En Franciscaner Munk holdt engang en Lov=Tale over
den hellige Franciscus. Han gik alle Helgene igiennem,
og fandt ingen blandt dem, som han kunde sette ham i Lig¬
ning med. De vare alle langt under ham. Hvor skal vi
sette den seraphiske hellige Fader Franciscus? raabte han:
Skal vi sette ham blandt de andre Helgene? Det var for
ringe for ham. Skal vi sette ham iblandt Propheterne?
O! han er langt over dem. Jblandt Patriarkerne? Det
er ey heller nok. Jblandt Englene? O, han er endnu
meget meere. Nu, hvor skal vi da sette ham, raabte han,
og tang lidet,Een, som var nærværende, og var
blevet kied af al den Væv, stod op og raabte: De behager,
Hr. Pater, at sette ham i mit Sted; thi nu gaaer jeg.
Nyt og Gammelt.
Jrankerig. Ved Udskrivningen i Villelbir, en Bye i
Generalitætet Tours i Frankerige, bleve af Krigs=Com¬
missairerne gjordte 31 Seddeeler. Tvende Brødre ved Navn
Plazenelle, Sønner af en Klæde=Kræmmer i Ecueille vare
blant deres Tal, som skulde trække. Den ældste, navnlig
Frantz var næsten 32 Aar, og den yngste, Ludvig, var
endnu ikke 18. Frantz begierte at maatte være den tre¬
divte i Trækningen, og det blev ham tilladt. Men da
Touren kom til ham, blev han bestyrtset, og vilde ikke gierne
trække sin Seddel; den unge Ludvig fremstillede sig paa
nye for at trække i hans Sted, sigende, at hvis Loddet faldt
paa hans ældre Broder, saa vilde denne i lang Tid ikke
kunde sætte Boe; hvad ham selv angik, saa var han ung,
og tænkte ikke saa snart paa nogen Boesættelse; og desuden
havde han den Fornøyelse, ved at trække for sin Broder,
at befrie ham for den Skiæbne, der syntes at true ham,
og saaledes at blive et Middel til hans Lykke. Efter disse
Ord trak han med den største Standhaftighed, og fik Sed¬
delen paa at være Soldat. Han lod sig derpaa indskrive
i sin ældre Broders Sted, og satte Kokarden paa sin Hat.
J Landet Sundjau i Over=Elsatz, faldt Loddet paa
Johan Stehlin, en Bondes Søn i Sognet Wolspwiller.
Alle Drenge af samme Sogn begierte at tække endnu en¬
gang, i det de raabte, at det var ikke ret, at Johan Stehlin
som allerede havde tient Kongen i syv Aar, og som havde
blevet frie for at trække, hvis han havde sagt det, skulde
være Soldat i deres Sted; og de derfor vilde trække paa
nye. De toge og virkelig Johan Stehlin afsides, trak paa
nye, og Loddet traf Niels Stehlin.
Blant det unge Mandskab i Sognet Heimersdorf,
som skulde udskrives, vare og tvende Brødre ved Navn
Eavier og Hans Rosburger. Den ældre tabte i Træknin¬
gen; strax bad den yngre Krigs=Commissairen at tage sig i
hans Sted. Da opstod blant disse tvende Brødre en
Strid, som rørte alle Tilskuerne. Naar den ene stillede sig
under Maale=Stokken, stødte den anden ham tilbage og
indtog hans Plads. De bave om Fortrinnet med lige Hef¬
tighed. Endeligen erklærede Krigs=Commissairen for at
giøre Ende paa den rørende Dispute; at den som havde
tabt i Trækningen, skulde blive Soldat. Den yngre Bro¬
der blev meget bedrøvet over denne befaling; hans Ædel¬
modighed grundede sig ikkun paa en heftig Medynk over sin
Broder; den var en Virkning af en broderlig Kierlighed;
her er Beviset; nogle Timer derefter kom den yngre Bro¬
der atter til Krigs=Commissairen for at lade sig indskrive i
steden for en anden ved Navn Hans Weldi, sigende, at
han ikke vilde leve uden sin Broder.
En Capuciner, som betlede for Klosteret i Meudou,
mødte paa Hiemveyen langs ved denne Byes Viingaarde
en, som giorde Bekiendtskab med ham. Capucineren, som
troede, at hans Kiol skulde tiene sig til Salvegarde, svaxede
paa denne Ubekiendtes Spørgsmaal, at han den Dag havde
sammenbetlet en 10 Rigsdaler, som han bragte hiem med
sig. Den Nysigne giorde ham endnu et Spørgsmaal, som
ikke var af de høfligste; han viiste ham Skyggen af en Pi¬
stol og forlangte de 10 Rdlr. Capucineren havde got ved
at paaraabe Sagens Ubillighed; han havde got ved at sige,
at han vilde blive pidsket af Pater Guardiameie, hvis han
ikke bragte Pengene med sig; det var Røverens mindste
Bekymring. Endelig gik Capucineren sin Vey, men strax
vendte han tilbage og grædende tiltalede Røveren saaledes:
Min Herre, jeg beder dem for Guds Skyld, lad mig und¬
gaae Straffen; hvis jeg siger, at jeg har maat afstaae
mine Penge i eders Hænder, vil man ikke troe mig: tvert¬
imod vil man troe, at jeg har forødet de 10 Rigsdaler i
Liderlighed, og man vil straffe mig dobbelt, for Giernin¬
gen og for Løgnen; hav den Naade at give mig et Skud
af deres Pistol i min Kiol, og at give mig nogle Prygl,
paa det man kan see paa disse Mærker, hvad de har havt
den Naade at giøre imod.
Den dumme Røver lod sig overtale, og neppe havde
han afskudt Pistolen i Bettel=Munkens Kiol, førend denne
friske Broder som nu ikke længere frygtede for hans Gevær,
fik Røveren ved Hovedet, tog ham i Struben, og holdte
ham indtil nogen kom til Hielp, og arresterede ham. Rø¬
veren blev i et Øyeblik omringet af Tilskuere, som løbe til
fra alle Kanter for at have den besynderlige Fornøyelse at
see ham i Ansigtet; thi som det største Tal af Mennesker
ikke har denne Profession, i det mindste offentlig, saa troer
den gemeene Mand, at en Røver har et eget og rart
Physionomie.
