Kierlighed til hende, men jeg er ikke saa lykkelig at jeg har
baaret hende under mit Hierte, vi ere ikke værdige nok til
at have avlet hende - hvem er det da? hvorfra kom¬
mer hun? og hvad for en Ulykke har bragt hende i Hyrde¬
Standen? – Alt dette er os ubekient, det er fire Aar
siden at hun kom i Bonde=Dragt og tilbød sig at vogte
vores Hiorde, jeg har antaget hende for intet, og saa vel
hendes gode Udseende som hendes behagelige Udtale har vun¬
det Hiertet saavel hos den ene som hos den anden af os,
vi tvivlede ikke paa at hun ikke var en Bonde Pige, men
vores Spørsmaal giorde hende bedrøvet og vi troede at vi
siden burde afholde os fra at spørge videre. Dette Forsæt
har forøget de Prøver ved hvilke vi har lært at kiende hen¬
des Gemyts Beskaffenhed, thi jo meere vi vil fornedre os
for hende, jo meere ydmyger hun sig for os, thi aldrig
har nogen Datter havt for sin Fader og Moder en meere
undergiven Hengivenhed eller ømhiertet Omsørg, hun kan
ikke adlyde; thi vi vogter os for ikke at befale hende, men
det synes at hun kan giette sig vor Meening til, og at alt
hvad vi ønsket det er gjort førend vi meener at hun tænker
derpaa. Det er en Engel som er nedsteget for at trøste
os i vor Alderdom; hvad giør hun for nerværende Tiid i
Stalden spurgte Marquisinden - hun giver Qvæget
frisk Strøelse, hun malket Faarene og Giederne. Det
synes at den Melk hun malker med sin Haand bliver meere
delicat deraf, og jeg som gaaer til Byen for at sælge den,
jeg kan ikke forskaffe saa meget som jeg kan sætte af, man
synes den er meget velsmagende. Medens dette kiere Bamn
passer paa sin Hiord er hun beskieftiget med at flætte Straae
og Vidie, hendes Arbeide maa heele Verden beundre, jeg
vilde ønske at J kunde see, med hvilken Behagelighed
hun bøyer Sivene og alting bliver prægtig under hendes
Hænder.
J seer Madame blev den gode gamle Kone ved, J
seer her Portrait af et behageligt og stille Levnet, sligt et
Liv er det at hun forskaffer os, denne Himmelske Datters
Fornøyelse bestaar eene i at giøre os lykkelig. Er hun da
selv lykkelig spurgte Marquisen af Fonrose? hun stræber
efter at bilde os det ind svarede den gamle Mand, men
jeg har ofte ladet min Kone see, at naar hun kom hiem fra
Marken havde hun Øynene fulde af Taare og det bedrøve¬
ligste Udseende man kan forestille sig. Saasnart hun seer
os tvinger hun sig til at smile, men vi merker vel at hun
har en stor Sorg der fortærer hende: vi tør ikke spørge hen¬
de derom. Ach Madame sagde den gamle Kone hvor med¬
liden er jeg ikke over dette Barn, naar hun, enten det reg
ner eller fryser, dog alligevel endelig vil udføre sin Hiord i
Marken, mange Gange har jeg lagt mig paa Knæe for at
erholde at hun skulle lade mig gaae i sit Sted, min Bøn
har intet udvirket. Hun gaar ud saasnart Solen staar op,
og kommer om Aftenen hiem stiv af Kulde. Døm, siger hun
til mig med en Ømhiertighed, skulle jeg vel lade Eder forlade
Eders Fyrstæd, og exponere Eder for denne Aarets Stræng¬
hed jeg selv kan med Nød neppe staae derimod. Jmidlertid
bærer hun under sin Arm det Brænde som vi varmer os ved;
og naar jeg klager mig over at hun udmatter sig faaledes:
siger hun lad saa være, lad gaa min kiere Moder, det eri
ved Arbeyde jeg hytter mig for Kulden: Arbeydet passer
sig best paa min Alder. Kort at sige Madame hun er lige¬
saa god som hun er smuk, og min Mand og jeg taler
aldrig om hende uden med Taarene i Øynene. Men dersom
man borttog Eder hende, spurgte Marquisinden. Da
vilde vi miste, raabte den gamle Mand alt det vi har kie¬
rest i Verden; men dersom hun kunde blive lyksalig, ville
vi døe fornøyet med denne Trøst. Ach! ja svarede den
gamle Kone med grædende Taare, gid Himmelen vilde be¬
skikke hende saadan en Lykke som hun er værd, dersom det er
mueligt. Jeg havde haabet at denne kiere Haand skulle
lukket mine Øyne, men det vil jeg ønske hellere end at leve.
Hun kom ind i det samme, hvorved deres Tale blev
afbrudt. Hun loed sig see med en Melke=Skaal i den ene
og en Frugt Kurv i den anden Haand, og da hun havde
hilset dem paa en indtagende Maade, satte hun sig need
for at have med Husholdningen at bestille ligesom der var
ingen der brød sig om hende. J giør jer alt for meget
Umage mit kiere Barn sagde Marquisinden til hende. Jeg
søger ikkun Madame, svarede hun, at opfylde min Hosbonds
Villie som ønsker at beværte Eder det beste mueligt er. J,
skal giøre sagde hun videre, i det hun breede en grov Dug paa
Bordet, men som var overmaaade hvid, J skal giøre et
tarveligt og bondagtigt Maaltid.
Dette Brød er just ikke det allerbeste man kan faae,
men det har en meget god Smag, Æggene ere friske, Mel¬
ken er god, og Frugterne som jeg nylig har plukket ere saa¬
danne som Aarets Tid forskaffer os dem. Den Flid, den
Opmærksomhed, den noble og artige Maade med hvilken
den forundringsværdige Pige beviste dem alt hvad en Vert¬
inde burde, den Ydmyghed som hun beviiste imod sin Hos¬
hond og Mad=Moder, hvad enten hun talte til dem eller
hun søgte at læse af deres Øyen det som de ønskede at skul¬
le skee. Alt dette opvagte hos Marquisen og Marquisinden,
en stor Forundring og Høyagtelse. Da de havde lagt sig
paa Sengen som hun selv havde reedet til dem af frisk Straa
sagde den ene til den anden, denne Hændelse er meget mi¬
raculeux. Vi maae opdage denne Hemmelighed og vi maae
føre dette Barn med os.
Saasnart det blev Dag, kom en af deres Folk som
havde fordrevet Natten med at reparere deres Vogn og
lod dem vide at den nu var i Stand. Marquisinden a
Fonrose førend hun reyste bort lod kalde Hyrdinden til sig.
Uden at udforske, sagde hun til hende, Eders Fødsel og Aar¬
sagen til Eders Ulykke, giør alt det som jeg seer og hører
mig Eder forbindtlig. Jeg seer, at Eders Behiertighed
har opløftet Eder over Ulykken, og at J har indrettet Eders
Tænke=Maade overeensstemmende med Eders nerværende
Tilstand. Eders Yndigheder og Dyder giør den ærværdigt,
men den er Eder uanstændig. Jeg kan elskværdige Ubekiente
forskaffe Eder en bedre Skiebne; min Mands Villie er
fuldko mmen overeensstemmende med min. Jeg sidder i Tu¬
rin i en anseeelig Stand, der mangler mig en Veninde, og
