best, at tage Natte=Leye i Skoven, der ligger dog saa man¬
ge den Nat; thi de holder for, at det er sundere at sove i
Skovens Græs og Løv, end hiemme udi en Seng.
See! nu giver en Hoben sig til Roe; men en Deel af dem
ere og saa tilpakkede med Kilde=Vand eller anden Drik, at
de venter, snart at falde i Søvn. - Hey da! sagde nogle
svinglende, en Bolle Punche, førend vi legger os, i Mor¬
gen samles vi igien, Lischen. Dog de drak og sov indtil
Solen kastede sine Straaler over Østersøen ind under de
med Dug vædede Bøge, og da faldt de først i Søvn.
See, der ligger en heel Familie omkring Fyrstedet,
nogle drikker, nogle spiser og nogle sover. - Der lister
Celie sig saa sagte bort fra Flokken, hun sover best i Een¬
rum, men  See! der sniger Clitander sig bort
fra sin grandseende Fader et Øyeblik. Celie og Clitander
forstaaer hinandens Vink; de kan tale meget færdig Øyne¬
nes Sprog. - Hist reyste sig et forskrækkeligt Slags¬
maal, det kom af Jalousie, fordi Sylvia syntes at være
Sylvander mere gunstig end Melibæus. De slaaes for¬
skrækkelig, og ingen kan skille dem ad, uden Sylvia; hun
kommer og klapper Melibæus, og seer mildt til Sylvan¬
der, dermed var Tretten endet. - Saaledes gik denne
St. Hans Nat. Nogle drak og spiiste, nogle dandsede
og spillede, nogle sov og nogle vaagnede.  Nu stod
Solen op, og nu fik alting ligesom nyt Liv. (Meget faa
betragtede dog Naturens Herligheder med ret seende Øyne.)
Nu kom de fra alle Skovens Kanter, og samledes ligesom
i Middel=Punkten ved Kirsten Piils Kilde. Nogle ga¬
bede, nogle ravede, og alle saae meget fastende ud, undta¬
gen de, som havde drukket heele Natten. Alle Caffe=Ked¬
lerne hængde nu over Jlden; de pyntede Kielder=Piger
eller Skiænkersker viiste sig nu i deres fulde Pynt i Aab¬
ningen af deres Telte; og enhver hængde nu Skildtet og
Vahrene ud. - Nu begyndte Kilde=Giesterne at for¬
samle sig fra Staden og fra Landet. Her kom kiørende,
ridende, gaaende og krybende. J Kiøbenhavn kunde man,
som os er fortalt, savne Folket i Kirkerne og paa Gaderne;
derimod kunde man neppe komme frem, hverken paa Land¬
eller Strand=Veyen, for Vogne og Heste, Mennesker og
Dyr, som alle søgte ad Dyre=Haven. Dyre=Haven var
paa den Tid som en Myre=Boe eller Biekube, og de beha¬
gelige Skov=Stæder, Telte og aabne Boutiqver, som Bler,
der trak Nærings=Kræfter til sig af Kilde=Giesternes Lom¬
mer. - De ere ikke at fortænke, uden for saavidt det er
St. Hanses Dag. Dog denne Hellige=Dag, med mange
andre, er jo afskaffet paa andre Steder. J Dyre=Haven
regnes St. Hans Dag ikke saa nøye, der kan den gierne
tilbringes med Æden og Drikken, Spill, Dands, Tasken¬
Spillerie, ja, med meget andet, som vi ville faae at høre,
om Buskene kunde tale. Det er nu saaledes blevet til en
Sædvane, og gammel Sædvane synes tilsidst at blive en
en Lov. I Dyre Haven lader det som man maatte giøre
alt det, der ikke kan lade sig giøre paa andre Steder. -
Nu denne glædelige St. Hans Dag blev da, som sædvan¬
ligt er, celebreret i Dyre=Haven. Assistentz=Huuset skulde
ikke ønske sig den Dag afskaffet, og Hyre=Kudskene endnu
mindre; Lustere=Stederne og de aabne Boutiqver i Skoven
vilde tabe anseeligt, om St. Hans Dag ikke helligholdtes
i Kirkerne.
Men nu maa vi tale noget om os selv: Saa mange,
som vi af vores Mandfolk= og Fruentimmer=Selskab
kunde blive samlede, reyste og til Kilden. Vores gamle
Jomfrue ventede at blive ung igien, om hun kunde faae
noget af Kirsten Piils Kilde=Vand at drikke, og Kilde¬
Reysen anstod vores gamle Ungkarl saa vel i Fior, at
han var ikke at holde derfra i Aar. Vores Borger i
Hoved=Staden, som er kommet tilbage saavel ved det ene
som det andet, dog ikke ved sin egen Skyld, kiørte med sin
Kone og Datter til Kilden paa en Bonde=Vogn, da han
dog tilforn har kiørt i sin Phaeton; saaledes kan Tiderne
forandre sig. De sadde dog ligesaa fornøyede paa denne
Bonde=Vogn, som de dog endnu kunde betale Leye af, som
mange andre, der maaskee endnu staaer til Rest med Hyre¬
Kudske=Leyen for Kilde=Reysen. Vores nyegifte Kone med
Mand og vores Fætter lagde ligeledes til Vogns sammen;
og vores Huusholderske og Samleren fulgtes ad. (NB.
alle paa St. Hans Vogne). Vores Præste=Enke vilde
vi gierne have havt med til Kilden; men hun lod os vide
ved Skrivelse, at hun fandt ingen Behag i den Sverm,
men heller vilde gaae i Kirken paa den Dag, som var ikke
indrettet til Kilde=Reyser. (Vores Præste=Enke er flyttet
paa Landet, som vi tilforn har sagt; hun har samlet en
heel Deel smukke Anmærkninger, som hun har lovet med
Tiden at meddeele os.) Vi vare da saaledes et heelt Sæl¬
skab for os selv. Vores Huusholderske havde forsynet os
med en skiøn Mad Kurv, og vores Samler havde anskaffet
Viine. Vi kiørte høyt op i Skoven, og under de grønne
Træer holdte Disk og Dug, Vores nyegifte Kone, som end¬
nu ikke har glemt sit muntre Pige=Sind, var et Øyeblik gaaet
fra os hen i Skoven. Hun kom nu tilbage til os med en
Hiertens lille sød Herre, som havde tvunget sig i hendes
Sælskab, da hun gik saa eene i Skoven; hun fortalte os
siden, hvor mange utidige Complimenter han giorde hende;
ja, forsikkrede, at han vilde hænge sig i det høyeste Træe,
om han ikke maatte nyde den Lykke, at spadsere med hende.
Hun vilde da ikke, at saa ungt et Menneske skulde blive
desperat for hendes Skyld; og deelagtiggiorde ham i den
Lykke han attraaede; hun under adskillige Discourser, som
hun forsikkrede, vare ikke en Pibe Tobak værd, men lutter
Vind, førte sin lille Herre gandske uformærkt hen til sit Sæl¬
skab. Vi mærkede snart hendes Pudserier; hun giorde sig
al Umage for at opmuntre sin tilforn saa geskiæftige Com¬
pagnon, som nu ligesom havde tabt sit Mæle. Hun fore¬
slog en Spadsere=Gang, og paatog at rangere os saaledes,
at den Hiertens lille Herre fik vores gamle vegelsindede
70ve Aars Jomfrue at spadsere med; jeg, sagde hun,
spadserer med min Mand. Her fik den lille Herre saadan
en Hierte=Qvalme, at han maatte have et Glas koldt
Kilde=Va ad, og havde gandske vist besvimet, om Kirsten
Piils Kilde=Vand ey paa den Tid havde havt sin rette
