Hans Lykke beroede paa det, som han snart skulle faae
tit høre. Tusinde grusomme Tanker satte ham vexelviis i
Bevægelse. Han frygtede fornemmelig for den fortvivlede
Fortælling om en ulykkelig og oprigtig Kierlighed. Der¬
som hun elsker, sagde han, er det ude med mig.
Han begav sig til det bestemte Stæd. Han seer Ade¬
laide komme. Himlen var overtrakt med mørke Skyer,
og Naturen, som havde indhyllet sig i Sørgedragt, syntes
forud at spaae, hvor bedrøvelig denne Samtale vilde bli¬
ve. Da de havde sat sig need ved Roden af Egen, talte
Adelaide saaledes: "J seer her disse Steene, som Græs¬
"set begynder at dække, det er en Grav for den ømhier¬
"tigste elskværdigste ja dydigste af alle Mennesker, hvilken
"min Kierlighed og Uforsigtighed har kostet Livet. Jeg
"er født i Frankerige af en fornemme og til min Ulykke me
"get riig Familie. Greven af Orestan fattede den ømme¬
"ste Kierlighed for mig; jeg blev rørt derved; ja jeg blev
"overmaade rørt. Mine Forældre satte sig imod vore
"Hierters Tilbøyelighed, og min ufornuftige Kierlighed
"giorde, at jeg bifaldt et Ægteskab helligt for de dydige
"Siele; men nægtet ved Lovene. Jtalien var paa den
"Tid Krigens Skue=Plads. Min Ægtefælle reyste derhen
"for at imodtage det Corps, som han skulle commandere:
"jeg ledsagede ham til Brianzon, min ubesindige Kierlighed
"opholdt ham der tvende Dage imod hans Villie. Den¬
"ne unge Herre som brændte af Begiærlighed til at indleg¬
"ge sig Ære, forlængede ikke sin Ophold der uden med yder¬
"ste Modtvillighed. Han opofrede sin Pligt for min Skyld
"men hvad skulle det være som jeg ikke havde opofret for
"ham? kort at sige, jeg forlangede det, han kunde ikke
"imodstaae mine Taare. Der ahnede ham noget da han
"reyste bort, hvorover jeg blev overmaade forskrekket: jeg
"fulgte ham til denne Dal, hvor jeg modtog hans farvel;
"og vendte tilbage til Brianzon for at vente skrivelse fra ham
"Faa Dage derefter udspredte sig Rygtet om et Feltslag.
"Jeg var i Uvished om Orestan havde bivaanet det eller
"i ikke, jeg ønskede det for hans Æres Skyld, jeg frygtede
"det for min Kierligheds Skyld, da jeg fik et Brev fra
"ham, som jeg troede skulle trøste mig meget! jeg vil ind¬
"finde mig den Dag og det Klokke slet, skrev han i den
"Dal og under den Eeg hvor vi skiltes ad, jeg vil komme
"der alleene, og jeg besværger Eder at vente mig der eene
"at jeg endnu lever, er blot for Eders Skyld. Hvor stor
"var min Forblindelse! jeg merkede intet andet af dette
"Brev end en Utaalmodighed efter at see mig igien og jeg
"glædede mig derover. Jeg begav mig da hen under sam¬
"me Eeg. Orestan kommer, og efter den kierligste Mod¬
"tagelse siger han til mig, det var Eders Villie, min kiere
"Adelaide, jeg har forsømt min Pligt i det Øyeblik, som
"var det betydeligste i mit heele Liv. Det er skeedt som
"jeg frygtede for. Feltslaget er holdt, mit Regiment gior¬
"de angrebet; det viiste forundringsværdige Prøver paa
"Tapperhed, og jeg var det ikke. Jeg er vanæret, det
"er ude med mig uden ringeste Redning. Jeg bebreyder
"Eder ingenlunde min Ulykke, men jeg kan ikke giøre Eder
"mere end et Offer, og mit Hierte er bereed til at fuldende
"det. Jeg blev bleeg over denne Tale, skielvede og kunde
"neppe drage min Aande, jeg indsluttede min Ægtefælle
"i mine Arme. Mit Blod begynte at Jsne i mine Aa¬
"rer, mine Knæe bøyede sig under mig, og jeg faldt om
uden ringeste Sands. Han betiente sig af min besvimel¬
"se for at rive sig ud af min Barm, og strax derpaa kom
"jeg til Live igien ved Skrald af det Skud som skilte ham
"ved Livet. Jeg kan ingenlunde afskildre Eder den Tilstand,
"jeg da befant mig udi, den lader sig ikke udtrykke; og de
"Taarer, som J nu seer at flyde, de dybe Sukke, som
standser mine Ord er kun et meget svagt Portrait derpaa.
"Da jeg havde hendrevet en gandske Nat hos det blodige
"Legeme i en Sorg, som næsten borttog mig mine Sand¬
"ser, drog jeg først Omsorg for at begrave ham og med
"ham min Skam: mine Hænder gravede hans Grav.
"g Jeg ønsker ingenlunde at sætte eder i nogen hæftig Bevægelse,
men vær forsikret paa, det Øyeblik da Jorden skulle skil¬
"le mig ved min Ægtefælles bedrøvelige Levninger var tu¬
sind gange grueligere for mig, end det kan blive som skal
adskille min Siel og Legeme. Ved det jeg var udmattet
af Sorg og skildt ved Levnets Midler, brugte jeg mine ud¬
mattede Hænder to Dage paa at grave denne Grav med
ubeskrivelig Møye. Naar mine Kræfter forlod mig
hvilede jeg mig i min Ægtefælles blodige Barm. En¬
delig viste jeg ham min sidste Skyldighed ved at begrave
ham, og mit Hierte giorde ham det Løfte at vente i disse
Stæder vores Forenelse ved Døden. Jmidlertid begyn¬
"te en forsmedelig Hunger at plage mine udtørrede Jndvolde.
"Jeg Jeg giorde mig en Samvittighed over at nægte Naturen!
det Livs Ophold der er mere bitter en Døden selv. Jeg
forandrede min Dragt til en almindelig Hyrde-Dragt,
og jeg modtog denne Stand som min eneste Tilflugt. Si=
den den Tid er det allene min Trøst at komme for at udøse,
"min Graad ved denne Grav, som og skal blive min. J
seer, blev hun ved, med hvilken Oprigtighed jeg aabene!
barer Eder mine Hemmeligheder. Jeg kan her efter frit
græde med Eder: det er en Trøst som jeg behøvede; men
jeg venter den samme Fortroelighed hos Eder. Bild
Eder ikke ind at J har fixeret mig. Jeg seer tydelig at
"Hyrde=Standen er Eder ligesaa fremmed som den er mig.
"J er ung, og uden Tvivl følelig; og om jeg gietter ret
reyser vore Ulykker sig af en og den samme Kilde, og J
har ligesom jeg elsket. Vi vil da saa meget desmere den
eene tage Deel i den andens Ulykke. Jeg agter Eder
som en Ven, hvilken Himmelen rørt af mine Vidervær¬
digheder værdiger at sende mig i min Eensomhed. An¬
see mig som en Veninde, der er i Stand til at give Eder
om ikke nyttige Raad, saa dog i det ringeste trøstelige
J rører mig meget svarede Fonrose, som var
overmaade bedrøvet over det han havde hørt; og hvor føle¬
lig J end anseer mig, er det langt fra, at J kan forestille
Eder det Jndtryk, som Eders Viderværdigheders For¬
tælling har giort hos mig. Ach! at jeg kan ikke svare
derpaa med den samme Fortrolighed, som J viser mig,
og som J er saa værdig, men jeg har sagt det, jeg havde
seet det forud: mine Viderværdigheder ere af saadan
Beskaffenhed, et en ævig Taushed bør inslutte dem
inderst i mit Hierte. J er vel ulykkelig, sagde han videre
med et dybt Suk! jeg er endnu meere: det er alt, hvad
jeg kan sige Eder. Bliv ikke fortrydelig over min Taushed.
