jeg troer at bringe en uvurdeerlig Skat dersom J vil føl¬
ge med.
Efter det Forslag og Begiering som jeg giør Eder,
saa sæt al Jndbildning om Trældom tilside: jeg troer ikke
at J er skabt til denne Stand, men dersom jeg tager Feil
i min Jndbildning, vil jeg dog hellere ophielpe Eder over
Eders Stand, end lade Eder blive der under. Jeg gien¬
tager det endnu engang, det er en Veninde som jeg agter
at forbinde mig. Endelig saa vær ikke bedrøvet for hvor¬
ledes det skal gaae disse got Folk: Jeg vil giøre alt hvad
jeg kan for at oprette dem Eders Tab; i det ringeste skal
de have saa meget de i deres fornøyelige Stand kan ende
deres Liv paa een behagelig Maade, og det er af Eders
Hænder de modtager de Velgierninger, som jeg skiænker dem.
De gamle Folk som vare nærværende ved denne Samtale
kyste Marquisindens Hænder, kastede sig ned for hendes
Føder, og besvor den unge ubekiente at modtage dette ædel¬
modige Tilbud; de forestillede hende med veemodige Taare
at de vare paa Gravens Bredde, og at hun havde ingen
anden Trøst end at giøre dem lykkelig i deres Alderdom, og
efter deres Død, naar hun blev allene tilbage, vilde deres
Opholdssted blive en grusom Udørken for hende. Hyrdin¬
den i det hun omfavnede dem, blandede sine Taare med de¬
res; hun takkede Marquisen og Marguisinden for deres
Godhed med saadan en Følelighed, som giorde hende end¬
nu smukkere.
Jeg kan ikke, sagde hun, jeg kan ikke modtage Eders
Velgierninger. Himlen har her besluttet mit Ophold=Stæd,
og dens Villie bør opfyldes; men Eders Godhed har ind¬
gravet i mit Hierte saadanne Træk som aldrig udslukkes.
Det anseelige Navn af Fonrose skal uden ophold stedse væ¬
re i mine Tanker. Der er intet tilbage uden jeg vil ud¬
bede en Naade, sagde hun med en Rødme og slog Øyne¬
ne ned, det er at De vil bevare denne Hændelse i en evig
Taushed, og lade Verden stedse være uvidende om en Ube¬
kientes Skiebne, som vil leve og døe i Forglemmelse.
Marquisen og Marquisinden rørte og bedrøvede igientog
utallige gange deres Begiering; hun blev ubevægelig, og
de Gamle, de Reysende og Hyrdinden skiltes fra hverandre
med Taarene i Øynene.
Heele Reysen igiennem havde Marquisen og Margis¬
inden intet andet at bestille med end denne Hændelse. De
troede næsten at have drømt. Og da deres Tænkekraft var
opfyldt med denne forunderlige Hændelse, arriverede de imid¬
lertid til Turin. Man tvivler vel paa at de Hemmelighe¬
der blev ikke tans, thi det blev en Materie utømmelig paa
Reflexioner og Giætninger.
Den unge Fonrose som var nærværende ved disse Sam¬
taler forglemte ikke en eneste Omstændighed. Han var i den
Alder, i hvilken Jndbildnings=Kraften er meest levende,
og Hiertet meest i Stand til at tage imod Rørelser!
Det var en af disse Egenskaber, hvis Følelse ikke yt¬
trer sig uden fore, men saa meget meere volsom oprører,
naar de begynder at yttre sig, saa at Følelsen, som finder
dem ikke, sværker sig ved nogen Skags Adspredelse. Alt

det som den unge Fonrose hørte fortælle om den Savøyi¬
ske Hyrdindes Yndigheder Dyder og Viderværdigheder, op¬
tændte i hans Gemytt den hæftigste Begierlighed efter at see
hende. Han giorde sig en Afbildning om hende, som sted¬
se svevede ham for Øyne; han lignede alt det som han saae,
med hende, og alt det som kom ham for Øynene fordunkle¬
des mod hende. Men jo meere hans Utaalmodighed tog til,
jo større Umag giorde han sig for at skiule den. Det blev
gandske kiedsommelig for ham at blive i Turin. Den Dal,
som skiulede hans største Zirat, drog hans Tanke gandske
til sig. Det er der at Lykken venter paa ham, men bliver
hans Forehavende bekiendt seer han forud de største Hin¬
dringer: man vil ingenlunde tillade ham den Reyse som
han har i Sinde, det er et ungt Menneskes Daarligheder,
hvis Følger man vil frygte for; ja endog Hyrdinden selv
forskrekket for disse Efterstræbelser vil gandske vist unddra¬
ge sig; bliver han kiendt, vil han miste hende.
Efter alle disse Overveyelser, som han havde at bestille
med over 3 Maaneder, fattede han den Resolution at for¬
lade alting for hendes Skyld, at gaae hen i Hyrde-Dragt,
at opsøge hende i Ørken, og der enten ende sine Dage, eller
drage hende derfra. Han forsvandt; man saae ham ingen¬
steds. Hans Forældre, som ventede ham, bleve strax meget
urolige derover; deres Frygt forøgede sig Dag fra Dag.
Heele Familien blev mistrøstig, da de merkede, at de for¬
gieves ventede paa ham; og siden de ikke kunde faae Spor
paa ham, hvormeget de end søgte, kom deres Bedrøvelse
paa det høyeste. En Duel, et Mord, og alt andet uhæl¬
digt forestillede sig for deres Tanker, og det blev da Slut¬
ningen, at disse ulykkelige Forældre begræd deres Søns
Død, den Søn, som var deres eneste Haab. Medens
hans Familie ifører sig Sørge=Dragt, fremstiller Fonrose
sig i Hyrde-Dragt for dem, som boede i de Flækker nest ved
den Dahl, som man saa nøye havde beskrevet ham. Han
naaede sit Ønske: man betroede ham Opsigten over en
Hiord. De første Dage lod han sin Hiord vanke om uden
at bryde sig om den, og gav allene Agt paa at opdage de
Stæder, hvor Hyrdinden førte sin Hiord. Lad os raade
Bod paa, sagde han, denne smukke ensommes Frygtagtig¬
hed: dersom hun er ulykkelig, behøver hun Trøst; ønsker
hun ikkun at afsondre sig fra Verden, og er det den Behag,
som hun finder i et roligt og uskyldigt Levnet, der holder
hende tilbage i disse Stæder, bør hun forsøge, hvad Kied¬
sommelighed er, og derfor tragte efter et Selskab, som
kan fornøye eller trøste hende: Lad os opsøge hende mit Sel¬
skab. Dersom jeg opnaae den Lykke at giøre hende det
behageligt, skal det snart blive hende umisteligt; thi jeg vil
rette mig efter hendes Gemyts Beskaffenhed. Endelig, vi
ere her at regne som ene i Verden, og vi vil aldeeles leve
den ene for den anden. Der er ikke langt fra Fortrolig¬
hed til Venskab, og fra Venskab til Kierlighed er Skridtet
endnu mere slibrig for vor Alder.
Og hvor gammel var Fourose, da han raisonnerede
saaledes? Fonrose var 18 Aar; men 3 Maaneders Over¬
veyelse over et og det samme fremlegger mange Forestillel¬
