1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 29
Tanker over det Blomster Noli me
tangere, rør mig ikke!
S¬
er er en Undersaat i Blomsterriget, som giør saa¬
dan en ugemeen Figur, at den med rette fordrer
min besynderlige Agtsomhed. Dette Blomster er
saa overmaade frygtsom i sin Natur, og saa kiælent i sin Skab¬
ning, at det tør knap vove sig ud i den frie Luft; men bliver op¬
draget i Varmen af et Mistbeed, og lever indsluttet i et Dri¬
vehuus, som i et Kloster. - Men den merkværdig¬
ste Egenskab er, at af alle dets Slægt=Arter har det allene
Deel i et merkende Liv, i det mindste kommer det nær¬
mest til denne meere ophøyede Stand; og maae ansees som
det Led, der sammenknytter Planternes og Dyrenes Rige.
En Fremmed, som giver Agt paa dets Egenskaber, skul¬
de næsten falde paa de Tanker, at det er begavet med nog¬
le ringere Grader af Selv=Kundskab og Varlighed. Thi
dersom man byder sig til at tage fat paa denne fornemmen¬
de Plante, da bliver den strax forskrekket, trekker i en Hast
sine Trevler tilhobe, og, ligesom en Person, der er bange
for Overlast, viger tilbage fra eders Finger i en Slags
overilende Uorden. Maaskee at dens deylige Anseelse kun¬
de besudles, eller dens fine Dannelse komme af Lave, der
som et Menneske rørte ved den. Derfor holder den sig,
ligesom en indgetogen Jomfrue, fra al uanstændig Gemeen
skab, og vil ikke taale saadanne usømmelige, om ikke skade¬
lige Frieheder.
Hvad som helst Aarsag der end maae være til denne
skadelige Virkning, saa giver den dog de Christne en lære¬
rig Formaning. Saadan en opmerksom og bange Varlig
hed skulde vi viise ihenseende til Synden, og alle endog
de længst fra sig nærmende Anfald af Laster. Vi skulde
skye endog det blotte Skin af Ondt, og holde os langt fra
al Leylighed til at feyle. Dersom Syndere lokke, dersom
forbudne Forlystelser friste, eller om Leylighed anmoder,
med Uretfærdigheds Vinding i sin Haand, da vend dig bort
fra den forgyldte Snare, rør ikke den deylige Forgift; men
flye, flye med Hast, flye uden Forhaling, fra den fortryl¬
lende Fordervelse - Dersom Vrede nærmer sig med sit
antændte Fakkel, for at oppuste Hevngierrigheds Lue i vort
Hierte? Dersom Smigger ligger os i Ørene med sin for¬
tryllende og indtagende Hvisken? Dersom Misfornøyelse
vilde legge sin Blye=Haand paa vort Gemyt, og ældte sin
barske Suurdey ind i vort Sind, for at giøre os til en
Byrde for os selv, og ubehagelige for andre? Da lader os
strax vende vor Agtsomhed og vore Tanker fra disse farlige
Ting, og ikke saa meget stræbe, at bruge Lægedom imod
som at skye den Meralske Pesi. Lader os ideligen betrag
te og eftertænke vores lidende Herres forunderlige Sagt¬
modighed, som midt i de skændigste og meestopirrende Mis¬
handlinger, beholdt dog den samme jevne og uforstyrrede
Sinds Munterhed. Lader os beskue den ugemeene Ydmy¬
gelse, der bragte ham fra en uendelig Høyde over alle Ver¬
dener, til at rede sin Seng i Dødens Støv. Lader os for¬
milde vore murrende og uroelige Passioner, ved det vi med
Agtsomhed betænke den Fornøyelighed og Overgivelse, der
giorde ham i den dubeste Armod uforstilt taknemmelig; og
under de tungeste Trængseler underdanigst taalmodig.
Herbergeer derfor ikke i nogen Maade eders Dyds For¬
ræder. Værer døve, ubøyeligen døve, mod dens bedra¬
gelige Anmodning. Dersom den trænger sig ind i eders
uforvarede Hierte, da lader den ikke et Øyeblik beholde Rum
deri. At give sig i Snak med Fienden, er at aabne
Døren til Fordervelse. Vores Sikkerhed bestaaer i Flugt;
og, i dette Fald er Mistanke den sandeste Klogskab; Frygt
den største Tapperhed. Spøg ikke paa Pynten af den
farlige Klint. Flaggre ikke rundt omkring Randen af Luen;
leeg ikke med Dødens Brodde; men forkast med en anstæn¬
dig Blanding af Bekymring og Afskye endog de første Ugu¬
deligheds Jndskydelser: lige saa varligen, som det smerten¬
de Saar gyser for at røres endog af den blødeste Haand;
ligesaa bestandigen, som denne nidkiere Plante drager sig
sig tilbage, naar nogen vil komme den nær.
Propheten Esaias, i en ziirlig og livagtig Beskrivelse
over en oprigtig Mand, siger: han ryster sine Hænder,
at de ikke beholde Gaver; og jeg maae legge hertil, at
de ikke begaae noget Slags ondt. Dette billede, der er over¬
maade deyligt, og ligesaa eftertrykkeligt, baade oplyser og
indprænter den Lærdom som jeg her har fremsat. Ry¬
ster sine Hænder. - ret ligesom en Person vilde giøre,
dersom der skulde falde gloende Kul i hans Skiød, eller no¬
get forgiftigt Creatur hænge sig fast paa hans Kiød. J
saadant Fald vilde ingen staae et Øyeblik at betænke sig;
ingen vilde raadslaae hos sig selv, hvad han skulde gribe til¬
men strax kaste den skadelige Byrde fra sig, strax stræbe at
giøre sig løs fra den vedhængende Ulykke. Ef. 33, 15.
Jeg har forestillet den Fare, som er derved, at man
ikke strax dæmper de allerførste Gnisier af Fristelse, i ad¬
skillige Maader; efterdi et tilbørligt Forhold i denne Om¬
stændighed, er af saadan en overmaade stor Vigtighed for
vore Sieles Reenhed, Sikkerhed og Trøst. - Efterdi
jeg havde den Kongelige Sædelærer for mine Øyne, hvil¬
ken naar han afskrekker sine Discipler fra Ugudeligheds Stie,
raaber, ja raaber ligesom en, der er hierteligen bekymret
og med saadant et Sprog, som udviser en hæftig Alvorlig¬
hed, raaber: Lad den fare, gaae ikke paa den, viig
fra den, gak for over. Hvor sterk driver han paa dette
