løb den udmatæde Siel gaae hen at for
unøye sig i Udødelighedens reene Kilde, men ak hvad er den
fasisatte Tid lang og hvad er Livet langsom." J det
g Hyrdinden sagde disse Ord gik hun med nedbøyet Hoved
m længer børt; men den utvungne Positur i hvilken hun førte
m sit Legeme syntes at fremviise i hendes Skabning og Gang
noget Adeligt.
Forskrækket over det som de saae, og endnu mere over
det som de havde hørt, fordøblede Margnisen og Marquus¬
inden deres Skridt, for at opnaae denne Hyrdinde som
de admirerede.
Men hvor stor blev ikke deres Forskrekkelse, da de un¬
der den simpleste Pynt og under de ringeste Pialter saae alle
Skiønheder forenede. Min Datter sagde Margnisinden
i det hun saae at hun undflyede dem, frygt ikke! vi ere Rey¬
sende, som et Tilfælde forbinder at søgs i disse Hytter en
Tilflugt for at vente paa Dagen, vil J vel være vores Vey¬
leder? Jeg beklager Eder Madame svarede Hyrdinden,
i det hun slog Øynene ned og blev rød; Disse Hutter ere
beboede af Ulyksalige, og J vil kun faae slet Løgie der. J
logerer uden Tvivl selv der, sagde Marquisinden; og jeg
kan vel en Nat taale de Uleyligheder som J alletider taaler.
Jeg er skabt dertil, svarede Hyrdinden med en behagelig Sagt¬
modighed; Ney visselig ikke sagde Marquisen af Fonrose,
som ikke længer kunde skiule den Bevægelse som hun foraar¬
sagede ham; Ney J er ikke skabt til at taale det, og Lyk¬
ken er meget Uretfærdig. Er det mueligt Elskværdige at
saa mange Yndigheder skal være hegravedte i denne Udørken,
under denne Dragtk Lykken min Herre, svarede Abelaide
(dette var Hyrdindens Navn) Lykken er ikke grusom uden
den borttager os det som den har skienket os, min Stand,
har sine Behageligheder som man ikke kan erfare i andre og
Vanen giør at J trænger til det som Hyrderne ikke behø¬
ver. Det kan være svarede Marquisen for dem som Him¬
melen har ladet føde i denne ringe Tilstand, men J, for¬
undringsværdige Pige, J som jeg admirerer, J som for¬
tryller mig, J er ikke fød det som J nu er, denne Udseende,
denne Gang, denne Røst, denne Tale, alt dette røber Eder.
To Ord, som i havde sagt røber en poleret Forstand og en
nobel Siek. Fuldfør, siig os, hvilken Ulykke der har
kundet bringe Eder i denne fremmede Tilstand. Naar
en Mands=Persohn er i Ulykke svarede Adelaide, er der tu¬
sinde Maader at flippe derfra; men for et Fruentimmer veed
J selv er der jngen honet Tilflugt uden at tiene, og i at
udvelge sig Hosbonder troer jeg man giør hest at
man præfereret got Folk. J gaaer nu hen at besøge mine;
J skal blive indtaget af deres uskyldige Levemaade, af
deres Opriglighed, deres Enfoldighed og deres honette
Sødere.
Medens de talede saaledes aæriverede de til Hytten.
Denne var skilt ved et Skillerums Væg fra Stalden, hvør
den ubekiente lod sine Lam gaae ind, i det hun talte dem,
med en alvorlig Opmærksomhed og uden at bryde sig mere
om de fremmede som betragtede hende. En gammel Mand
og hans Kone, saadanne som man har afskildret os Phile¬
møn og Baucis, kom deres Giæster i Møde med slig en
enfoldig Anstændighed som kalder os Guld=Alderen tilbags.
Vi har intet at byde Eder, sagde den gamle Kone, uden
frisk Straae, til at ligge paa, Melke Mad, Frugter og
Ruug=Brød til at spiise, men det lidet som Himmelen
skienker os, vil vi deele med Eder af et got Hierte. De
Reysende i det de gik ind i Hytten bleve bestyrtede over den
behagelige Orden som alle Steds fremskinnede, Bordet
var af en eniste Nøde Planke meget skinnende og man for¬
undrede sig over den glindsende Hvidhed paa Leer=Karrene
som brugtes til Melke=Maden, det gav altsammen Afbild¬
ning paa en leende Fattigdom, og Naturens fornemste Nød¬
vendigheder behagelig fyldesigiorte. Det er vores Datter
sagde den gode Kone som drager Omsorg for Huusholdnin¬
gen, om Morgenen førend Hiorden gaaer ud i Marken
og medens de begynder at æde omkring Huset Græsset som
er bedækket af Duggen, toer hun, skurer hun og sætter al¬
ting paa saa behagelig en Maade i Orden at det fortryl¬
ler os. Hvad? sagde Marquisinden denne Hyrdinde er
Eders Datter? Ak Madame gid det saaledes havde beha¬
get Himmelen, raabte den gode gamle Kone, det er mit
Hierte som kalder hende saaledes; thi jeg bær en Moderlig
