han til dem, jeg kommer for at sige Eder at han er leven¬
des: det er vores kiere Daatter, som har opdaget ham i
Dalen: hun sender mig for at lade Eder det vide; men
J eene, siger hun, kan føre ham tilbage. Medens han
talede saaledes, havde Bestyrtelse og Glæde berøvet Mar¬
anisinden Sandsernes Brug. Marquisen forskrekket, for¬
virret, raaber: De skulle komme at hielpe hans Kone, han
faaer hende til Live igien, han omfavner den Gamle, og
forkynder sit heele Huus, at deres Søn er dem skienket
igien. Marquisinden kom imidlertid til sig selv igien:
Hvad skal vi giøre, siger hun, i det hun tog fat paa den
gamle Mands Hænder og trykkede dem med Ømhed, hvad
skal vi giøre for at giengielde en Velgierning, som giver os
Liv igien? Alting blev sat i Stand. De begiver sig paa
Reyjen med den gode gamle Mand; de reyser Nat og Dag
og endelig kommer til Dalen, hvor deres eneste Gode ven¬
ter paa dem. Hyrdinden var ude i Marken; den gamle
Kone førte dem derhen; de nærmer sig. Hvor stor blev
deres Forundring! Deres Søn, den Søn de elskede saa høyt,
er hos Hyrdinden i en ringe Hyrde-Dragt: deres Hierter
kiendte ham snarere end deres Øyne. Ach arnsomme Søn!
raabte hans Moder i det hun kastede sig i hans Arme, hvil¬
ken Bedrøvelse har J foraarsaget os, hvorfor har J und¬
draget Eder fra vores kierlige Omhyggelighed? og hvad
bestiller J her? jeg tilbeder, sagde han, det, som J selv
har admeeret. Forlad, Madame, sagde Adelaide, medens
at Fonrose omfavnede sin Faders Knæe, som løftede ham
med største Kierlighed; forlad, at jeg har ladet Eder saa
længe være i Bedrovelse: dersom jeg havde kiendt ham før, skulle
J og før være blevne trøstede. Efter disse Naturens første Bevæ¬
gelser hen aldt Fonrose til den beftigste Bedrøvelse. Lad os gaae,
sagde Marquisen, lad os gaae hen for at hvile os i Hytten, og
forglemme al den Sorg som denne unge Nar har for aarsaget os
Ja, min Herre, jeg har rigtig været det, sagde Fonrose til sin
Fader, som førte ham ved Haanden. Intet andet end min For¬
nufts Forvildelse var i Stand til at tilbageholde i mit Hierte Na¬
turens Bevægelser, til at lade mig forglemme de allerhelligste
Pligter, endelig til at rive mig løs fra alt det, jeg havde kierest
i Verden; men denne Daarlighed gav I Anledning til, og jeg
er høyligen blevet straffet derfor. Jeg elsker uden Haab Naturens
fuldkomneste Mesterstykke: J veed, J kiender intet til dette ufor¬
lignelige Fruentimmer: Det er Ærligheden, det er Føleligheden,
det er Dyden selv, min Kierlighed giør hende næsten til Afgud,
jeg kan ikke være lykkelig uden hende, og jeg veed, at hun kan ikke
blive min. Har hun betroet Eder, spurgte Marquisen af bvad
Stand hun er født? jeg har faaet saa meget at vide, sagde
Fonrose, at jeg kan forsikkre Eder, hendes Stand gir min slet
intet efter; hun har selv afslaget en anseelig Lykke for at ned¬
grave sig i denne Udørken. - Og veed J det, som har bevæ¬
get hende dertil? - ja, min Fader, men det er en Hemmelig¬
hed, som hun ene kan aabenbare Eder? – Hun er maaskee
gift? – Hun er en Enke, men hendes Hierte er ikke i hendes
Magt; dets Baand ere meget stærke. Min Datter, sagde Mar¬
quisen, da han gik ind i Hytten, J seer, at J giør Hovedet kru¬
set paa alle dem, som kalder sig Fonrose. Dette unge Menne¬
skes selsomme Kierlighed kan ikke undskyldes uden ved et saa usæd¬
vanligt Object, som J er. Min Kones Ønskergik kun ud paa at have
Eder som en Veninde; men vores Søn kan ikke leve længer, uden han
faaer Eder til Ægtefælle, og jeg ønsker ligesaa gierne at faae i Eder
en Datter; see, hvor mange J kan giøre ulykkelig ved at veigre
Eder. Ach! min Herre, sagde hun, jeg er skamfuld over Eders
Godheder; men hør og døm saa. Derpaa fortalte Adelaide i
den gamle Mands og hans Kones Nærværelse dem alle sine ynk¬
værdige Hendelser. Hun nævnede ogsaa Navnel paa sin Fami¬
lie, som ikke var ubekiendt for Marquisen af Fonrose, og endke
med at drage ham selv til Vidne paa den ubrødelige Troskab,
som hun var sin Æntefælle skyldig. Over denne Fortælling kunde
man læse Bedrøvellen af alles Ansigtes. Den unge Fourose som
næsten var qvalt i Sukke, kastede sig i en Krog i Hytten for at
give dem des friere Løb. Den ømhiertede Fader fløy hen for at
hielpe sit Barn: see, sagde han, min kiere Adelaide, i hvilken
Tilstand J har sat ham. Marquisinden som var ved Adelaide,
avnede bende i sine Arme, og badede bende med sine Taare.
Ach hvorfore min Datter, siger hun, hvorfor vil J være Aar¬
sag til, at vi anden Gang skal begræde vor kiere Barns Død?
Den gamle Mand og hans Kone med Øynene fulde af Taare,
stirrede paa Adelaide, og ventede hvad hun ville søare. Himme¬
len er mit Vidne, sagde Adelaide i det hun stod op, at jeg gierne
vil give mit Liv til Giengield for saa store Godheder.
Det vilde fuldkommen forøge mine Ulykker, naar jeg kunde
bebrerde mig selv at have været Aarsag til Eders; men jeg vil at
Fonrose selv skal være min Dommere. Jeg udbeder mig da at
tale et Øyeblik med ham. Derpaa gik hun uden for allene med
ham, bør, Fourose, sagde hun, J veed hvilke hellige Baand der
forbinder mig til disse Stæder; dersom jeg kunde lade af at elske
og begræde en Ægtefælle, som saa høyligen har elsket mig, maatte
jeg være den foragteligste af alle Fruentimmer. Høyagtelse, Ven¬
skab, Erkientlighed ere de Følelser, som jeg skolder Eder; men in¬
tet af alt dette erholder Kierligheds Sted, jo større Kierlighed 8
har fattet for mig, jo større havde J Ret at vente igien; Det er
Umueligheden i at opfylde denne Pligt, som hindrer mig fra at
paalægge mig den. Jmidlertid seer jeg Eder i en Tilstand, som
kunde røre det Steenbaardeste Hierte; det smerter mig høyligen,
at jeg er Aarsagen; det skulle smerte mig endnu meere at høre
Eders Forældre beskylde mig for Eders Tab. Jeg vil da i dette
Øveblik forglemme mig selv, og overlade Eder, saavidt det staar
til mig, Valget af vores Skiebne. Det beroer da paa Eder at
udvælge den Tilstand, af disse Tvende som synes Eder mindst utaa¬
lelig, enten at forlade mig, overvinde Eder selv, og glemme mig¬
eller faae en Ægtefælle i hvis Hierte en anden er nedgravet, og
som ikke kan tilstaae Eder uden svage Følelser i at opfylde en El¬
skeres Ønsker. Det er nok, raabte Fonrose, og hos saadan en
Siel som Eders bør Venskab regnes i Kierligheds Sted. Jeg vil
uden Tvivl blive fortrodelig over de Taarer, som J vil opofre til
Eders forrige Gemabls Jhukommelse, men Aarsagen til denne
Fortrydelse ved det den giør Eder meere ærværdig, vil og giøre
Eder meere elskværdig i mine Øyne. Hun er min, sagde han,
da han kom ind og kastede sig i sine Forældres Arme; det er den
Ærbødighed, hun bær for Eder, og Eders Godbeder, som er Aar¬
sag dertil, eg jeg kan takke Eder for at leve paa nye. Fra dette
Øyeblik af blev Deres Arme lænkede, af hvilke Adelaide ikke kunde
udvikle sig. Men hun overgav sig allene for Medlidenhed og
Erkiendtligheds Skyld? Jeg vil troe det for at agte hende saa¬
meget des bøyere; af hvad Aarsag det ogsaa var, ville hun, før¬
end hun reiste, endnu engang see den Grav, som hun ikke forlod,
uden imod sin Villie. O min allerkiereste Orestan, sagde hun,
dersom Du fra de Dødes Rige kan læse mit Hiertes Tanker, kan
din Skogge ikke fortryde paa det Osser, som jeg giør; Jeg skylder
det til denne dydige Families ædelmodige Følelser, men mn Hie te
bliver evig tilbage for dig. Jeg vil nu søge at giøre andre lykke¬
lige uden ringeste Haab selv at blive lykkelig. Man sleed bende
ikke fra dette Sted uden med en Slags Voldsomhed; Hun forlan¬
gede da, at man skulde der ophygge et Gravstæd til bendes Ægte¬
ælles Erindring, og at Hytten som hendes gamle Hyrde og hans
Kone havde boet udi; (hvilke sulgte med til Turin) maatte blive
forandret til et Sommer Huus, som skulle være saa simpelt som
det laae eensomt, hvor hun satte sig for at komme undertiden for
at begræde sin Ungdoms Fortvivlelse og Viderværdigheder. Tiden,
Fonroses vindskibelige Omsorg og Frugterne af hendes andet
Ægteskab, aabnede hendes Hierte for en nye Kierligheds Jnd¬
trok; og man fremviser hende som et Mønster paa en dydig og
elskværdig Ægtefælle endog i hendes Utroskab.
