ser! medens han øvergav sig til disse Tanker, og hans Øyre
spillede om paa Marken, hørte han langt borte den Stem¬
me, hvis Yndighed man saa høyligen havde roset for ham.
Den Bevægelse som han blev sat udi, var ligesaa hæf¬
tig som om det var skeet uformodentlig. "Det er her
"sang Hyrdinden med sørgelige Toner) "det er her, at
"mit Hierte nyder det eneste Gode som er tilbage for det.
Min Sorg forskaffer min Siel Fornøyelse; og jeg agter
"dens Bitterhed høyere end Glædens bedragelige Sød¬
"heder." Disse Toner skar i Fonrøses følelige Hierte.
Hvad er vel Aarsagen, sagde han, til den Græmmelse og
Sorg; som fortærer hende, hvor skulle det være angenemt
at trøste hende, der turde neppe et behageligere Haab smigre
for Begierlighederne. Han frygtede for at forurolige Hyrd¬
inden, om han var saa uforsigtig at stille sin Utaalmodighed
efter at see hende nærmere, altsaa for første Gang var det
nok at han havde hørt hende. Dagen derpaa begav han
sig i Marken; og da han havde observeret hvilken Vey
hun tog, udvalgte han sig et Sted ved Floden af en Klippe,
som Dagen tilforn havde givet Gienlyd af hiin rørende
Stemmes Toner. (Hvad Fonrose er angaaende, da havde
han en overmaade smuk Skabning, og Naturens Gaver
havde ziiret ham med saadanne Artigheder, som den adelige
Ungdom i Jtalien almindelig pleyer at have.
Han spillede paa Hautboye ligesaa indtagende, som
den, der havde lært ham nemlig Besazzi, der paa den Tid
satte heele Europa i Forundring over sin Færdighed,
Adelaide dybt nedsænket i sine bedrøvelige Tanker, havde
endnu ikke ladet sin Stemme høre, og Echo bevarede Taus¬
hed. Med et blev denne Taushed brudt ved Fonroses
Hautboyes veemodige Toner. Denne usædvanlige Lyd op¬
pakte i Adelaides Gemyt en Blanding af Forskrekkelse og
Uroe. Hyrderne for de Hiorde, som vanke omkring paa
disse Høye, havde aldrig ladet hende høre andet end Lyden
af deres skurrende Skov=Horn. Ubevægelig og opmærksom
kastede hun Øynene omkring for at faae Sigte paa den,
som var i Stand til at udføre en saa rørende Melodie.
Omsider saae hun langt borte en Hyrde siddende i Grøften,
af en Klippe, ved hvis Fod hans Hiord gik; hun nærmede
sig for at høre ham bedre. See! sagde hun, hvad Natu¬
rens Drift allene kan formaae: Gehøret lærer denne Hyrde
alle Kunstens Fiinheder.
Kan nogen vel fremføre reene Toner, hvilken Nyde¬
lighed i Tonernes Forandring. Hvor behagelig forandrer
han Manererne? Lad nogen nu sige, at Smagen er ikke
en Gave af Naturen. Fra den Tid at Adelaide var kom¬
men i denne Ud=Ørken, var det nu første Gang, at hendes
Sorg blev formildet ved en angenem Adspredelse, og hendes
Gemyt indtaget af Fornøyelses søde Bevægelse. Fonrose,
som havde seet hende nærme sig, og sætte sig ned ved et
Piile=Træ for at høre paa ham, lod som han ikke mærkede
det. Han betiente sig af den Tid, hun gik tilbage, og af¬
paffede sin Hiords Gang saaledes, (sklønt det lod, ligesom
det var af en Hændelse) at han kunde møde hende ved Brin¬
ken af Høyen, hvor deres Veye stødte sammen. Han
kaftede ikkun et Øyekast hen til hende, og fortsatte sin Vey,
ligesom han ikke brød sig om andet, end sin Hiord. Men
hvor store Skiønheder viiste dette Øyekast ham ikke, hvilke
Øyne, hvilken uforlignelig Mund, hvor skulle disse Træk;
som ere saa yndige og rørende i deres Mathed, blive over¬
maade indtagende; dersom Kierlighed oplivede dem, man
indseer let, at allene Sorgen havde fordunklet i den blom¬
strende Alder Roserne paa hendes deylige Kinder, men det,
som af alle Yndigheder satte ham hæftigst i Bevægelse, var
den ypperlige Ziirlighed i hendes Skabning og Gang;
for fuldkommen at afskildre hans Rørelser, kan man fore¬
stille sig et ungt Ceder=Træ, hvis ranke og bøyelige Bul
bøyer sig sagteligen for Vindene. Dette billede, som Kier¬
ligheden nylig havde indgravet med Jern=Træk i hans Jhu¬
kommelse, indtog ham gandske og aldeles.
Hvor har de afskildret hende løseligen for mig, sagde
han, denne Skiønhed som er ubekiendt for Verden, hvis
Tilbedelser hun fortiener, og det er en Udørk, hun lever
udi! det er Halm, som bedækker hende! hun, som burde
være høyt ophøyet, hun bemøyer sig med at vogte
en ringe Hiord! under hvilke Pialter har hun frem¬
stillet sig for mig, Hun pryder alting, og intet betager hen¬
des Glands. End mere, hvilken Levemaade for et saa zart¬
lig Legeme! grov Føde, Opholds=Stæd næsten beskikket
allene til Vilde, Leye paa Straae, J store Guder, for
hvis Skyld er da Roser? ja --! jeg vil drage hende af
denne meget ringe og hende uanstændige Tilstand. Søv¬
nen afbrød disse Overveyelser, men ingenlunde udslettede
det indtrykte billede. Adelaide paa sin Side overmaade
bevæget af Fonroses Ungdom og Skiønhed, kunde ikke nok¬
som forundre sig over Lykkens Egensindighed. Hvor for¬
samler ikke Naturen, sagde hun saa mange Ypperligheder
og Yndigheder, men ach! disse Gaver, som ere ham til
ingen Nytte, kunde maaskee bive hans Ulykke i en høyere
Stand. Hvad Ulykker foraarsager ikke Skiønhed selv i
Verden! jeg Ulyksalige, anstaaer det mig at tillægge den
nogen Priis? Denne traurige Reflexion begyndte at qvæle
i hendes Gemyt den Fornøyelse, hun havde smaget; hun
bebreidede sig selv sin Følelighed, og besluttede at undslaae
sig derfor herefter.
Dagen derefter syntes Fonrose, at han kunde mærke,
hun flyede hans Nærværelse; han henfaldt til den yderste
Traurighed. Mon hun skulle bære Tvivl om min Forklæ¬
delse? sagde han, skulle jeg selv have røbet mig? denne
Urolighed indtog ham den heele Dag, saa hans Hautboye
blev forsømt. Adelaide var ikke længere borte, end at hun
jo vel kunde høre ham, og hans Taushed satte hende i For¬
undring.
GResten følger)
