1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 26
Resten af den Alpiske Hyrdindes
Historie. (e No 25)
O
san satte sig omsider ned for at synge. "Det synes,
(sagde hun syngende) at alt det, som er rundt
"omkring mig, tager Deel i min Misfornøyelse:
"Fuglene lader ikke høre uden sørgelig Lyd, Echo svarer
"mig med Veeklage, Vindene sukker imellem Løvene,
""Raslen efteraber mine Sukke, man skulle sige at de løb
med Taare. Fonrose bevæget ved denne Sang kunde
ikke afholde sig fra at svare derpaa. Aldrig kan man fore¬
stille sig en meere rørende Concert end denne med hans Hout¬
boyr og Adelaides Sang. O Himmel raabte hun, hvil¬
ken Henrykkesse! jeg kan ikke tro mine egne Øren: Det er
ikke en Hyrde, det er en Gud, jeg hører. Det naturlige
Gehør af, hvad der klinger vel, kan det indgive disse be
hagelige Overeensstemmelser, medens hun talede saaledes,
gav Dalen Gienlyd af en igiennemtrængende eller snarere
himmelsk Melodie. Adelaide troede at see de overnaturli¬
ge Ting satte i Verk, som Skialdre=Kunsten tillegger Mu¬
siqven sin fortroelige Syster. Hun stod ganske bestyrtet
og taus, og vidste ikke enten hun burde vige eller overgive
sig til denne Fortryllelse. Jmidlertid saae hun Hyrden,
som hun havde hørt, samle sin Hiord sammen for at ven¬
de tilbage til sin Hytte. Han kiender ikke, sagde hun, det
indtagende, som han udspreder omkring sig, hans uskyldi¬
ge Siel hovmoder sig ikke deraf; ja han venter ikke engang
selv de Berømmelser, som jeg skylder ham. Saa stor er
"Musiguens Kraft: Det er den eneste af Naturens Gaver,
som nyder sig selv, til alle de andre udfordres Vidner. Den¬
ne himmelske Gave blev skiænket Menneskene i Uskyldighe¬
den: det er den reneste af alle Fornøyelser. Ach! det er
i denne Fornøyelse ene, jeg endnu finder Smag, og jeg
øgter denne Hyrde som en ny Gienlyd, der svarer til min
Sørg. Den følgende Dag tvang Fonrose sig paa sin Si¬
de til at gaae længere bort: Adelaide blev bedrøvet der¬
øver. Skiebnen, sagde hun, syntes at have sparet denne
kinge Trøst for mng; jeg lod mig forhastig indtage deraf
og for at straffe mig, skiller den mig derved. Endelig en
Dag, da de mødtes paa Brinken af Høyen, sagde hun til
ham, Hyrde! fører J eders Hiord langt bort? disse før¬
ste Ord af Adelaides Mund foraarsagede hos Fonrose
en hæftig Sinds Bevægelse, som næsten borttog ham Mæ¬
let. Jeg veed ikke, sagde han stammende; det er ikke mig,
som geleider min Hiord, men det er min Hiord, som fører
mig; disse Stæder ere bedre bekiendte for den end for mig;
jeg overlader den at udvælge de beste Græsgange. Hvor¬
fra er J da, spurgte Hyrdinden ham? Jeg saae først for
nogle Dage siden de Alpiske Bierge, svarede Fonrose. Er
J født iblant Hyrderne, spurgte hun videre, eftersom jeg
er Hyrde, sagde han med needslagne Øyne, maae det vel
være saa, at jeg er født for at være der. Det er noget.
som jeg tvivler paa, svarede Adelaide, i det hun opmerk¬
som betragtede ham. Eders Yndigheder, Eders Tale,
Eders Udseende, alt dette overbeviiser mig om, at Skieb¬
nen havde sat Eder i en bedre Stand. J er meget find¬
rig, svarede Fonrose, men bør J vel troe, at Naturen
nægter Hyrderne alting? Er i født til at være Dronning?
Adelaide rødmede ved dette Svar, og dreyede Talen sigen¬
de: forleden Dag accorderte J med Eders Houboye til min
Sang paa saa indtagende en Maade at det var at ansee som
et Mirakel af en almindelig Hyrde. Det er Eders Sang,
svarede Fonrose, som man hos en almindelig Hyrdinde
kan ansee derfor. - Men har ingen lært Eder?
Jeg har, ligesom J, ingen anden Veyledere end mit Hierte
og mit Øre. J sang, jeg blev rørt; det som mit Hierte
føler, udtrykker min Houbye; jeg indblæser den min Siel?
see der heele Hemmeligheden; intet i Verden er lettere. Det
er utroeligt, sagde Adelaide. Det er just det, jeg har
sagt, da jeg hørte Eder, svatede Fonrose; dog har man
burdet troe det. Maae J ikke tilstaae at Naturen
og Kierlighed undertiden forlyster sig med at foreene alt det
kostbareste, som De eyer, med den ringeste Stand, for at
lade see, at der er ingen Stand, som de jo kan give Anseelse.
Under disse Samtaler kom de ned i Dalen; da Fon¬
røse, som en Straale af Glæde oplivede, frembrød med
de behagelige Toner, som Glæden indgiver. Ach! Kiere,
sagde Adelaide, spar for mit Gemyt den ubehagelige Fo¬
restilling af slig en Sinds Beskaffenhed, som det ikke kan
forsøge. Denne Udørk er indviet til Sorgen; dens Echo
er ingenlunde vandt til at igientage en forfængelig Glædes
Toner; her sukker alting med mig. Jeg har og Aarsag
at beklage mig, svarede Fonrose, og disse Ord, som ble¬
ve udtalte med et Suk, bleve efterfulgte af en lang Taus¬
hed. J, har Aarsag at beklage Eder, begyndte Adelæide,
er det over Menneskene? er det over Skiebnen? jeg veed
ikke sagde han, men jeg er ikke lykkelig: spørg mig ikke meere
derom. Hør, sagde Adelaide; Himlen skiænker os baade
den ene og anden en Trøst i vore Ulykker; mine ere lige¬
som en overvæltende Tunghed, hvoraf mit Hierte er under¬
trykt. Hvo J end mon være, har J forsøgt Vidervær¬
digheder, maa J være Medlidende, og jeg agter min Fortro¬
lighed værdig, men lov mig at værdige mig Eders igien.
Ach! sagde Fonrose, mine Ulykker ere af saadan Beskaf¬
fenhed, at jeg maaskee maae være forbunden til aldrig at
aabenbare dem.
Denne Hemmelighed fordoblede Adelaides Nysgier¬
righed. Jndfind Eder i Morgen, sagde hun til ham, ved
Foden af denne Høy under den gamle tykke Eeg, hvor J
har hørt mig Sukke. Der skal jeg fortælle Eder de Ting
som skal opvække Eders Medlidenhed. Fonrose hendrev
Natten i den hæftigste Sinds Uroelighed.
