forhen ansaae for Mennesker. Dette Glas aabenbarer
dig deres indvortes Gestalt og Tilbøyeligheder.
Men er det mueligt, spurgte jeg, at det fornuftige
aandske han uuLuaaat sig mine Øyne? Hun forklarede mig
mstryutuuddiuge.s
denne Tvivl og sagde: Efterdi de fordervelige Tilbøyelig¬
heder have Herredommet hos dem, derfore representerer
dette Glas saadanne billeder. De kommer dagligen paa
dette Sted. Jeg finder at de hver Dag ere beskeftigede
med nye Ting. Alt det, der gaaer for sig i den gandske
Stand, maa under deres Dom, og du med.
Under denne Samtale kom en vild og kaad Hest, som
slog op baade for og bag, løbende hen imod os, han vrin¬
skede og krummede sin Man. Jeg sprang af Forskrekkel¬
se til Side, og denne Alteration i Søvne giorde saadan Be¬
vægelse i mit Legeme, at jeg vaagnede derved. Jeg tog
strax min Drømme=Bog, og fandt denne Udtydning paa
min Drøm. Du og alle de, som reflectere noget paa
Drømme, ere Narre.
Besynderlig Betaling.
Ye. von Saint Foix havde laant en haard Daler af en
af hans Bekiendtere, da han endnu var i sit Fæderneland
Britagne. Denne kom omtrent femten Aar derefter til
ham i Paris og erindrede ham ved Leylighed om hans gam¬
le Gield. Saint Foix kaldte paa en af hans Tienere, og
sagde til ham: Hent en Stige, la Brie, og see til, om J ikke
deroven paa Skabet kan finde en Bog. Tieneren stigede
op, og tog hans Herre en gammel støvet Bog ned, som
var halv opædt af Rotterne. See der, sagde Saint Foix
til sin Creditor, som havde seet paa alle disse Anstalter med
store Øyne; "Der har De en Præmie, min Herre, som
"min Hukommelse har skaffet mig i min Ungdom. Jeg
"seer, at De fortiener den bedre end jeg.
En blind Mand vil ikke have sit
Syn.
En blind Mand havde en Kone, som han elskede meget
høyt, omendskiønt man sagde ham, at hun var meget grim
og hæslig. Der kom en berømt Øyendoctor til Landet og
tilbød sig, at hielpe den Blinde til sit Syn; men han vilde
ikke samtykke derudi. "Jeg skulde, sagde han, tabe den
Kierlighed, som jeg har til min Kone, og denne Kierlighed
giør mig lykkelig." Sadi, som fortæller dette, spørger:
Hvilket er Mennesket meest magtpaaliggende, enten Lyksa¬
lighed eller Sandhed?
Jndfald.
En Tydsker opholdt sig engang over Republikken Venedig
fordi den førte en Vinged Løye i sit Vaaben, og spurgte en
Venetianer, i hvilket Land Løverne havde Vinger? J det
Land, svarede denne, hvor Ørnene har to Hoveder.
Da Kæyser Maximilian I. blev kronet, overleverede
Jødeskabet ham en maadelig Sølv=Kurv fuld af Guld-Æg.
Keyseren lod Overbringerne tage fast og bringe i Forvaring.
De arme Jsraeliter bade indstændig om deres Løsladelse,
og Aarsagen til saadan Medfart. Keyseren lod dem sige:
Det var efter Klogskabs=Regler, at forvare saadan¬
ne Høns, som giorde saa kostbare Æg. Jøderne svare¬
de: Naar en frugtbar Hone formeenes at skrabe og
samle Korn, bliver den snart udgiort, og ufrugtbar.
Dette Jndfald forskaffede dem deres Friehed igien.
En vis Lord vilde engang spotte en Poet, og sagde:
at han ønskede dog nok engang at see ham i Gal¬
gen, eller med Bettelstaven. Dersom jeg svarede Poe¬
ten, havde Deres Naades Politik og Morale, saa vilde
begge Deele vist skee,
En stor Regnemester var i lang Tiid givt, uden at
hans Kone fik Børn, man vilde engang i et Selskab giøre
denne Kone en Fornøyelse, og sagde at hendes Mand var
en meget stoer og habil Regnemesier. Er det muligt,
sagde hun, da han dog ikke kan multiplicere.
Da en Munk holdt en meget lang Prædiken, gik de
fleeste ud af Kirken, førend Prækenen var til Ende. San¬
delig, sagde en af Tilhørerne, den gode Mand holder
en sær bevægelig Præken.
En anden Munk deelede engang sin Text i 22 Hoved¬
Deele, og ligesaa mange Under=Deele. En af Tilhørerne løb
derpaa meget hastig ud af Kirken. Hvorhen, spurgte hans
Naboe. Hiem, svarede han, for at hente min Slop¬
rok; thi jeg merker, at her bliver Aften=Arbeyde af.
Nok en anden Munk prædikede engang paa Magda¬
lenæ Dag over dette Fruentimmers onde Gemyt og derpaa
følgende smukke Omvendelse, og ved den Leylighed giennem¬
gik Fruentimmernes Caracteer, sigende: Der ere mange
iblant Eder, som kommer i Kirken for Tidsfordriv, og jeg
veed ikke, om een eneste iblant Eder alle vil, som Magda¬
lena, omvende sig. J sær kiender jeg een i denne Forsam¬
ling, og hun er og selv nærværende, som ikke fortiener at
sidde iblandt de ærlige Koner; hun har for længe siden lovet
at forandre sin Levemaade til det bedre, men det er hidtil
allene blevet ved Løfter, og da hun ikke, efter alle mine For¬
maninger, har vildet forbedre sig, saa vil jeg giøre hende
kiendelig, og beskiemme hende for heele Menigheden. Ja,
jeg vil, jeg vil nævne Eder hende. Hun er - (her holdt
han inde.) derpaa begyndte han igien: Skal jeg nævne
hende? Ja, jeg maa - Ney, jeg det vil dog ikke: Hun
er -Dog ney, jeg vil ikke nævne hende; - Ney!
Men J maa dog lære at kiende hende. Giver Agt, det
er hende, som jeg nu kaster min Bønne=Bog ned til. Da
nu Munken hævede Armen i Veyret, og lod som han vilde
kaste Bogen ned, dukkede alle Fruentimmerne sig ned i Sto¬
lene. Ak, bedrøvelige Tid! Ak! fordervede Sæder!
raabte Munken, jeg tænkte, her var kun een eneste,
men nu seer jeg et stort Antal.
