det er mig grusomt at være dømt dertil. Jeg vil stledse føl¬
ge Eders Trin, jeg vil lette Eders Arbeyde, jeg vil tage
Deel i Eders Modgang, jeg vil see Eder udøse Taare ved
denne Grav, jeg vil blande mine Taare med Eders. Det
skal aldrig fortryde Eder at have needlagt Eders Bedrø¬
velse i et desværre alt for føleligt Hierte. Jeg fortryder det
allerede, svarede hun med Forvirring; og begge med ned¬
slagne Øyne skildtes stiltiende fra hverandre. Da Adelai¬
de forlod Fonrose syntes hun at see i hans Ansigt Kiende¬
tegn paa en nagende Sorg. Jeg har fornyet Følelsen af hans
Ulykker, sagde hun; og hvor grueligt maae det ikkevære, efter
som han anseer sig endnu ulyksaligere endjeg! Efter den Dag,
forefaldt der snart Sang snart Samtale imellem Fonrose og
Adelaide. De hverken søgte eller undflyede hverandre: Besku¬
elsen af det, som afbildede Forskrækkelse, gav nesten ene Anled¬
ning til deres Samtale, naar han fandt hende grædende ved
hendes Ægtefælles Grav, blev hans Hierte overvældet af
Ynksomhed, Fortrydelse og Græmmelse, han betragtede
hende stiltiende, og med hendes afbrudte og med de vee¬
modigste Taare blandede Sukke, svarede han med de dybe¬
ste Sukke. To Maaneder gik han i denne grusomme Til¬
stand, og Adelaide saae Fonroses Ungdom visne som et
Blomster. Den nagende Sorg, som fortærede ham, gjor¬
de hende saa meget mere bedrøvet, eftersom Aarsagen dertil
var hende ubekiendt. Det var langt fra, hun havde mindste
Tanke om, at hun selv var Aarsagen. Jmidlertid saasom det
er gandske naturlig, at af tvende forskiellige Følelser i en Siel
svekker den ene den anden, saa blev Adelaides Sorg over Ore¬
stans Død Dag fra Dag mindre heftig, eftersom hun mere
overgav sig til Medlidenhed, som hun bar over Fonrose. Hun
var gandske forsikkret om, at der i denne Ømhed var intet uden
uskyldigt; ja det faldt hende ikke engang ind at sette sig der¬
imod; og saasom han, som var Aarsag til denne ædelmodige
Følelse, idelig kom hende for Øynene, blev den hvert Øyeblik
fornyet. Den unge Fonrose svandt reent hen, og hans Afmæg¬
tighed blev saa kiendelig, at Adelaide holdt for, hun ikke læn¬
ger burde lade ham gaae saaledes. J vil omkomme, siger
hun til ham, og J vil formeere mine Bedrøvelser med dette
at see eder fortæres af Sorg lige for mine Øyne, uden at
kunde paa ringeste Maade hielpe Eder. Dersom Fortæl¬
ningen om mine Ungdoms Daarligheder ikke har opvakt
hos Eder Foragt for mig; dersom det oprigtigste og ømme¬
ste Venskab kan røre Eder; endelig dersom J ikke vil giøre
mig ulykkeligere, end jeg var, førend jeg kiendte Eder, da
betroe mig Aarsagen til Eders Viderværdigheder; J har
ingen i Verden uden mig, som kan staae Eder bie i at gien¬
nemgaae dem. Er Eders Hemmelighed mere magtpaalig¬
gende end min, frygt da ingenlunde at jeg skal udsprede den.
Min Ægtefælles Død har sat en Afgrund imellem Verden
og mig, og den Fortrolighed, som jeg forlanger, skal snart
blive nedgravet i denne Grav, hvor Sorgen legger mig med
langsomme Skridt. Jeg haaber at komme der førend J,
svarede Fonrose=flydende i Taare. Lad mig ende mit be¬
drøvelige Liv foruden at efterlade Eder den Bebreydelse,
at J har forkortet dets Løb. - - O Himmel, hvad hører
jeg! raabte hun gandske bestyrtet; hvem? jeg! jeg skulle
have været Aarsag til de Ulykker, som trykker Eder, mit
Hierte er færdig at briste, fiig dog; hvad har jeg giort?
hvad har jeg sagt? ach - jeg skielver - o Himmek! har
du ikke sat mig i Verden uden for at giøre ulykkelige? Tael,
siger jeg: det er ikke længer Tid at dølge for mig, hvo J er;
J har sagt for meget til at skiule det længer. - Ach vel,
jeg er - -- jeg er - - - jeg er Fourose, en Søn af de
Reysende, hos hvilke J har opvakt den største Forundring
og Høyagtelse. Alt det, som de har fortalt mig om Eders
Dyder og Yndigheder, indgav mig det ulykkelige Forsæt,
at komme her under denne Forklædelse for at see Eder. Jeg
har efterladt min Familie i Bedrøvelse; thi de troer, de har
mistet mig, og begræder min Død. Jeg har seet Eder,
jeg veed, hvad der forbinder Eder til disse Stæder, ja jeg
veed, at det eneste Haab, som er tilbage for mig, er at døe
her som Eders Tilbeder. Spar mig for unyttige Raad
og urimelige Bebreydelser. Mit Forsæt er lige saa stand¬
haftigt, lige saa ubevægeligt, som Eders. Dersom J med
at røbe min Hemmelighed, vil forurolige de sidste Øyeblikke
af et Liv, som snart er ude, da vil I uden ringeste Nytte
giøre mig en Uret, som jeg i den Henseende aldrig skulle
have gjort Eder. Adelaide meget forskrekket giorde sig al
Umage for at stille den Fortvivlelse, dette unge Menneske
var geraadet i. Jeg vil vise, sagde hun, hans Forældre
den Tieneste, at kalde ham tilbage til Livet; jeg vil redde
deres eneste Haab; Himmelen giver mig denne Leylighed i
Hænderne til at giengielde deres Godheder. Derfore,
langt fra at giøre ham meere rasende ved at vise ham fra
sig med Bitterhed, betiente hun sig derimod af det Aller¬
ømmeste, som Medlidenhed frembringer, og af alt det Trø¬
stelige, som Venskab eyer, for at stille ham tilfreds. Him¬
melske Siel, raabte Fonrose, jeg veed al den Modstand J
kan giøre en Ulykkelig: Eders Hierte hør den til, som hvi¬
ler i denne Grav; jeg seer, at intet er i Stand til at rive
Eder løs, jeg indseer, hvor dydig og sindrig J er i at skiule
min Ulykke for mig; jeg mærker det gandske tydeligen, jeg
er høyligen bedrøvet derover, men jeg tilgiver Eder det.
Det er Eders Skyldighed aldrig at elske mig, det er min
Skyldighed stedse at tilbede eder. Jlende efter at udføre
det Forsæt, som hun havde fattet, løber Adelaide til Hyt¬
ten. Min Fader, siger hun til sin gamle Husbonde, mener
J vel at have saa mange Kræfter, at J kan giøre en Reyse
til Turin? jeg behøver et troværdigt Bud for at give Mar¬
quisen og Marquisinden af Fonrose en meget vigtig Efter¬
retning. Den gamle Mand svarede, at hans Begierlig¬
hed efter at tiene dem, gav ham nye og friske Kræfter. Reys
da, sagde Adelaide; J vil finde dem begrædende deres
eneste Søns Død, siig dem, at han er levende, at han op¬
holder sig her, og at det er mig, som vil give dem ham
tilbage; men det er en uomgiengelig Fornødenhed, at
de maae selv komme at imodtage ham. Han reyser,
han kommer til Turin, han lader sig melde, at det var
den gamle Mand fra Dalen i Savoyen. Ach! raab¬
te Marquisinden, maaskee der er hendet vores Hyrd¬
inde en Ulykke. Han kommer nok, sagde Marquisen, uden
Tvivl for at lade os vide, at det nu er hendes Villie at leye
hos os. Da jeg har mistet min Søn, sagde Masquis¬
inden, er det den eneste Trøst, jeg ønskede at nyde i Ver¬
den. Den gamle Mand kommer ind. Han nedkaster sig
for dem, man hielper ham op. J begræder en Søn, siger
